Læsetid: 3 min.

To metrostationer i Ørestaden udskudt

29. august 1997

Ørestadsselskabet har besluttet at udskyde bygningen af to stationer på metrobanen. Det bekymrer den socialdemokratiske byplanordfører i borgerrepræsentationen. Men direktøren for Ørestadsselskabet mener, det er fornuftigt først at bygge stationerne, når der er brug for dem.
Sidste år vedtog Borgerrepræsentationen et såkaldt kommuneplantillæg, så Ørestadsselskabet kunne komme i gang med at bygge stationerne på den ny metrobane. Ifølge planen skal der ligge tre stationer i den sydlige del af Ørestaden. Men selskabet har besluttet at udskyde bygningen af de to.
Det bekymrer Birgit Petersen, der er socialdemokratiets byplanordfører i Borgerrepræsentationen:
"Det er problematisk, at man reducerer projektet bid for bid. Først var det stationen på Christmas Møllers Plads, så stationerne ved Landbohøjskolen og lufthavnen. Man reducerer det, som politikerne har besluttet, og som har været til offentlig høring," citerer Amager Bladet tirsdag.
Når der er behov
Ørestadsselskabets direktør, Anne-Grethe Foss, kalder beslutningen pragmatisk:
"Det er mere end et år siden, at man besluttede at etablere stationerne i Ørestaden, efterhånden som der blev behov for dem."
- Men af de fremlagte planer over projektet fremgår, at der ligger to stationer, som nu ikke bliver bygget?
"Ja, og der ligger også en masse huse, som først vil være bygget om 30-40 år. Det er en fremtidsvision af slutresultatet. Og ligesom, at husene ikke vil være der fra første dag, vil et par af stationerne heller ikke være der. Vi har nøje vurderet behovet ud fra stationernes lokale betydning."
- Men netop Ørestad Syd og Ørestad Nord ligger i det område, som er udset til vækstområde. Salget af de grunde skal finansiere hele metroprojektet. Gør det ikke grundene mindre salgbare, at der ikke er stationer i umiddelbar nærhed?
"Nej. De 110.000 kvadratmeter grund, der er solgt i løbet af et år, ligger lige op ad Ørestadsstationen, som er fælles station for Øresundsbanen (Øresundsforbindelsen til Sverige, red.) og metroen. Den vigtigste station bliver altså bygget med det samme. Hvis næste etape af salget eksempelvis sker omkring Ørestad Syd, så etablerer vi den station. Måske sker det hurtigt, og så er der ingen ekstraomkostninger ved det. Og hvis det varer længere tid, har vi sparet de penge så længe. Vi udvider antallet af stationer i takt med behovet."
Københavnernes friluft
- Hvorfor så lægge banen helt ud til Vestamager, hvor der stort set ingen bor?
"Der bor nogle i Tårnby. Men det vigtigste er, at Vestamager vil blive en udflugtsstation, lige som Klampenborg station. Da man byggede den i sin tid, blev københavnernes fritidsliv fundamentalt ændret. Det er den samme ide, vi søger at føre ud i livet på Vestamager."
- Så det handler ikke om,
at banen bliver nødt til gå helt til Vestamager, fordi rangérområdet ligger der?
"Der ligger et kontrol- og vedligeholdelsescenter, hvor togene skal rengøres og vedligeholdes. Banen skulle føres derud under alle omstændigheder, og så bygger vi en station der. Det koster omkring 20-25 millioner, hvilket er små penge i det meget store budget."
- Bliver grundene i Ørestaden solgt i hurtig nok takt til, at man kan holde renten stangen?
"Nej, men det var heller ikke meningen. I de næste fire-fem år, hvor vi bygger banen, vil rentebyrden få gælden til at stige. Vi begynder at betale af allerede, mens byggeriet står på, så der bliver ikke tale om en voldsomt hurtig gældsstigning"
"Der skal sælges 3,1 million kvadratmeter over fyrre år. I løbet af et år har vi allerede solgt 110.000 kvadratmeter. Det er meget. Og nu er der virkelig kommet gang i udviklingen i København."
- Men det er helt afgørende, om lige præcis Ørestaden udvikles - Havnefrontens grunde er eksempelvis en stærk konkurrence?
"Det er da klart vigtigt, at vi kommer igang. Men man skal huske på, at selvom forudsætningerne er meget robuste, er det uhyre vanskeligt at forudsige de næste 40 års udvikling på ejendomsmarkedet. Den satsning var partierne, der vedtog planen, helt klar over".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her