Læsetid: 11 min.

Den tyske forbindelse

22. august 1997

Redningen af den F. L. Smidth-ansatte Ulrik Schultz, der blev kidnappet i Columbia sidste år, trak unødigt ud, fordi en tysk detektiv og et britisk firma kæmpede om kontrol med bortførelsen. Ny bog afdækker spillet om befriel-sesmillionerne

Femte februar 1996 blev den F. L. Smidth-ansatte maskinmester Ulrik Schultz sammen med tre andre medarbejdere kidnappet af guerillaer i Columbias jungle.
I går udkom bogen Gidsel for fred, hvor Ulrik Schultz som jeg-fortæller gengiver 223 dages fangenskab i junglen. Bogen, der er researchet og skrevet af journalisten Øjvind Kyrø, viser et helt andet billede af gidseldramaet end det, som den danske presse formidlede i få og mangelfulde artikler.
Den 5. februar 1996 kører Ulrik
Schultz sammen med tre kolleger af sted i jeep fra cementfabrikken Rio Claro tilbage til den colombiske by Medellin tre timers kørsel borte. Turen går gennem junglen og for det meste flyver firmaets folk med helikopter, fordi herude bestemmer guerillaen og kan nemt bortføre folk. Hver sjette time bortføres et menneske i Columbia.
Men i dag er der ikke plads i helikopteren, fordi flere folk fra F. L. Smidth er ankommet. Ulrik Schultz, Phil Halden og Karlheinz Dressel tager jeep'en med fabrikkens elektricitetschef Diego som chauffør. På den smalle vej, hvor junglen klemmer fra begge sider, bliver de flere gange stoppet af militærpatruljer, der står forbløffende tæt den dag.
"Det kan da ikke passe, at de står så tæt," siger Diego.
Ulrik Schultz fortæller:
"Så ser vi det: De har tørklæder om underansigtet, én har elefanthue på, en anden kasket, resten har ikke noget på hovedet. Men i hænderne har de geværer, og de peger på os.
"To mand løber over på den side, hvor jeg sidder, to andre på den anden, og de flår dørene op, mens anføreren, der står foran jeepen, råber, at vi skal ud og det i en fart. (...) De råber og vifter hele tiden med geværmundingerne, kommanderer os ind mod junglen. De er nervøse. Meget nervøse. Hvad fanden er det, der sker, tænker jeg. Det er som en film, uvirkeligt, men hvad skal vi nu, skal vi skydes derinde i junglen, bliver vi taget til fange...?"
De fire er kidnappet af Den Nationale Befrielseshær (ELN), en venstreorienterede guerilla, der ernærer sig ved bortførelser og afpresning af beskyttelses-penge.
Ulrik og de andre ved, at deres situa-tion er ekstra vanskelig, fordi de arbejder for Rio Claro, der er en af landets største cementfabrikker.
Rio Claro er nemlig kendt i Columbia for sin holdning til afpresning og kidnappende guerillagrupper: Ingen forhandling og ingen løsesummer er direktør Luis Fernando Ochoas stringente politik, der bifaldes af de columbianske myndigheder. Af samme grund har fabrikken heller ingen forsikringer for de situationer. Ochoa er dødtræt af europæere, der betaler for at få medarbejdere fri. Hver gang bliver guerillaen stærkere og opildnes til flere bortførelser.
Også denne gang var han urolig for, om europæerne kunne holde isen i maven kold. Ochoa kom ikke til at vente længe på svar.
Columbia-gruppen
På vejen i junglen stod en tom jeep, og det var alt FLS vidste, da selskabet tirsdag dannede Columbia-gruppen. Dens opgave er at få de to F. L. Smidth-medarbejdere Ulrik Schultz og briten Phil Halden fri - sammen med Karlheinz Dressel fra den tyske underleverandør Pfister og Rio Claros elektricitetschef, Diego.
Pengemæssigt stod gruppen stærkt.
F. L. S. havde forsikring, der dækkede rådgivning og krisehjælp. Men en eventuel løsesum måtte virksomheden selv udrede.
Gruppen overtog fra starten al koordinering i forhold til bortførere, de columbianske myndigheder og pressen, og selv den danske og den britiske udenrigstjenestes få manøvrer gik gennem Columbia-gruppens tre mænd, overingeniør Jan Carlsen, der var chefforhandler, Ulriks Schultz' chef Martin Schmidt Pedersen og informationschef Torben Seemann Hansen.
Columbia-gruppen kontaktede det britiske sikkerhedsrådgivningsfirma Control Risks efter råd fra et tidligere svensk gidsel, som året før var blevet bortført i Colombia under arbejdet for firmaet Skanska. Control Risks havde tidligere medvirket ved mere end 100 gidslers frigivelse. Gennem hele dramaet var det F. L. Smidths omdrejningspunkt.
Gode råd er dyre
Control Risks talsmand Richard Fenning fortæller i bogen at firmaet blev etableret af forsikringsselskabet Lloyds i 1975 og tæller 190 medarbejdere i 14 lande. De fleste er tidligere militær- og efterretningsfolk.
"Control Risks er designet til at hjælpe virksomheder med at investere succesrigt i komplicerede lande, og vi gør det ved at analysere de pågældende landes stabilitet og egnethed for udenlandske investeringer. Desuden foretager vi en detaljeret undersøgelse af samarbejdspartneren - hvilket niveau af korruption, der er tale om og partnerens stabilitet.
"Vi rådgiver også om sikkerhed - vi anviser hvordan man skal undgå kidnapning, og hvordan man forbereder sig på en evakuering. Og endelig har vi eksperter til at rådgive om krisestyring. Vi hjælper folk og firmaer, der udsat for bombetrusler, terroraktioner som for eksempel forgiftede fødevarer eller som har fået medarbejdere kidnappet. Vi gør egentlig intet fysisk. Det eneste vi gør er at rådgive ved at støtte firmaets ledere moralsk og levere informationer om, hvilke erfaringer der findes på området."
Firmaet har konstant ca. 12 medarbejdere på kidnapnings-arbejde.
De gode råd er dyre, en ekspert koster 15.000 kroner i døgnet plus kost, logi og transport.
Control Risks første mål i denne sag var at få F. L. Smidth til ikke at acceptere bortførernes første krav, som firmaet anslog ville være 13 - 15 millioner dollars.
Fra Jylland, England og Tyskland fløj deltagerne ind til det første møde i
F.L. Smidts hovedkvarter i Valby. Fra Vadum i nordjylland kom Ulrik Schultz' chokerede og forgrædte kæreste Anne Tjell sammen med faderen Søren Tjell. Fra ferie på Lanzarote kom Ulriks mor, Inge Schultz. Lola Halden og sønnen Ivan ankom fra England og fra Pfisters hovedkvarter i Augsburg kom direktør Maximillian Scheugenpflug.
"Det normale er," forklarede Eric Westropp fra Control Risks, "at en bortførelse varer omkring et halvt års tid. Gidseltagerne plejer at fremsætte dels politiske krav - anlæg af veje og skoler - og økonomiske, og det er vigtigt at få det til at dreje sig om én ting, nemlig penge, som det er lettere at forhandle om."
Ulrik Schultz' chef Martin Schmidt Pedersen fortalte, at der ikke skulle herske nogen tvivl: FLS ville betale den pris, der var nødvendig. Der var ingen diskussion om, at de bortførte skulle løskøbes så hurtigt som muligt.
Ved mødet sagde direktør Scheugenpflug, at han havde kontakt til en præst, der før havde hjulpet med at få gidsler fri. Control Risks mand svarede, at ham kendte de, men firmaet havde egne kilder, som det foretrak.
Hjemme igen i Vadum skrev Søren Tjell i sin dagbog.
"FLS handler på den mest hensigtsmæssige måde, og vi har den tryghedsfornemmelse, der følger af at være sikker på, at alt, hvad der muligt, vil blive gjort."
Den tyske forbindelse
I junglen flytter ELN-guerillaen de fire gidsler rundt med korte mellemrum. De overnatter i hængekøjer, i hastigt sammenbankede senge af bambus, blade og plastik, og de bliver behandlet godt. Får installeret fjernsyn og leveret øl og cigaretter.
Ulrik Schultz vægrer sig dog ved at skrive "vi har det godt", da han får mulighed for at sende et brev hjem. Han frygter, at deres situation skal forveksles med en charterferie i bjergene.
"Skal der lig på bordet før der sker noget. Her bor vi mellem moskitoer og slanger, og vi kan få varige mén af det, vi bliver udsat for. Har I overhovedet tænkt at gøre noget?" skriver gidslerne i et fire sider langt brev til F. L. Smidth.
Pfisters direktør Scheugenpflug har tænkt sig at gøre noget.
Mandag den 5. marts kommer guerilla-lejrlederen hen til Pfisters Karlheinz Dressel.
"Karl, du er fri. Du kan gå," siger han.
I Augsburg har Scheugenpflug ellers fulgt anvisningerne fra Control Risks og holdt mund over for pressen og henvist alle telefonopkald til F. L. Smidth. Her fortæller Torben Seemann Hansen alle, at man af hensyn til gidslerne og fremtidige bortførelser intet kan fortælle om gidlernes identitet eller metoderne, firmaet anvender for at få Ulrik Schultz fri.
Men i dagene forinden Karls løsladelse taler Scheugenpflug med tyske forretningsforbindelser om sine muligheder i sådan en sag.
De giver ham nummeret på en tysk mobiltelefon, hvor en Herr Weber svarer: Karl kan komme fri, uden løsesum, hvis blot Pfister indvilliger i at betale Webers "omkostninger" til aktionen. Det gør de Pfister.

Én ude, tre tilbage
En måned efter bortførelsen rider
Karlheinz Dressel ud af junglen på et mulddyr. Ned til vejen, hvor en mand trykker hans hånd og spørger på tysk om hans navn. Karl hilser også på en køn yngre kvinde, en columbiansk biskop og en præst.
Tyskeren havde desuden sørget for, at den tyske ambassade i hovedstaden Bo-gota efter ordre fra Bonn havde udstedt et falsk pas til Karl. Da han lander med chartret fly i Bogota, sørger manden, der over for Karl kalder sig Herr Seidel, for, at de kommer uden om alle myndigheder og bliver bragt direkte til den tyske ambassade.
Senere samme dag, mens Karlheinz Dressel dasede som den mest beskidte gæst på Lufthansas første klasse, ringede Scheugenpflugs telefon i Augsburg: Han kunne hente sin medarbejder i Frankfurt næste dag, 10. marts - samme dag som Columbia-gruppen skal holde møde i Valby
Scheugenpflug ringer til chefforhandler Jan Carlsen, der omgående flyver til München. Her informerer Scheugenpflug ham om omstændighederne ved Karls løsladelse. Carlsen rejser hjem mere forvirret end han ankom, og ved mødet fortæller han ikke de andre pårørende, at Karl er befriet.
James Bond fra Bonn
Den mystiske tysker Weber, Seidel eller som han hedder i virkeligheden, Werner Mauss, var engang privatdetektiv af trækravler-typen, der forsyner ægtefæller med billeder af magen i kompromitterende situationer. Mauss fik senere smag for mere mondænt arbejde for det tyske udenrigsministerium. Klarede de sager som loven ikke tillod diplomater og politi at løse og havde stor succes efter devisen: Mauss får pengene, myndigheden får æren.
Således medvirkede Mauss til at fange internationale gangstere og til at skaffe statshemmeligheder, når andre muligheder var udtømte.
I 1983 reddede Mauss den tyske industrigigant Mannesmann ud af en pinagtig affære, da han ved hjælp af 500.000 mark i bestikkelse fandt de smuglere, der havde stjålet 41 tønder med giften dioxin. Tønderne stammede fra katastrofen i Seveso, Italien, hvor 187 mennesker blev forgiftet.
Året efter sendte Mannesmann igen Mauss afsted. Denne gang til Comlumbia for at skaffe tysk arbejdskraft ulovligt ind i landet og for at passificere guerilla bevægelsen ELN, der truede med at sabotere den olieledning, virksomheden skulle bygge.
Mauss løste ifølge Øjvind Kyrøs bog begge problemer med bestikkelse. ELN skulle have fået fire millioner dollar for at holde sig borte fra olieledningen.
På det tidspunkt havde Columbias hær angrebet ELN-guerillaen flere gange, den var næsten udraderet og kun ca. 50 soldater var tilbage. Mauss' millioner lod ELN rejse sig igen.
I 1995 rejste ægteparret Alida og Werner Mauss atter til Columbia for koordinatoren for de tyske efterretningstjenester, juniorminister Bernd Schmidbauer. Missionen var humanitær bistand i fattige egne, hvor børnehaver blev etableret og medicin uddelt på den tyske stats regning. Alida og Werner var på god fod med ELN, hvis tre ledere også havde besøgt parret i månedsvis i deres tyske luksushjem.
På Schmidbauers politiske karriere-liste stod ønsket om direkte tysk involvering i fredsforhandlinger mellem ELN og den columbianske regering. Alida Mauss havde også en meget idealistisk holdning til guerillaernes "arbejde for de fattige".
I de mange telefonsamtaler mellem Mauss og F. L. Smidths Jan Carlsen forsøger Mauss således at overtale Carlsen til at også politiske krav fra bortførerne må overvejes. Krav som guerillaen ikke har fremsat over for hverken Control
Risks eller nogen andre. Kun Mauss kender, i følge sig selv, til situationen ude i junglen.
Den danske regering skal involveres i at føre parterne til forhandlingsbordet, siger Mauss. Og det kan F. L. Smidth presse på for, mener han.
Problemet med Mauss er blot, at hans pris for at gennemføre aktionen med at befri de tre er fem millioner dollar. På det tidspunkt arbejder F. L. Smidth med et beløb på én million.
Samtidig truer Mauss med, at at guerillaen tror, at Carlsen står bag bortførelsen og tortureringen af en guerillaleders hustru. Nu må han punge ud med de fem millioner, og det haster, siger Mauss.
I mellemtiden står Control Risks forsøg på at kontakte guerillaen i stampe. Kun de første måneder synes firmaet at gøre fremskridt, men siden Mauss er kommet ind i billedet er der intet sket, for han har lukket firmaets kanaler med sine egne gode forbindelser til ELN.
Frihed
Control Risks forsøger desperat at fastholde kontrollen over gidselforhandlingerne - men Mauss havde de bedste kort på hånden. Jan Carlsen accepterer Mauss' betingelser. Efter 223 dage i junglen får Ulrik Schultz og Diego besked på, at nu skal de af sted til den lejr, hvor Phil Halden sidder. Han skal samles op på vej ud i friheden.
Efter at Carlsen i september havde besøgt Mauss i Tyskland, aftalte detektiven med ELN, at gidslerne skulle være klar til afhentning lørdag 15. september, og sådan gik det. Ægteparret "Weber" rejser til Columbia, henter gidslerne og får dem fløjet til Bogota, hvor den danske ambassade og Jan Carlsen bringer Ulrik Schultz ud af landet. Til Phil Halden forklarede Mauss, hvad der var foregået:
"Din befrielse skyldes ikke F. L. Smidth, men derimod den tyske regering, der har lagt pengene ud for løsesummen, som F. L. Smidth skal betale. Der bliver betalt en løsesum for jer på to millioner dollar i dag, her i Columbia. Det var din premierminister Major, som under et topmøde for nylig bad kansler Kohl om at få dig ud herfra. Men selve redningsaktionen her, den står den tyske minister Bernd Schmidbauer for, og jeg vil sætte pris på, om du vil sende ham et takkebrev." Det er altsammen løgn.
Mauss fortæller desuden Halden, at tyske firmaer betalte en slags forsikring til ELN, for at de ikke skulle kidnappe tyske ansatte. Derfor var Karlheinz Dressel kommet fri før de andre.
Fanget
Øjvind Kyrø beretter i bogen, at Dressel af Mauss og sit firma Pfister blev sendt ud af Tyskland umiddelbart efter sin hjemkomst og blev bedt om at holde mund med sin frigivelse. Først på ferie til Caribien, dernæst på opgave til Brasilien og Kina, hvor han i december 1996 bliver fundet død af en overdosis heroin.
Den 15. september ankommer to herrer fra Control Risks til Medellin, hvor de opsøger områdets guvernør Ulvaro Uribe Velez, for at fortælle om Werner Mauss. Det britiske firma ønsker ham ryddet af vejen.
Velez har under hele forløbet været irriteret over, at F. L. Smidth og Control Risks ikke har samarbejdet med myndighederne i landet.
En ny anti-kidnapningstyrke har i året forinden haft succes med at befri andre gidsler uden løsesum, og Velez er rasende over europæerne, som ødelægger hans fremskridt. Europæerne financierer faktisk guerillaen med deres eftergivenhed, og Mauss er en af de værste, forstår Velez.
Da Werner Mauss kort tid efter F. L. Smidth-dramaets afslutning forsøger at skaffe en tysk kvinde ud af landet, slår Velez til. Alida og Werner Mauss anholdes i Bogota lufthavn med seks falske pas, fire mobiltelefoner og en satellittelefon. De sigtes for at stå i ledtog med ELN-guerillaen.
Mauss er i dag i luksus-husarrest i Bogota, dog med tilladelse til at besøge byens fineste restauranter.
Fredsmissionen, der skulle holdes i Tyskland som endnu en diplomatisk succes for Mauss og Bernd Schmidbauer blev ikke til noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu