Læsetid: 3 min.

Tyskland sætter punktum for opgøret med DDR og fortiden

26. august 1997

BERLIN
DDR's sidste stats- og partichef, Egon Krenz, blev mandag ved Landsretten i Berlin idømt seks og et halvt års ubetinget fængsel for manddrab mod tidligere DDR-flygtninge. Umiddelbart efter domsafsigelsen i den såkaldte Politbureau-proces blev Krenz taget i forvaring og overført til fængslet i Moabit.
Dommer Josef Hoch mente, at der var risiko for, at Krenz - efter at sagen har varet i mere end halvandet år - ville forsøge at forlade landet på grund af dommens længde.
To andre tidligere fremtrædende medlemmer af DDR's Politibureau, Günter Schabowski - manden, der åbnede Muren - samt Günther Kleiber, der også stod anklagede for manddrab, fik hver tre års fængsel.
Begge fik dog lov at forblive på fri fod, indtil dommene bliver juridisk bindende.
Alle tre domme er væsentligt under anklagemyndighedens krævede på elleve år til Egon Krenz, ni år til Günter Schabowski, og seks og et halvt år til Günther Kleiber.
'Sindelagsjustits'
Efter dommen lod Egon Krenz sin søn Carsten Krenz læse en skarp erklæring op:
"Min fængsling er udtryk for sindelagsjustits. Det er et udtryk for, at jeg ikke har bøjet mig. Jeg skal have mundkurv på, så det selvretfærdige billede af 'DDR-uretstaten' kan blive til Historiens billede".
Den tredsårige Egon Krenz, der den 24. oktober 1989 tog over som stats- og partichef efter Erich Honnecker, har under hele processen bedyret sin uskyld og kaldt retsagen mod sig for 'sejrherrernes justits'.
Ifølge Krenz vil politikerne fra det gamle vesttyskland delegitimere DDR og fremstille bonde- og arbejderstatens politikere som en 'bande mordere'. De døde ved grænsen hævder han hele tiden at have beklaget - også dengang i DDR.
Et af Krenz's væsentligste forsvarspunkter har været, at DDR, og dermed også Berlin-muren, var under Sovjets kontrol, og selv ikke DDR's Politibureau kunne ændre ved øst-vest grænsen. Et punkt, hvor Egon Krenz fik selveste Michael Gorbatjov til at vidne til sin fordel. Man kunne ikke holde Egon Krenz ansvarlig for den kolde krig, hed det i brev fra Gorbatjov, som Krenz fik læst op.
Hvilket dog ikke synes at have påvirket dommer Josef Hoch, der i begrundelsen for dommen sagde, at anklagerne havde præsenteret et klart bevis for, at Politbureauet nidkært havde ændret Moskvas brede guidelinjer til et uhyggeligt dødsmaskineri.
"Politbureauet var ansvarlig for grænsesikkerheden. Vagterne fik i virkeligheden en ideologisk ordre om at skyde. De fik at vide, at flygtningene var fjender af freden og forrædere af Østtyskland, der skulle destrueres", sagde Josef Hoch.
PDS kritisk
Det tidligere østtyske kommunistparti, PDS, er stærkt kritisk over for dommen mod Egon Krenz.
"For første gang i det moderne Tysklands historie er et tidligere tysk statsoverhoved ved en tysk domstol stillet til ansvar for de handlinger, denne har begået som bærer af den statslige suverænitet - ikke som følge af dennes private handlinger. En i Tyskland hidtil ikke blot ukendt, men uhørt og ufatteligt proces."
"Hvis jeg skal være helt ærlig, bryder jeg mig ikke om ordet 'sejrsjustits', men med dommen i dag bliver man næsten presset til at bruge det, siger PDS's forbundsforretningsfører, Dr. Dietmar Bartsch, til Dagbladet Information.
"Det er tydeligt, at den juridiske del af oparbejdningen (af DDR-tiden, red.) ikke har rækket til en dom, hvorfor denne, som alle tidligere domme, er politiske domme. Se for eksempel de såkaldte 'Mur-skud'".
"Justitsvæsnet har i Forbundsrepublikken stillet sig i politikkens tjeneste. Det, som tidligere justitsminister Klaus Kinkel (nuværende udenrigsminister) kaldte 'at deligitimere DDR via retssystemet', er her omsat i praksis".
"Det kuriøse er, at Egon Krenz på grund af processen i dag nyder en langt højere sympati og tilægges en langt større politisk vægt, end han gjorde, da Muren faldt. Dertil er det i denne sag tydeligt, at foreningskontrakten (mellem de to Tysklande, red.) bliver brudt, siger Dietmar Bartsch".
Leder på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu