Læsetid: 4 min.

Ublodigt tronskifte

25. august 1997

SPORT
Elkjærs drengede smil stod parkeret i fjæset på ham, og man hørte sig selv tænke: "Kan det overhovedet blive mere dansk - hvad det så end vil sige?!"
Hun havde stået og samlet mod et stykke tid, den kvindelige betjent med det rødblonde hår. Så var hun skridtet ned af betontrappen, havde lagt ti trin og kollegerne bag sig og lænet sig ind over den måske mest berømte og spektakulære danske fodboldspiller gennem tiderne, der nu sad med sit head-set på og nørklede med sin indgangsreplik til 2. halvleg til de TVS-seere han bad til måtte gemme sig i mørket.
FCK førte 2-0, og det var "måske et tronskifte, vi var vidne til". Sådan cirka tænkte Preben.
Og Brøndby led så frygteligt under savnet at Peter Møller. Det var fandeme også dumt af Brøndby at lade ham smutte lige før Champions League-kvalifikationen. Man tjente 11 millioner på manden, og tabte måske 15 millioner... Vanvid - men det ville han ikke sige, Elkjær. Ikke på den måde i hvert fald.
Danmarks farligste mænd
Om hun måtte forstyrre et øjeblik? Ikke noget med at sige, at "det er til mine børn!" - nej hun ville af eget hjerte gerne have Prebens autograf. Den Preben målmager, der som et spejl af virkelighedens indbyggede uretfærdigheder mest huskes for et mål, han ikke scorede.
Og man tror det er løgn eller iscenesættelse - men ud af Parkens højttaleranlæg drønede sangen "You give me fever!", men det er ikke løgn. "Fever!! When you kiss me. Fever when you hold me tight. FEVER!"
En far og hans søn stod ved et rækværk og faderen pegede. Måske mest på berømtheden, men også på scenen, der associerede turistplakaten med betjenten og andemoderen med ællingerne, der skal over vejen.
Og knægten kiggede op, og man kunne se et spil af et eller andet godt og uspoleret i hans øjne.
Over 30.000 tilskuere omkransede betjenten og Preben. Hvis man skulle tro foromtalen, var der iblandt dem nogle af Danmarks potentielt farligste voldsmænd. Mænd man skulle frygte, ikke mindst når de optrådte i deres tribale uniformering.
Men den rødblonde betjent så ikke bange ud, hun så slet ikke på mændene, men på Preben. Og hendes kolleger grinede lidt benovet over hendes mod, og over at uniformen blev set i så menneskelig og sympatisk en handling.
Den døsende rockmusik
Og Preben fjernede blikket fra blokken, og hun rakte papirlappen frem, akkompagneret af de to fan-gruppers forsøg på at gennemføre en gensidig duel på smædesange.
Men de unge mænd kunne ikke overdøve den infernalske rockmusik, der kvalte den egentlige begivenhed - som frygtede bagmændene, at ungdommens dyriske drifter skulle nå dem, og minde dem om noget fjernt og ægte, som selv penge ikke kan købe. Men er der noget jakkesættene i VIP-loungens flysæder kan, så er det at intimidere andres begivenheder ved at iscenesætte sig selv.
Selv Elvis trak de gennem sølet.
Tror fanden, at unge mænd går amok, når fodboldkulturen invaderes af fede tegnedrenge og spinkle stiletter, som tror, at kampen spilles til ære for dem og kun dem, og kunne man dog bare skrue lidt ned for det larmende og levende publikum, der tilmed har betalt af egen lomme for at komme ind. Idioter.
Tv-hold som gribbe
Og udenfor stod oprustede kamerahold klar med linsen løftet i potens, hvis historien skulle udspille sig - man havde vel lov at håbe.
Så kunne speakerne få lov at øse deres programmerede galde ud over tilskuerne, inden de selv kørte hjem til kapitalpension og fri telefon:
"Den slags, ja vi siger det lige ud, idioter, burde ikke lukkes ind til en fodboldkamp!" ville de bevidstløst messe.
Og alt imens de forbandede de unge mænd, ville tv-stationerne igen og igen vise de billeder, som de foragtede, men som de havde brugt ekstra kamerahold på at jage.
Kamerahold, der skulle passe på, at de ikke kom til at filme konkurrentens kamerahold, for de ligefrem sværmede omkring hverandre i forsøget på at konsumere det, de angiveligt ikke kunne døje, og som de heller ikke kunne finde. For det var opfundet af dem selv, og foregik mest i deres egne syge journalisthoveder.
Og mens de ikke havde noget at filme, måtte de kæmpe hårdt med tanken om, hvorvidt mediernes syge opmærksomhed over for et eventuelt sammenstød, i sig selv kunne fremelske sammenstødet.
Men med stor rutine lykkedes det dem, som altid, at kvæle eftertænksomheden: "Vi viser jo bare virkeligheden," bildte de sig selv ind.
En uvant sang
Da sejren var i hus forsøgte de blå og hvide at synge "Vi ligger nummer ét!" - men råbet lå forkert i munden, fordi det var så længe siden, at det havde ligget der sidst. Og de blå og gule havde svært ved at få nakken ned i rette højde. Og således mødtes parterne i et gendidigt rollebytte, der på sin vis bragte dem tættere på hinanden, end de nogensinde havde været før.
Og betjenten havde fået sin autograf, og stukket lappen i den lyseblå brystlomme på den kortærmede skjorte, og fundet tilbage til sin plads, og Elkjær speakede, og den rødblonde slap ham med blikket og så, at de unge mænd stadig ikke gik amok.
Mobiltelefonerne ekkoede af, "her sker ikke en skid!". I loungen var kampen allerede druknet i dyr cognac. Den aften, hvor to fan-grupper hyldede spillet og ignorerede de sande idioter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu