Læsetid: 8 min.

Udenfor rammerne indenfor murene

23. august 1997

Mega-udstillingen documenta X blev modtaget med mange forbehold.Katalogbogen til gengæld et imponerende vidnesbyrd over vor tids kunst og politik

Udstilling
Mens kunstturisterne strømmer til Kassel for at få indblik i tidens tendenser, tilspidses debatten blandt fagfolk om hvorvidt denne udgave af 'documenta' nu også viser noget nyt eller relevant, om hvorvidt den overhovedet kan kaldes vellykket, om hvorvidt chefkurator Catherine David har gjort et godt stykke arbejde.
Ikke mindst herhjemme har udstillingen fået en noget ublid medfart - den er blevet anset for at være for intellektuel, og endog direkte kunstfjendsk! Denne påstand baserer sig først og fremmest på den påfaldende mangel på 'rigtige' kunstværker, dvs. malerier og skulpturerer i traditionel forstand, og i stedet for meget koncept- og installationskunst, det vil sige mere 'meta'kunst end 'rigtig' kunst. Nu kan man mene hvad man vil om et sådant konservativt kunstsyn, men der er dog ingen tvivl om, at 'documenta X' er usædvanligt tekstuel i sin udformning og ophængning af en stor mega-udstilling at være - ikke mindst set i lyset af de foregående tre meget spektakulære og poppede documenta'er.
Derimod peger den helt bevidst tilbage på 'documenta V' fra 1972, som blev kurateret af østrigeren Harald Szeeman, og som præsenterede tidens proces- og anti-form inspirerede konceptkunst - en udstilling som David da også i sit katalog forord nævner som et forbillede.
'Rigtig' kunst versus
'meta'-kunst
Således er en stor del af udstillingen da også helliget kunstnere fra dengang, med en lang række af konceptkunstneriske hovedværker fra 60'erne og 70'erne, der på næsten pædagogisk vis har til formål at illustrere hvorledes kunsten kan fungere politisk, eller rettere kunstpolitisk, i en omdefinering af traditionelle værkbegreber, som netop maleri på lærred, og disses fastlægning af hvad kunst kan og især ikke kan. i stedet forsøges skabt en ny definition af kunsten som ikke bygger på etablerede repræsentationsformer, men i stedet lægger kunstoplevelsen udenfor rammerne - ud i et rum imellem værket som form og beskueren som seende subjekt.
Og dette er meget væsentligt i den politisering af kunsten som David også prøver at spore, idet beskueren ikke længere skal glemme tid og sted - glemme sig selv - og forsvinde ind i maleriet, ind i kunstens anden verden, som noget adskilt fra vores livsverden.
Derimod gøres beskueren opmærksom på den situation hvori man ser kunsten - det institutionelle rum man rent faktisk befinder sig i - og beskuerens bevægelser og intentioner i forhold til værket inddrages i kunstoplevelsen, og dermed også vedkommendes krop, køn og klasse. Kort sagt vedkommendes socialitet og politik.
Der er dette som er konceptkunstens politiske motivation, og grundlaget for det markante brud med maleriet som kunstnerisk udtryk - maleriet betragtes som enten upolitisk eller direkte som politisk konservativt. Modsat maleriets indenfor rammerne, sættes konceptkunstens udenfor - et udvidet kunstnerisk felt, hvor rammerne sprænges og kunsten begynder at inddrage sin kontekst, dvs. den omgivende kunstinstitution, med dennes særlige regler og koder, økonomi og politik, men som også griber ind i andre kontekster og repræsentationsformer som sprog, arkitektur og film.
Dermed får kunsten også et alment kulturelt anliggende, den bliver til en aktivitet som ligger mellem tingene, og som kan indgå i samspil med en række andre faktorer i samfundet som helhed. Diskussionen om 'rigtig' kunst, dvs. det traditionelle kunstværk, versus 'meta'-kunst, dvs. det konceptuelle værk, er altså grundlæggende en diskussion om afgrænsning kontra udvidelse, om isolation kontra medvirken.
Kunst og Politik
Og det er i dette forhold, at man skal finde årsagen til den åbenlyse mangel på malerier på udstillingen, hvis formål det er at placere kunsten i slutningen af vort århundrede i en politisk kontekst, og hvis tese der, at konceptkunst er den bedst udstyrede form for kunst til at kunne kommentere og operere politisk. Det er da også denne specifikke fokus på et bestemt område indenfor nutidskunsten - historisk belyst gennem kunstnere som Marcel Broodthaers, Oyvind Fahlstrom, Hans Haacke, Gordon Matta-Clark, Hélio Oiticica, Michelangelo Pistoletto, Gerhard Richter og Nancy Spero - der er både udstillingens største force og største problem.
Davids historiske fokus på de ovenævnte kunstnere næres af et ønske om at lave en egentlig retrospektiv 'documenta', der forsøger at vise kunsten i efterkrigstiden i sammenhæng med samtidige politiske problemstillinger, herunder ikke mindst documenta'en selv som et politisk instrument i efterkrigstidens politik. 'documenta' blev startet som en oversigtsudstilling i 1955, og var et forsøg på en kulturel genrejsning af Tyskland efter nazismen, hvor netop den moderne kunst blev så godt som udslettet. Rent økonomisk var 'documenta' faktisk en del af Marshallplanen, og dermed altså også delagtig i et helt koldkrigs scenario, som propaganda overfor det kommunistiske øst. Her var netop tidens moderne, abstrakte kunst tjenstvillig i sin dyrkelse af det begavede, skabende kunstnerindivid, som kunne sættes direkte overfor det kommunistiske Østtysklands ensartede kollektiv. Byen Kassel blev valgt netop fordi den lå tæt op ad østzonen. Således var 'documenta' altså fra starten stærkt politisk motiveret og ligefrem politisk betinget. Og som så mange andre institutioner fra koldkrigstiden, med NATO som det altoverskyggende eksempel, må 'documenta' naturligvis også finde en anden eksistensberettigelse efter murens fald.
Og det er netop dét forhold - 'documenta's fremtidige relevans og position - som Davids retrospektive fokus ikke formår at besvare. Hvor overbevisende og inspirerende Davids historiske omdrejningspunkt - 60'er kunsten - end er, er det også selvsamme omdrejningspunkt som bliver et problem for de aktuelle værker af de yngre kunstnere, som der trods alt også er med på udstillingen.
De unge kunstnere kan kun ses som tilføjelser, eller i værste fald fodnoter, til den historie som David præsenterer os for - de levnes ingen mulighed for at skabe deres egne historier, dertil er konteksten ganske enkelt for tung. Og man kan vel med rette også forvente at en udstilling som 'Documenta' med sit kæmpebudget og 5 års forberedelse kan pege ligeså meget frem som tilbage - for hvis ikke en udstillingsleder med disse muligheder for research mv. kan gøre det, hvem kan så?
Ordet og kunsten
Alt i alt, må man sige, at David tilsyneladende er så optaget af sin hypotese og sit historiske fokus, at dette ligefrem har forrang over de udstillede kunstværker, idet det ikke synes at være gjort ligeså meget ud af ophængningen som af det rent tekstlige - 'documenta X' er som sagt meget tekstuel. Det indebærer også, at værkerne er meget traditionelt installeret, næsten som illustrationer til den overordnede tese, i traditionelle udstillingrum; de såkaldte hvide kuber, et neutralt, associationsfrit rum, der har til formål at holde virkeligheden ude, så man bedre kan nyde de udstillede kunstværker.
Og her må man virkeligt sige, at Catherine David har skudt sig selv i foden, for de historiske konceptuelle værker arbejde jo netop med et udvidet kunstbegreb, der skulle nedbryde denne traditionelle måde at anskue kunst på, og i stedet indbefatte omgivelserne, den ydre virkelighed. David har faktisk valgt en udstillingsform som er i direkte modstrid med værkernes intentioner, og det er vel at mærke intentioner som David jo ellers netop ønskede at sætte fokus på.
Problemet er, at David tilsyneladende er uinteresseret i værkernes fysiske kontekst, men kun i deres tekstlige, hvilket er en synd og skam, da disse værker netop peger på andre kontekster gennem deres fysiske og rumlige tilstedeværelse - værker der bevæger sig udenfor rammerne holdes indenfor murene.
Med Davids forkærlighed for ordet er det derfor også kun logisk, at 'documenta X' ikke blot består af selve udstillingen, men også ledsages af et omfattende foredragsprogram, hvor der hver dag i samtlige 100 dage udstillingen er åben vil være foredrag af forskellige teoretikere og performancekunstnere, i et forsøg på at give tilskuerene mulighed for også at få indblik i bredere kulturelle og politiske diskussioner, hvilket er en spændende nyskabelse i 'documenta'regi.
Ligeledes imponerende er den ledsagende katalogbog 'Politics - Poetics' - en ordentlig moppedreng på over 800 sider! Bogen forsøger intet mindre end at kortlægge hele efterkrigstidens kunst- og intellektuelle liv i en politisk kontekst.
Bogen er dog ikke et egentlig opslagsværk, men gør punktnedslag på 4 centrale årstal: 1945, der ikke blot markerer 2. verdenskrigs afslutning men også den Kolde Krigs begyndelse, og med atombomben over Hiroshima den nu pludseligt helt reelle angst for verdens undergang; 1967, som symbolet på opkomsten af en egentlig modkultur, af politiske, utopiske alternativer, og samtidigt tiden for af-koloniseringen af den 3. verden; 1978 er tiden for økonomisk afmatning og hvor de utopiske alternativer synes løbet tør for brændstof, og samtidigt også tiden hvor den globale kapitalisme for alvor bider sig fast, men også tiden for nye modstandformer som punk; 1989 der som ethvert skolebarn ved er året for murens fald og den kolde krigs afslutning, men også tiden for den stadig større modsætning mellem de rige og de fattige lande.
Tidens sensibilitet
Bogen fungerer som en fantastisk collage over vor tid, hvor illustrationer af kunstværker væves sammen med tekster af og om centrale tænkere som Antonio Gramsci, Maurice Blanchot, Michel Foucault og Gilles Deleuze, altsammen iscenesat af tidens politiske begivenheder og emner, såsom Hiroshima, Vietnam-krigen og af-koloniseringen.
Der er instruktivt at se, hvorledes de forskellige ting virkelig informerer hinanden, og giver et glimrende indblik i tidens sensibilitet, men også i dens tænkemåder og problemer - bogen giver masser af muligheder for læsninger og sammenligner på tværs, samtidigt med en svimlende fornemmelse af de overordnede linier, hvilket gør bogen til et dokument over vor tid som fint kan anvendes til f.eks. undervisningsbrug i gymnasiet.
Det interessante ved bogen er faktisk, hvorledes kunst kan fungere som en indgang til alle disse tanker, begivenheder og problematikker, og det endog bedre end udstillingen i sig selv formår. I sidste ende bliver 'documenta X's fornemste fortjeneste dermed denne bogudgivelse, der virkeligt formår at vise et udvidet felt for kunstnerisk produktion.

*'documenta X', Museum Fredricianum, Friederichsplatz 18, Kassel, Tyskland, dagligt 10-20. Entré DM 25,-. Til 28. September. Katalogbog 'Politics - Poetics, documenta X - the book' er udgivet på forlaget Cantz, 832 sider.

Udstillingen blev anmeldt i Information 27. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu