Den lammede og næsten stumme Antonioni har 85 år gammel lavet en karakteristisk film, hjulpet af Wim Wenders
ny film
At se Michelangelo Antonionis nye film Bag skyerne er som at trille ganske langsomt af sted i en spindende Rolls Royce, henad en smagfuld boulevard fuld af smukke kvinder og med cool jazz i højttaleren. Ikke at anmelderen har prøvet det, men noget nær sådan må det føles.
Man er i hænderne på en kunstnerisk eksklusiv luksusinstruktør, der aldrig har forhastet sig, altid bestræbt sig på "at få sjælen med", som pointen lyder i en af de fire historier, han her kæder sammen - med kraftig hjælp fra Wim Wenders, der har lavet prolog, epilog og episode-overgange i dette forbløffende projekt.
For utroligt er det jo, at en aldersstegen instruktør, der har mistet det meste af talens brug efter et slagtilfælde for små femten år siden, har kunnet lave endnu et karakteristisk værk, oven i købet ført frem til betydelig publikumssucces i Italien.
Den gådefulde kvinde
Måske er det først og fremmest fascinationen af Kvinden (og gerne den unge afklædte sådanne), der holder den bedagede instruktør til ilden. For filmens fire episoder handler alle om mænd, der opdager unge kvinder, som søger kontakt (eller omvendt), uden at forbindelsen bliver varig. Kvindernes gåde forbliver uløste, pirrende for dagdrømme og længsler. Og den atmosfære af uforudsigelighed og mystik, der omgiver dem, bliver lige så forheksende, som de selv er.
For eksempel i den første historie, der foregår i Antonionis fødeby Ferrara, og som ifølge John Malkovich' fortæller (Antonionis alter ego) "kun kan forstås af denne bys borgere." Så ved man det, hvis man undres, og det er der god grund til.
To smukke unge Ferraraborgere tiltrækkes af hinanden, da de mødes på et beskedent hotel. Hun forventer, at han vil indlede et forhold, men han undlader at gøre det, holdt tilbage af gådefulde kræfter. Hvilket gentager sig senere. De nøjes "med at leve i hinandens fantasi", som det hedder i én af replikkerne.
Blikkontakt
Episodens kuldslåede efter-årsstemning videreføres i mondæne omgivelser i Pigen, forbrydelsen, hvor franske Sophie Marceau ses som ekspedient i en Giorgio Armani-butik i den lille, billedskønne Portofino. Fortæller Malkovich betages af hende, og i en visuelt mesterligt opbygget scene opstår en blikkontakt, som mildest talt gør ord overflødige.
Det bliver dog kun til en noget afsnuppet episode sammenlignet med Pariserfortællingen Led ikke efter mig, hvor tre parforhold kædes sammen. Her arbejder Antonioni mere bogstaveligt med en trekantsaffære, der udvikler sig lidt firkantet. Igen står omgivelserne (især en tømt moderne penthouse-lejlighed) på en måde stærkere end personerne, selv om navne som Fanny Ardent, Jean Reno og Peter Weller låner dem skarpskårne profiler.
Til slut er vi i Aix-en Provence, hvor en ung mand betages af en pige med en sjælden ren, uskyldig udstråling (Iréne Jacob, hvem ellers?). Han følger hende til messe, og hermed er der lagt op til den ironisk lakoniske slutpointe. Hvor døren lukkes, og mysteriet forbliver intakt.
Antonioni har altid været totalbilledets poetiske mester og er det også her.
Få kan som han skabe dybde, stoflighed og harmoni i udsøgte billedkompositioner, der følger hinanden i en roligt glidende rytme, på égen gang udvidende og indkredsende personernes sindstilstand. Han vil ind bag ordene, ind bag blikkene, dér hvor landskab, arkitektur, vejr og belysning går i ét med hvad personerne føler. For måske på denne måde at finde ind til noget, der ligner en sandhed.
Eller som fortælleren udtrykker det: "Vi ved, at under det billede, der optages, ligger et andet, som er nærmere virkeligheden, og undet det ligger der endnu et, indtil vi kommer til det endegyldige billede af den absolut mystiske virkelighed, som ingen nogensinde vil se."
Citatet stammer fra Antonionis bog Den bowlingbane ved Tiberen, der ligger til grund for filmen og rummer en blanding af æstetiske refleksioner og mere eller mindre færdige filmidéer. Og det skitseprægede går selvfølgelig igen i filmen, der tilføjes en metadimension gennem John Malkovich' noget selvhøjtidelige sammenkædende fortæller, en stand-in for den skabende bevidsthed bag hele værket.
Det sande og smukke
Wim Wenders, der fra sin karrierestart har været påvirket af Antonioni, rammer forbilledets stil og tone i disse billedudsøgte overgange, der oprindeligt var betydeligt mere udbyggede. Især nogle sandsusende strandscener er formidable. Men Antonioni insisterede på en forkortning, så hans egne historier kom til at stå stærkere.
De fremtræder dog mest som æggende skitser, korte møder og flygtige dagdrømmeriske filmnotater. Uden den lapidariske skarphed en Luis Bunuel kunne mønstre, da han kædede småhistorier sammen i sine alderdomsværker, Borgerskabets diskrete charme og Frihedens spøgelse.
Men Bag skyerne er ikke en film, man har særlig lyst til at kritisere: Det ekstraordinære ved den er ikke mindst, at den overhovedet er blevet lavet. Som en cadeau til en af de visionære instruktører, der omformede filmkunsten, og som et bevis på, at jagten på de sande og smukke billeder aldrig hører op.
*Bag skyerne. Instruktion og manuskript: Michelangelo Antonioni og Wim Wenders. Fransk-italiensk-tysk (Grand)
