Arno Schmidts Zettels Traum fra 1970 findes i over 10.000 eksemplarer, men vil næppe nogen sinde blive læst udtømmende
ULÆSELIGE BØGER
Ulæselige bøger kan med tiden opnå i det mindste en vis læselighed, og bøger, som ved deres fremkomst blot udtrykte, hvad alle tænkte, kan sagtens gå hen og blive uforståelige, når omverdenen forlader den basis af erfaring og viden, som de byggede på. I litteraturens verden gælder en bagvendt kausalitet, der modsat fysikkens love lader nutiden ændre på fortiden.
Således lavede Dante med Den Guddommelige Komedie om på sin store læremester Vergil ved at forskyde forståelsen af ham mod større rummelighed. Digterjegets guide i Helvede og Skærsild blev i komediens optik en kristen før de kristne, en humanist før humanismen. På samme måde formåede James Joyce at gøre Odysseen endnu mere kompleks end før, læselig på helt nye vilkår, blot i kraft af sammensatheden i romanen Ulysses. At læse Proust i dag er ligeledes nemmere end i 20'erne, fordi der i mellemtiden har færdedes tænksomme folk på grænsen mellem selvbiografi og roman, og om digtere som Cervantes og Laurence Sterne må siges, at deres store romaner, Don Quixote og Tristram Shandy, har forvandlet sig under det blik, som i vor egen tid er frembragt af for eksempel Umberto Eco eller Salman Rushdie. Poe blev aldrig den samme, efter at Baudelaire havde læst ham. Kafka har skiftet ansigt under Borges' nænsomme greb, ligesom Borges' fortællinger blev om muligt særere, efter at Per Højholt havde anvendt argentinerens hænder som sine egne handsker.
Gamle tekster bliver unge
Det lige erkender det lige, sagde Goethe. Digterne vælger sig ind på netop de dele af den litterære tradition, hvori de genkender sig selv og derfor hurtigt får noget af sig selv i klemme. I visse tilfælde kan et sådant mellemværende med en forgænger afsætte et blokerende digterisk traume; men når forløsningen sker, som hos Dante, Joyce, Eco, Rushdie med flere, frigøres energier både i nutid og fortid. Gamle tekster genopstår fulde af livskraft og provokerende spørgsmål.
Et af de bedste eksempler på digtningens baglæns kausalitet er hele den omtolkning af romantikken, der har fundet sted i modernismen. Digtere, hvis gemyt, livsoplevelse og tænkning driver dem til at skrive i fragmenter og bag ironiske masker, i vekselspil af poesi og filosofisk poetik, føres gennem deres praksis ud af det 20. århundrede, tilbage mod romantikken, idet de erkender at denne blev fejllæst og forenklet gennem naturalismens og realismens briller.
Den tyske forfatter Arno Schmidt, om hvem dette portræt skal handle, befandt sig i en sådan spænding mellem modernisme og romantik. Hans største værk består stort set af ihærdige forsøg på at læse og forstå en stor romantisk digter, nemlig Edgar Allan Poe, som Schmidt i 1960'erne oversatte til tysk. Sideløbende hermed, og sidst i årtiet med en vildskab, der lignede mani, arbejdede han på en roman, hvis læselighed kan betvivles, men hvis format må slå enhver med respekt og undren.
Læsning som fest
Zettels Traum, som bogen hedder, udkom 1970, består af otte bøger og er oprindelig affattet på 1330 ark i format DIN A3. Brudt om til løbende sats ville det hele fylde over 5.000 normalsider eller lige så meget som Poe fik skrevet. Hver side rummer tre spalter tekst, som bugter sig ind mod og bort fra hinanden, sådan at midtersporet ustandselig kommenteres fra både højre og venstre. Læsningen former sig uvilkårligt som en rastløs fimren: man attrahereres og distraheres, man springer eller fordyber sig, læser om og om igen med skiftende orddeling, udtale og betoning. Selv forestillede Schmidt sig vistnok hvert blad rullet til en cylinder, som læseren så kunne vandre omkring (eller lukke sig inde i), men jeg vil anbefale den mere underholdende form, at man sætter sig tre personer, som i samdrægtighed læser højt, på tysk og alle de andre sprog, teksten eller teksterne med festagtig fryd bringer sammen.
Læsningen af romanen bliver derved en art appetitvækker på dén uendelige samtale med hvem som helst om hvad som helst, der venter os alle i Himlen, og som Schmidt tog forsmag på i bogen Dichtergespräche im Elysium (skrevet 1940, udgivet 1984), hvor husguderne mødtes hen over grænser i sprog og tid: Cervantes disputerer her med E. T. A. Hoffmann, romantikeren Friedrich de la Motte Fouqué snakker historie med fagmanden Theodor Mommsen, og Wieland, der jo holdt af Antiken, får lejlighed til at drøfte Odysseen med ingen ringere end Homer. At Schmidt tænkte sig Zettels Traum som en realiseret utopi, fremgår også af bogens omslag, der viser et af de talende træer i Holbergs Potu, første stop på Niels Klims Underjordiske Rejse, der naturligvis hørte blandt tyskerens yndlingsbøger.
Rumpes drøm
Hvad titlen angår, hidrører den fra 4. akt, 1. scene af Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, hvor den figur, der på engelsk hedder Bottom, men på tysk kaldes Zettel, på dansk Rending eller Rumpe, forgæves prøver at på hold på en sælsom drøm han har haft:
"Sikke syner jeg har set. Jeg har haft en drøm - det står ikke i noget menneskes magt at fortælle, hvad det var for en drøm. Et menneske må være et æsel, hvis det tror det kan forklare den. Det var som om jeg var - det er ikke til at sige. Det var som om jeg var - og ligesom om jeg havde - men man må være en nar, hvis man påstår, man kan sige hvad det var som om jeg ligesom havde. Intet menneskes øje har hørt og intet menneskes øre set, intet menneskes hånd kan smage, ingens tunge kan fatte og ingens hjerte beskrive, hvad det var for en drøm jeg drømte!" (Niels Brunses oversættelse, 1991).
Umiddelbart efter siger Rumpe, at han vil få Peter Kvæde at skrive en vise om drømmen. I Arno Schmidts tålmodige udførelse kom udskriften heraf til at fylde ca. 120.000 kartotekskort eller Zetteln, som han ikke undgik at få eftertrykkeligt verzettelt - eller forvirret, spildt, klattet bort.
Om manden bag denne kraftpræstation, der ganske sikkert var udtænkt som forsøg på at overgå selveste Finnegans Wake, hersker nogen usikkerhed. For skønt forfatteren villigt fortalte om sin barndom og opvækst, sine soldaterår under krigen og de voksne års tapre kamp mod fattigdommen, forbliver Arno Schmidt ikke så lidt af en gåde. Hvad han har berettet om studier i matematik og astronomi, er for en stor dels vedkommende løgn, og hans påstand om i 1940'erne at have mistet et kæmpemæssigt bibliotek og dynger af egne skønlittære manuskripter, har selvsagt ikke ladet sig verificere. Så meget står dog fast, at han blev født 1914 i Hamburg og efter faderens død 1928 voksede op i en by i Schlesien. Hans årstal for sin studentereksamen, 1933, forekommer ret tvivlsomt; men sideløbende med lager- og bogholderarbejde begyndte han tidligt at skrive, mest fortællinger i eventyrlig-fantastisk manér. Gift blev han i 1937 med Alice Murawski, som kom til at overleve ham. Under Anden Verdenskrig blev han indkaldt 1940 og deltog i kampe i Frankrig og Norge. Ved kapitulationen befandt han sig i en britisk fangelejr i Belgien.
I det første par år efter krigen ernærede Schmidt sig som oversætter ved en politiskole, men efter debut 1949 helligede han sig skribentvirksomhed, længe under hårde økonomiske afsavn, og med en arbejdsintensitet, som han selv begrundede med, at værnemagten og det tyske samfund havde stjålet hans tid. For ham var alting altid for sent eller i yderste øjeblik, og han pålagde sig gerne en arbejdsuge på 100 timer. Fra den tidlige morgen skulle han simpelt hen skrive, eller som han sagde: "Um drei muss ich, vor drei darf ich." Da døden i sommeren 1979 indhentede denne egensindige ordnarkoman i Celle, havde han bag sig et forfatterskab, der hører til de vægtigste og mærkværdigste i den tyske litteratur. Da havde han netop fået tildelt en Erstatnings-Nobelpris af en mæcen, cigaretfabrikanten Jan Philipp Reemtsma, som fandt det skammeligt, at Schmidt skulle forholdes verdensry.
Et sigende vidnesbyrd om Arno Schmidts litterære lidenskab er hans arbejdseksemplar af Finnegans Wake, udsendt i faksimiletryk i 1000 nummererede eksemplarer, med tilskrifter, randnoter, oversættelsesforsøg m.m. i forskellige farver. Det kan diskuteres, hvilken af de to bøger der er ulæseligst, den irske vågenat eller den vilde tyske drøm. Men uformeligst, mest uhåndtérbar er utvivlsomt Zettels Traum, der i førsteudgaven vejer 9,7 kilo - inklusive kassetten.
Litterært symposium
Følger man værkets midterspor, læser man beretningen om et uformelt firepersoners symposium, der sommeren 1968 afholdes på Lüneburg Heide fra en morgen klokken 4 og til den følgende dags morgen. Deltagerne er værten, forfatterens alter ego, Poe-forskeren Daniel (Dän) Pagenstecher, samt hans litterære gæster: et ægtepar, der netop oversætter Poe, og deres 16-årige datter.
Mellem denne pige, Franziska, og værten, den aldrende litterat, opstår i samværets løb en voldsom erotisk spænding, som Schmidt kalkerer over Poes forhold til den 13-årige Virginia Clemm. Det lige erkender det lige, men her altså gennem det skæve. Og ligesom der i samtalens løb tegnes et nuanceret billede af Poe som voyeur og som bi- og pædo- og nekrofil, psykoanalyserer fortælleren samtidig sig selv.
På hver eneste side finder man derfor ikke kun samværet og samtalen skildret, men ser den også parallelforskudt og mangedimensionalt perspektiveret ind i Poes fortællinger og ud i verdenslitteraturen og ned i en dampende gryde af seksuelle associationer. Forvirrende, forførende og meget, meget morsomt.
Det store ordspils gestus
Et eksempel på værkets konsekvente brug af labyrintisk mangetydighed kan være overskriften på 4. bog, "Die Geste des Grossen Pun". Det kan man læse som "Die Gäste des Grossen Pan", gæsterne hos den store Pan, men også som "The jests of the great pun", det store ordspils bedrifter. Andre læsemuligheder dukker op, hvis man vælger at associere på fransk, for eksempel "Die Gesten des grossen Hernn Penis", den store hr. Piks bevægelser. Og endelig spilles der på Edgar Allan Poes The Narrative of Arthur Gordon Pym (1838), som da også flittigt citeres netop i 4. bog
Til grund for denne skrivemåde ligger en særlig idé, Schmidts såkaldte Etym-teori, som han blandt andet udviklede i sit arbejde med forfatteren Karl May, og ifølge hvilken enhver forfatter uvægerlig i sit værk indskriver sin egen bio- og psykografi i hele dens dimension, underbevidstheden indbefattet. En tekst forankres for denne betragtning til stadighed dybt i den skrivende krop, som sætter sig jernhårdt igennem på tværs af al intenderet mening. Flygte fra eller skjule sig selv og sit spruttende fantasiliv kan derfor ingen skrivende, det højeste, man kan drømme om, er at nå til en vis selvindsigt, om så blot lokal og temporær. Hvor grænsen herefter går mellem læsning og selvspejling, mellem objektet og det læsende subjekt, lader sig selvsagt ikke sige, og spørgsmålet kan da heller ikke anfægte forfatterens Freud-påvirkede teori, som med morderisk lyst får lov at spalte subjektiviteten ud i løst forbundne under-departementer.
Det umuliges kunst
Selv forestillede Schmidt sig vistnok, at der hos ældre, meget intelligente mænd som for eksempel Joyce og ham selv kunne opstå en fjerde psykisk instans ved siden af eller oven på Id, Ego og Superego, og at man takket være et sådant gennemskuende sted i sig selv kunne nå ud over begæret, ind i en afklaret tilstand, hvor selv ikke impotensen længere bekymrede én. Men det ville være synd at sige, at Zettels Traum demonstrer rigtigheden af denne fromme teori, gennemsyret som værket er af smudsige sjoferter og litterært potenspraleri. Tag for eksempel navnet på poeten von Fallersleben, ham der skrev sangen "Deutschland, Deutschland über alles". Han staves her Phallersleben, og så er han placeret, ligesom Percy Bysshe Shelly, hvis mellemnavn minder om den tyske glose 'beschiss'. Einsamkeit bliver til Einsamcoit og dermed til en slags coitus, og udtaler man Viking med F, bliver det hurtigt til fucking. Har man som Arno Schmidt engang været i købmandslære, men gået og tænkt på noget andet, kan det føles befriende at stave businessman anderledes, sådan at det bliver til Pussyness-man. Metoden består i at lade alting minde om noget andet. Sproget består jo, ret beset, af a propos'er, eller Ah(;pro-POE)'er som det hedder i romanen, der derfor selv må bestå af lutter POEticul associations: hentydninger til Poe, allusioner til digterværker, frimodige rumpesammenføringer. Hvad der i geografien er umuligt, impossible eller IMPussybell, lykkes i Zettels Traum, hvor floderne Arno og Po(e) ustandselig flyder sammen!
Det genfundne bibliotek
Som man vil forstå, staver Schmidt som det passer ham, og lader i det hele taget begivenheder finde sted, som ikke kan lade sig gøre andre steder end netop i det værk, han arbejder på. Hans poetik har rødder i romantikkens tro på digterens suverænitet, men også i surrealismens utopi om en slags umiddelbarhed i skriften, hævdet gennem stadige slagsmål mod sprogets middelbarhed. Biografisk læst betegner værket en selvbevidst erobring af den tabte tid og det mistede bibliotek; men bogen kan også opfattes som en Noahs ark, skrevet på Arnos (Ah-nos) A3-ark, der bringer menneskehedens evner og arv frelst gennem syndflodens vande.
I optimistiske stunder ventede Arno Schmidt, at Zettels Traum højst ville få fire hundrede læsere. Men takket være genoptryk af førsteudgaven, en række rappe pirattryk samt endelig en billigbogsudgave er værket spredt i over 10.000 eksemplarer. Hvor mange af dem der bliver læst 'fra ende til anden', kan man kun gisne om. Men siden ingen enkelt læsning principielt set kan blive 'udtømmende', vil bogen garanteret 'blive stående' lang tid endnu, i uhellig urørlighed, 'omsluttet af' en egen profan sakralitet. Den digter som vil overgå Arno Schmidt, skal stå tidligt op.
Ulæselige bøger: Arno Schmidts 'Zettels Traum' kan købes i paperbackudgave fra S. Fischer Verlag. Om forfatterskabet findes en rig, meget lærd litteratur. Førstebibliotekar Willy Dähnhardt takkes for gode råd. Tidligere artikler i serien: Marianne Rosen: Goethes Faust (2.7)., Svend Skriver: Sternes Tristram Shandy (8.7.), Sune Auken: Grundtvigs Nyaars-Morgen (15.7.), Jette Lundbo Levy: Brochs Vergils død (17.7.), Karen Nicolajsen: Prousts på sporet af en svunden tid (21.7.), Erik Thygesen: Kirkebys 2.15 (29.7.), Torben Brostrøm: Pounds Cantos (30.7.), Elo Nielsen: Burroughs Naked Lunch (5.6.) og Svend Skriver: Joyces Ulysses (7.7.)
