Læsetid: 5 min.

Underskud af langskud

20. august 1997

Vor udsendte bringes til at indse det fordelagtige i, at fodboldlandsholdet kun har én lands-træner

Sport
Fodbold - det ved man alt om. Især når landsholdet spiller. Det er sgu næsten ligesom i Brasilien, hvor der er 150 millioner 'landstrænere', svarende til landets indbyggertal. Men der er kun én landstræner, også i Danmark. Men det er irriterende at blive sat på plads af ham, når man mener at have observeret en absolut svaghed på det danske fodboldlandshold: Spillerne skyder for sjældent på mål fra lang afstand! Og en bold, der "sidder lige oppe i krydset" affyret fra 35 meters afstand - det er jo guf for os fodboldelskere.
Hvorfor ser man ikke den slags scoringer på landsholdet, spørger man sig selv - og landstræner Bo Johansson.
"Det gør man også," kommer det i en kontra fra Bosse, "Thomas Helveg scorede fra lang afstand mod Ghana," pointerer han venligt.
Åh, tænker jeg, og indrømmer, at den kamp selvfølgelig er en af de få fra de senere år, jeg ikke har set. Men hvad er ét sølle langskudsmål over flere år? Og når nu Brian Laudrup er skadet, skal der så ikke skydes noget mere udefra? Holdets spil er jo stærkt baseret på hans spektakulære, chanceskabende spil foran modstandernes mål, mener jeg at vide.
Tacklet ud
Men nu bliver jeg virkelig sat på plads, denne gang bliver jeg nærmest tacklet ud af banen:
"Selvfølgelig er Brian en vigtig spiller. Men ingen er så uvurderlige, at de ikke er til at erstatte. Det er jo ikke sådan, at kun én spiller kan bære et hold", siger svenskeren og giver derefter en hel række eksempler, der underbygger hans argumentation.
Blandt andet nævner "Bosse" situationer, hvor landsholdet har scoret, uden at Brian Laudrup enten direkte har lagt op til mål - eller overhovedet været med i kampen.
Efterhånden begynder jeg at forstå, hvorfor der kun er plads til én landstræner.
Bosse giver mig ret i at "Den Yngre" Laudrups spil ser spektakulært ud; spilleren står jo for den slags spil, vi alle gerne vil se. Ja, denne gennemsympatiske mand ved virkelig, hvad han taler om.
Manko
Men jeg går tilbage til udgangspositionen: Landsholdsspillerne skyder for lidt udefra. Og skud udefra kan være med til at optimere spillet, specielt når der scores, forstås.
Johansson er enig i, at der skydes for lidt udefra. Imidlertid er der mange årsager til denne mangel:
"Jeg er enig i, at der skydes for lidt, men det hænger sammen med mange ting; hvem spiller man imod; hvordan er modstanderens taktik og opstilling i forsvaret; hvordan er de ydre forhold? For eksempel havde vi i udekampen mod Kroatien (VM-kvalifikation '98, red.) medvind i 2. halvleg, men kun ét skud på mål, så vidt jeg husker. Og i 1. halvleg havde kroaterne vist også kun et skud eller to på vores mål. Vi havde i pausen talt om at skyde på mål, men vi kunne ikke: Kroaterne stod for godt, de stod nærmest som en mur, og det medførte, at der ikke var plads til at skyde. Sådan er det i landsholdsfodbold, hvor kvaliteten er langt større end på klubplan, derfor er det langt sværere at score udefra," forklarer landstræneren.
Fluefængere
Der er der svage målmænd, indskyder jeg. Skal man ikke førsøge at udnytte dette med langskud?
Men Bosse er ikke enig. Han forklarer, at niveauforskellen på målmænd - i landsholdssammenhæng - er meget lille.
Jeg synes da ellers, at der står nogle fummelfingrede fluefængere inde mellem stængerne nogle gange?
Nej, mener landstræneren. Forskellen er den, at Danmark har en rigtig god målmand, der er svær at score på - fra alle afstande - men modstandernes keepere er ikke direkte svage.
Nåh, nu ved jeg pludselig hvad årsagen til min teori kan være: fjernsynet! Ja, fjernsynet er skyld i, at det hele ser så forbandet enkelt ud. Når jeg mener at have overblik i de tv-transmitterede fodboldkampe, så er det et "synsbedrag".
Bosse bedyrer, at tv-kameraet får det hele til at se så enkelt ud, men at spilsituationerne ofte er langt mere komplicerede end på tv-billederne.
Bosse har lige givet min fodboldforstand et gult kort.
"Det handler om at have flere spilmuligheder, også med henblik på at score, men i øjeblikket er der en ubalance på landsholdet. Spillerne er opmærksomme på, at der også skal skydes udefra, men det sker ikke så tit. Årsagen hertil kan også være manglende selvtillid: Man må få spillerne gjort opmærksomme på, at de må tro på det. Selv om de i ét forsøg skyder langt ved siden af mål, må de prøve at skyde igen og igen," siger landsholdsbossen overbevisende.
Sparketeknik
Og der findes skam folk på holdet, der kan sparke hårdt og præcist til bolden. Eksempelvis Claus Thomsen, Allan Nielsen og Jacob Laursen.
Sidstnævnte har ifølge Bosse den bedste sparketeknik på landsholdet. Oven i er Laursens position som højre back gunstig, da der på kanten ofte er plads til at rykke med frem og udnytte eventuelle blottelser hos modstanderne til skud.
Alligevel er det jo iøjnefaldende, at der ikke særlig tit forsøges med langskud på landsholdet, fastholder jeg stædigt. Måske fordi jeg i sommer har set "Mini VM" og derefter Copa America med fantastiske langskudsscener og -mål. Hvem husker ikke brasilianeren Roberto Car-
los' dommedagshug, der gik i kassen fra 34,7 meters afstand i "Mini VM".
"Men det er noget andet," siger Bosse nu lidt mere bestemt og fortsætter, "det var et frispark og det er noget andet end spil."
Ja, men det er da trods alt et langskud, siger jeg, mens jeg lader hovedet falde langt ned mellem skuldrene i ydmyghed - for ikke at få det røde kort.
"Den type spiller er sjælden. Han har jo et usædvanligt spark - ham Carlos. Det kræver jo en enorm kraft at skyde fra 35-40 meters afstand," underbygger svenskeren. Han forklarer at ethvert hold må udnytte sine muligheder bedst muligt, har man nogle mangler, må de opøves:
"Skudøvelser og afslutning trænes på alle niveauer, også på landsholdet. Det er vigtigt, at der kommer kvalitet i øvelserne, og det i en tidlig alder," slutter landstræner Bo Johansson.
Ikke kun sparketeknikken skal indøves.
Næste gang jeg skal se en fodboldkamp bliver det ikke i det synsbedrageriske fjernsyn, men fra tribunen.

*Fodboldlandsholdet spiller i dag VM-kvalifikationskamp mod Bosnien-Hercegovina i Sarajevo. TV3 transmitterer fra kl. 20.00. Analyse i Information fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her