Læsetid: 6 min.

USA's fagbevægeslse rykker mod toppen

26. august 1997

Amerikansk fagbevægelse nåede ikke at hvile længe på sine laurbær efter den succesrige nationale strejke mod postforsendelsesfirmaet United Parcel Service (UPS) i sidste uge, inden det trak op til en byge og måske et alvorligt uvejr over weekenden. De dårlige nyheder berørte ikke overraskende landets historisk set mest omstridte fagforbund, The International Brotherhood of Teamsters, hvis ry for korruption og mafiaforbindelser den amerikanske opinion næsten havde glemt i forbindelse med den velorganiserede strejke mod UPS.
I fredags vendte den positive nyhedsstrøm. Siden 1989 har teamsterne været sat under administration af den amerikanske forbundsregering. Det betyder helt konkret, at formandsvalg hvert femte år afvikles under overopsyn fra en statslig præfekt, der har til opgave at sikre eksempelvis overholdelse af de strenge regler om kampagnebidrag og godkende valgresultatets gyldighed. Det var på baggrund af denne ordning, at Ronald Carey - en reform-venlig teamster - besejrede den gamle og korrupte garde i forbundet i 1991.
I sin første embedsperiode gik Carey i sving med at rydde op i butikken. Med støtte fra Wa-shington fyrede han formænd i dusinvis af lokale teamster-afdelinger, som var under mistanke for enten at berige sig personligt med midler fra pensionsfonde eller for at lade mafiagrupper lukrere på selvsamme fonde.
Det var imidlertid ikke nok til at vinde bred popularitet blandt
Teamster-forbundets halvanden million medlemmer, af hvilke langt de fleste bekymrer sig om mere jordnære problemer end korruption på højeste niveau.
Under forbundskongressen sidste sommer blev Carey udfordret af ingen ringere end James P. Hoffa, søn af den legendariske leder af teamsterne Jimmy Hoffa, der forsvandt sporløst i 1974, formentligt likvideret af mafiaen. Hoffa Jr. iværksatte en effektiv kampagne mod Carey under formandsvalget sidste efterår, hvor han blandt andet beskyldte sin modstander for at have prioriteret organisering af nye medlemmer for lavt og i det hele taget ført en alt for passiv linie overfor arbejdsgiverne.
Kritikken virkede effektivt, for selv om Carey nød respekt i forbundets rækker som "Mr. Clean", så kunne han ikke opvise nogle særligt imponerende overens-komstaftaler. Under valgkampen stod det klart, at Carey risikerede at tabe til Hoffa med et hestehoved, så to af hans rådgivere besluttede at omgå finansieringsreglerne. Det gav en en ekstra indtægt på 220.000 dollar, et ikke ringe beløb, hvoraf halvdelen stammer fra Citizen Action, en interessegruppe med forbindelse til det demokratiske parti.
Hoffa-kampagnen kom under vejrs med de ulovlige pengebidrag kort efter, at Ron Carey havde vundet med 51,5 procent af de afgivne stemmer. En klage blev indgivet til den statslige præfekt Barbara Zack Quindel, som suspenderede valgresultatet og iværksatte en undersøgelse.
Resultatet forelå i en rapport beregnet til offentliggørelse 4. august - samme dag, som Carey besluttede at varsle strejken mod UPS. Hvorvidt datosammenfaldet er et tilfælde, kan man kun gisne om. Faktum er, at Quindel tog på ferie og først offentliggjorde sin konklusion, da arbejdskonflikten var ovre.
I fredags stod det sort på hvidt. Pengebidragene var ulovlige, og inden for fire måneder skal formandsvalget køres om. Men nu da Carey er blevet et landskendt navn, og forbundet under hans ledelse har vundet en historisk sejr mod UPS, kan det blive yderst svært for James P. Hoffa at tage revanche. Hans lejr er da også skuffet, idet de havde håbet, at præfekten ville finde Careys fingeraftryk på regningerne, hvilket automatisk havde diskvalificeret ham fra at genopstille.
Med lidt fantasi og god vilje kan disse begivenhedernes gang rekonstrueres på en sådan måde, at hovedorganisationen AFL-CIO og Clinton-regeringen har gjort deres til at hjælpe Ron Carey i en prekær situation, hvor et nederlag i strejken mod UPS ville have be-seglet hans karriere og derved kastet et årtis bestræbelser på at reformere forbundet på møddingen. Nu kan formanden i stedet trække veksler på teamsternes opsigtsvækkende besejring af UPS.
Det er ikke særligt tilfredsstillende at skulle vælge mellem det mindste af to onder i denne sag, især når James P. Hoffa jo aldrig har været anklaget for korruption. Men den beslutning har den amerikanske præsident og formanden for AFL-CIO taget bevidst, hvilket leder til en anden relevant iagttagelse. Den drejer sig om, hvad amerikansk fagbevægelse og det demokratiske parti nu har i sinde at gøre.
Et kvalificeret gæt går på, at strejken mod UPS var det første skridt i en langt mere aggressiv strategi mod arbejdsgiverne. I sidste uge gik teamster-forbundet i gang med organisere arbejdere hos UPS-konkurrenten Federal Express og i Delta Airlines.
Under Bill Clinton har demokraterne ikke været særlig positivt stemt over for amerikansk fagbevægelse. En del af forklaringen skal søges i præsidentens og hans tidligere arbejdsminister Robert Reichs afsmag for AFL-CIO ledelsen, ikke mindst for den elegante og intellektuelle formand Lane Kirkland, som i Reichs øjne helt havde mistet forbindelsen til sine medlemmer og deres levevilkår.
Da Kirkland blev tvangspensioneret i 1995, så Clinton i den nyvalgte formand John Sweeney og hans team (Rich Trumka fra minearbejdernes og Linda Chavez fra landarbejdernes forbund) en mulighed for at retablere det historisk intime forhold mellem det demokratiske parti og amerikansk fagbevægelse. Det første konkrete resultat forelå under valget i 1996, da AFL-CIO og fagforeningerne bidrog med ca. 50 mio. dollar til partiets valgkampagne. Pengene blev først og fremmest brugt til at producere og udsende tv-spots mod republikanske kandidater til Kongressen.
Demokraterne var ikke i stand til at vinde deres flertal i Repræ-sentanternes Hus tilbage, men man kan argumentere, at AFL-CIO's penge bidrog til at beskære repu-blikanernes flertal til næsten ingenting. På lang sigt har fagbevægelsen lovet at støtte Albert Gores kandidatur til præsident-posten i år 2000, dersom regeringen fører en mere progressiv social og økonomisk politik fremover, og især forholder sig neutral under arbejdskonflikter. Det er på den baggrund, at man skal forstå Clintons hand-off stil under UPS-konflikten.
Samtidig har AFL-CIO lagt sin strategi om. Hovedorganisa-tionen skal bruge flere midler på at rekruttere nye medlemmer og skabe et bedre image i den amerikanske offentlighed, hvor der stadig findes en udbredt stereotyp opfattelse af fagforeningschefer som pampere. I den sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at teamsterne først blev optaget i AFL-CIO i 1980'erne. Al den stund forbundet stadig blev associeret med korruption og mafia-infiltration, var det et risikabelt partnerskab for hovedorganisationen. Men såsnart Carey kom til i 1991 og Sweeney blev landsformand i 1995, var det oplagt, at teamsterne som det største og mest aggressive forbund i USA kunne blive en spydspids i fagbevægelsens come-back efter de mørke år i 1980'erne.
Kampagnen mod UPS er derfor et studie værd. Målet blev valgt, fordi postforsendelsesfirmaet er kendt af næsten alle amerikanere. Selv i europæiske hovedstæder og storbyer kan man i gadebilledet se de typiske brune postvogne blive kørt rundt af elskværdige postbude i brune uniformer. Under konflikten tog de strejkende på besøg hos kunder og forklarede, hvorfor de havde nedlagt arbejdet. Ikke mindst spørgsmålet om at skaffe fastansættelse til 10.000 af UPS's 60.000 deltidsbude og hæve deres lave timeløn, vakte gehør. Parallelt hermed blev aviser og tv fodret med informationer og eksklusive interviews.
UPS har endvidere ikke ry for være en ondsindet arbejdsgiver, der gerne anvender skruebrækkere til at bryde en strejke. Det mindskede chancen for, at selskabet ville lade konflikten køre i ret lang tid og tage tab på milliarder af dollar. Da biksen blev lukket af teamsterne, gik UPS såmænd også i stå. Ingen nye bude blev hyret.
Carey havde sandt at sige også brug for at optræde som general for en splittet hær. Kun en krig (strejken) kunne ryste forbundets to fløje sammen efter det omstridte formandsvalg sidste vinter. Men fremfor alt må successen tilskrives et løfte om strejkepenge til UPS-arbejderne på 100 mio. dollar fra AFL-CIO og en lang række fagforeninger. Uden denne solidaritetsfond ville UPS have valgt at vente, indtil teamsterne løb tør for penge - og strejken blev brudt af deres egne medlemmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu