Læsetid: 4 min.

Vandspejl og bystrukturer

25. august 1997

Da diskussionen om sarkofagen på Rådhuspladsen var på sit højeste, citerede At tænke sig Københavns Overborgmester for en original iagttagelse. Nemlig, at han ikke på forhånd havde regnet med, at huset fyldte så meget, "for på modellen af pladsen var bygningen ikke større end en husholdningsæske!" - skulle Kramer Mikkelsen have udtalt.
Og hvad kan man så lære af det, ville Gotha Andersen i sin tid have spurgt. Tja - at det er svært at forestille sig noget, før det findes i virkeligheden!
Det kgl. Bibliotek på havnekajen, for eksempel. Man kunne jo godt på computeranimationen se, hvor højt det ville blive ud mod vandet, men ikke at bagbygningen virker så høj, som den nu gør; eller at hovedfacaden hælder skråt ud over vandet på den måde. Næppe fordi nogen har forsøgt at snyde, men fordi det er svært, selv for erfarne folk, inde i hovedet at omsætte en simulation eller skalamodel til fuld virkelighed.
Eller udvidelsen af Statens Museum for Kunst: Selv om man selv omhyggeligt har skridtet dybden på tilbygningen af, for at få indtryk af kælkebakkens endeligt, eller prøvet at sigte den gamle bygnings taghøjde længere bagud i parkrummet - fylder den strømlinede supertanker så rigeligt i det grønne og i forhold til Dahlerups assyriske klods, at det åbenbart var vanskeligt, at overskue det på forhånd.
Måske ændrer billedet sig, når der kommer glas i panoramaruderne og overflade på konstruktionerne. Men tegningerne kommer ingen af de to huse til at ligne, hverken i højde, drøjde eller vægtfylde.
Nu er de nævnte eksempler ikke en opfordring til at skrotte enhver bestræbelse på projektmodeller og computersimulationer.
Tværtimod! For nu skal der for alvor gang i den overalt på havnefronten. Og hvem mon kan overskue den vandpantomime? Det er der i alt fald ingen der kan, uden både faglig erfaring og illusionistiske hjælpemidler.
Dialektikken er vigtig, netop fordi håndtegnede perskeptivskitser, klodsmodeller og kulørte computerfilm aldrig bliver andet end tilnærmelser til kommende rumlige forhold i sand størrelse.
Selv fuglevingen på Stærekassen i vinter var ikke meget værd, uden sideordnet iagttagelse af den velvoksne træmodel af det omgivende byområde.
Materialernes, glasfacadens betydning for det færdige resultat kunne mockup'en heller ikke formidle. Så derfor kræver modeller altid erfaren tolkning. Tolkning inde i arkitektens hoved af hensyn til det videre projektarbejde.
Og tolkning over i publikums hoveder, fordi den illusionistiske effekt under alle omstændigheder er begrænset og i værste fald vildledende for dem, der (i alt fald et stykke hen ad vejen) skal være med til at træffe demokratiske beslutninger.
Kommuneplan
I det nye Berlin har byrådet været opsat på bredt at formidle kommende storprojekters fremtræden. Mest overraskende med runde cirkustelte, der, som panoramaer eller panoptikons, gjorde det muligt at stå på pladsen og forstille sig fremtiden. Ganske vist ikke i rum og byggematerialer, men i en form for 360 graders kulisse-illusion.
Måske kan der laves noget lignende på Københavns havneløb. Som illusionistiske sætstykke-passager til beskrivelse af projekternes sammenhæng(?) langs kajerne.
Igen ville dét set-up naturligvis ikke være tilstrækkeligt, fordi havnefronten også har konsekvenser ind i lokalområderne og baglandet. Så klodsmodeller af eksisterende forhold og nye tiltag skal også med i billedet, sammen med administrative planer og rammebestemmelser.
Københavns Kommunes plandirektorat, som ellers ikke er berømt for at ville fastholdes på visualiseringer, hvis situationerne kan klares med enkeltperspektiver og hovedet på skrå, var på et tidspunkt igang med en stor mahognymodel af de centrale bydele. Og i oplægget til den reviderede kommuneplan, der skal gælde fra udgangen af i år (indsigelsesfrist er 12. september) er der for hvert bydelsområde vist signaturkort over særligt vigtige byarkitektoniske træk.
Man kan undre sig over, at kommunensplandirektør grafisk har insisteret på sit eget registreringssystem sideordnet med resterne af Miljøsstyrelsens byanalyser. Måske af adminisrative grunde. Men det vigtigste er dog, at det byarkitektoniske aspekt nu er kommet synligt med i dokumentet, som endnu en visualiseringsmulighed i diskussionen om bydelenes fremtid.
Forslaget til den reviderede kommunplan for København kan købes for 100 kroner i sarkofagen på Rådhuspladsen.
Vankundighed
Hvad er det da, der er så vigtigt når det gælder byarkitektur på havnefronterne? Vandet først og fremmest!
Som arkitektprofessor. Michael Sten Johnsen forklarede det på havnekonfeencen i København for en uge siden, er store vandflader fantastisk krævende og afslørende for de bygninger, der ligger ud til bassinet eller floden.
Vandet spejler og reflekterer husets materialer, og sætter vandrette mål for bygningens lodrette udstrækninger. Og så er overgangen mellem bygning og vandkant afgørende for karakteren af hele anlægget i byen. Ikke bare i spørgsmålet om man som spadserende kan komme videre hen ad promenaden, eller bliver standset af private kantineterrasser, men også i karakteren af befæstigelsesmaterialerne - træ, stål eller kampesten - og i størrelsesforhold og proportioner mellem hus, promenade, kaj og vand.
Københavns Havn går som udviklingsselskab med planer om at udskrive en konkurrence om den slags principielle overvejelser. Det kan der givetvis komme noget interessant ud af, hvis problemstillingerne præciseres, og medgives et vist mål af realisme - altså, at noget af det kan blive til noget.
Og selv hvis forpladser og kajer så er ordentligt formgivet, står spørgsmålet om bebyggelsesplanen tilbage.
Forestiller man sig at bo i Søndre Frihavns gule PFA-huse, må man holde blikket stift rettet på vandspejlet for at huske, man er i en havn. For sætter man sig ud på altanen til den anden side glor man lige ind i ØK's kontorudlejning, og kunne derfor lige så vel føle sig hensat til Peter Bangsvej eller Ballerup.
Måske havde arkitekterne haft friere hænder til at udnytte bebyggelsesmulighederne netop på havnen, hvis ØK's eget krumme højhus var blevet tilladt endnu højere. I respekt for bebyggelsesprocenten og profitten.
Kunne det være planlagt og visualiseret inden investorerne dukkede op? Ja! i principmodeller - så Stadsarkitekt og Plandirektør ikke bare skulle lade egen smag råde, men have et beredskab at trække på, så langt erfaringer i øvrigt rækker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her