Læsetid: 3 min.

Vejen til Inf.

27. august 1997

Ny bog
Det måtte jo ende dér for den unge fremadbrusende journalist Erik Nørgaard, der oprindeligt løj sig ældre end han var for at gøre karriere i faget.
Han havnede selvfølgelig på Information hos Børge Outze, Erik Seidenfaden og den skrækindjagende redaktionschef Ove Martin. Som Nørgaard skriver om den navnkundige Martin: "[Han] rummede vist alle egenskaber, der kunne forenes i én person: Despotisk, brutal, charmerende, dygtig, nyhedsjæger om en hals, skånselsløs over for alt og alle, kunsthader og operaelsker, fræk eller indsmigrende, når det var nødvendigt, hånende, rosende, ven eller fjende med gud og hvermand, kortspiller, ukorrupt, gennemskuende, naiv i sin forståelse for medmennesker, beundret, hadet og elsket, medfølende og totalt hensynsløs."
Dette journalistiske dyr, som satte sit tydelige mærke på et par generationer af danske journalister - og gav flere af dem periodiske mave- og søvnproblemer - besvarer den håbefulde unge journalists udtalte ønske om at komme på Information med følgende besked: Hvis du kan tåle mosten... Tåle mosten?
Da den ikke altid nemme Børge Outze efter et heftigt udbrud over en i øvrigt underordnet trykfejl afskediger journalisten på gråt papir: "Jamen, så kan De godt skri'e! De er fyret!", funderer han over, om dét måske er den most, som han ikke kan tåle. Martin genansætter imidlertid Nørgaard, der allerede har gjort sig uundværlig på bladet - også i kraft af sin legendariske flid.
For yngre i branchen forekommer den side af sagen forbløffende: Som de dog arbejdede i den generation af journalister! Man kan gå hen og blive helt eftertænksom ved sammenligningen med vor mageligere nutid.
For Erik Nørgaard som altmuligmand på Randers Amtstidende dengang i slutningen af fyrrene varede arbejdstiden døgnet rundt - og så var der heller ingen fridage, og lønnen var minimal. Som elev må han finde sig i det meste, men får til gengæld en journalistisk rutine og duelighed, som hurtigt gør ham fuldbefaren.
Sansede minder
I dette tredje erindringsbind fortæller Erik Nørgaard om de år, hvor han således bliver flyvefærdig. Også i det private liv, hvor det er gået op for ham at man kommer længst med frækhed.
Afvæbnende beretter Nørgaard om sine erotiske eskapader i den sparsomme fritid, som for eksempel da trækudsofaen på redaktionskontoret, hvor journalisteleven har sin ydmyge bolig, braser sammen under udfoldelserne med en lokal sexbombe. Det er meget morsomt.
For den erindrende spiller det erotiske en ikke ringe rolle, men Nørgaard har jo også senere gjort det i uartige postkort og adskilligt andet angående forsødelse af tilværelsen.
Undervejs til sine 11 år på Information oplever Erik Nørgaard adskilligt og husker meget, som var det i går. Teknikken bag den prægnante hukommelse røbes i teksten, idet Nørgaard fra et tidligt tidspunkt fører dagbog. I dette binds svageste passager, citerer Nørgaard direkte fra dagbogen, hvilket ikke er stilistisk så overbevisende. Man så hellere at forfatteren havde broderet videre.
Men dagbøgerne er klart baggrunden for de detaljerede skildringer af hændelsesforløb, der ellers ville være glemt og giver fremstillingen et klart kronologisk skelet. Hvor Nørgaard ikke husker, digter han, hvilket han i forordet til den første bog allerede har røbet. Selvbiografien er ikke en historisk redegørelse for journalist Erik Nørgaards liv, men tilværelsen genopløjet i erindring, hvilket jo er storartet, når man selv indrømmer det.
For lidt Inf
Og storartede er Nørgaards bøger om denne periode af den nyere Danmarkshistorie: efterkrigstidens smalhalssamfund med vage forudanelser om en ny og materielt frodigere tidsalder. Nørgaard slår så at sige bro over to verdener: i går og i dag.
Som læser befinder man sig vel i Erik Nørgaards uprætentiøse selskab. Også bind tre om den troløse unge mand, der som regel får, hvad han begærer, afdækker en helstøbt person, et menneske hvilende i sig selv, glad ved livet, med et vågent øje for andres - og egne svagheder - veloplagt ved hakkelsesmaskinen i døgnets rejsestald, men uden illusioner. Dertil trofast mod fagets pligt til at oplyse de uoplyste og nedstyrte tyrannerne.
En indvending mod dispositionen i dette bind kunne - måske ikke så overraskende fra dette hold - være at Nørgaard ikke skriver mere om Informations-årene. I den periode skete temmelig meget på og omkring bladet, der for alvor placerede sig som det must i dansk presse, som vi trods alt er nogle stykker, der mener, det fortsat er.
Når det er sagt, ser vi frem til nye nørgaardske bedrifter.

*Erik Nørgaard: En troløs mand. Erindringer. 244 s. 225 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu