Læsetid: 13 min.

Verden er klar til at blive påvirket

23. august 1997

Vi skal vælge kvalitet, kærlighed og kreativitet, for at satse på det, der holder os fast som mennesker, i stedet for at blive en slags andenrangs robotter

EFTER FESTEN
Det er ikke så sært, at science fiction forfatterne brokker sig over, at det er svært at skrive om fremtiden. Af og til, når man hører, hvad der er på vej i de kommende årtier, er det som om, enhver normal logik ophører, og det vi står overfor, er et samfund, hvor selv de mest grundlæggende spilleregler er forandrede.
Det er skræmmende, fordi det er så uoverskueligt, men det er også udviklinger, der sikkert vil føre til forbedringer for mange.
Den videre udvikling i retning af avanceret teknologi og en generel global integration kan virke som at spille hasard på et stadig højere niveau: Vores instrumenter og effekten af vores handlinger bliver stadig kraftigere, men vi er så langt ude, at vi fortsætter. For selv om vi i de rige lande skulle begynde at få dårlige nerver, er der milliarder i Den tredje Verden, for hvem udviklingen ikke kan gå hurtigt nok.
Hvis man kigger hen ad år 2030 - altså indenfor de flestes levetid - så er der en række omstændigheder, der, så vidt jeg kan skønne, stort set vil være givne:
nDen fortsatte udvikling af informa-tionsteknologien i retning af mindre computere som indbygges overalt og som mere eller mindre allesammen er konstant forbundet i verdensomspændende computernet. Det er i en vis forstand et helt nyt univers, med sine egne former for tid og sted og økonomi.
nBioteknologien, der skaber nye planter og dyr, og ændrer på menneskets egenskaber, det være sig vores levealder, vores sanser og hvilke sygdomme vi er plaget af. Den vil i nervepirrende grad møblere om på vores naturlige omgivelser og evolutionens hidtidige spilleregler - og næppe uden et par alvorlige svipsere undervejs.
nNye forskningsområder som mikroelektronik og nanoteknologi vil sammen med bioteknologien og computerintelligens flytte grænserne for, hvad der er levende og dødt; mellem kunstig og naturligt. Vi vil se nye materialer, nye fremstillingsmåder og nye organisationsformer. Fælles for dem vil være, at de er præget af biologiens komplekse, organiske og snørklede mønstre snarere end mekanikens og elektronikens sterile, kunstige og rette linjer.
Vi vil opleve, at maskiner bliver så smarte, at de virker levende, og at netværket af maskiner i vores omgivelser bliver som en slags ny natur af levende organismer, der står i kontakt med hinanden og os i et tæt, konstant samspil.
n En befolkning på kloden, der hastigt nærmer sig det dobbelte af i dag. Alt andet lige vil det betyde tilsvarende færre ressourcer pr. person - eller måske endda færre end det, fordi mange ressourcer allerede er ved at være opbrugt.
Det ville være utopi at forvente, at naturen har det bedre til den tid. Men der er formentlig langt mere styr på det, der er tilbage.
nEt globalt integreret samfund baseret på markedsøkonomien, der til den tid har fået et par vrid ekstra i retning af koncentration af kapital og magt.
Og alligevel skal der stadig være plads til hverdagene og solnedgangene, lange dovne weekendmorgener i sengen og
puslen med børnene.
Midt i det hypermoderne skal der være menneskeligt, vi skal kunne føle os hjemme i tiden. Det er muligt at rammerne vil være meget forandrede, men indholdet - de liv, vi lever -- er stadig det væsentlige.
Jeg tror ikke nødvendigvis, at en sådan verden vil være et forfærdeligt og deprimerende sted - men det kan blive det.
Nye spilleregler
Det er ikke en given ting, hvilke aspekter af teknologien, der bliver udviklet, og hvordan vi ønsker den bruges til at forme vores samfund. En bedre fremtid afhænger i høj grad af de mål og retningslinjer vi udstikker idag.
Vi må lære at håndtere og forbinde både det lokale og det globale:
Vi er splittede. På den ene side er vi dybest set naturmennesker med en be-grænset horisont og en dyb trang til at knytte os til et sted med mennesker og en kultur vi kender.
På den anden side er vores opmærksomhed og de ressourcer, vi er afhængige af, spredt til de fjerneste afkroge.
Vi er nødt til at lære at håndtere det paradoks på en måde, der gør det muligt at nyde godt af udvekslingen af viden, kultur og varer, men med meget begrænsede ressourceomkostninger, og uden at alle oprindelige kulturer blendes sammen i ét ælte; en global McCulture.
Konflikten mellem det lokale og det globale; mellem mikro- og makro- planet, går igen i alle mulige sammenhænge:
Når vi vælger hvilken type forbrug vi vil have, og hvor vores råvarer skal komme fra.
Når der skal træffes afgørelser. Hvem skal have ret til indflydelse i hvilke sammenhænge. Var det eksempelvis egentlig ikke rimeligt, at resten af verden også var med til at vælge den næste amerikanske præsident? Hvor demokratiske bliver afgørelser, når der er millioner eller milliarder, der skal spørges?
I vores selvopfattelse. Hvad er forholdet mellem individets frihed og hensynet til det fælles bedste?
Vi har behov for gennemskuelighed. Verden er blevet ekstremt kompleks. Vi kan ikke gennemskue hvad konsekvenserne af vores handlinger er. Vi ser ikke, hvad vores forbrug fører til. Vi gøres ikke opmærksom på, hvad de sande omkostninger ved vores indkøb er. Vi kan ikke se, hvor det, vi forbruger, stammer fra, og hvor det bliver af, når vi skiller os af med det igen.
Global bikube
Vi træffer beslutninger i én dimension, men vi er nødt til at kende konsekvenserne i flere dimensioner. Det, der virker fornuftigt lokalt og på kort sigt, kan vise sig at være katastrofalt, når det når op på globalt plan og på langt sigt.
Mit håb er at vi kan få en form for ryg-marvs fornemmelse for vores plads i den store sammenhæng. En slags kollektiv global bevidsthed, der bedst kan sammenlignes med den måde, de enkelte bier indgår i en bikube på: I så tæt samspil, at bikuben i sig selv virker som en levende organisme.
Om vi får den bevidsthed, hænger nøje sammen med den måde vi bruger medierne og kommunikationsteknologien på. Medierne kan være et håb om at få større gennemskuelighed og gøre os bedre oplyste og mere bevidste. Men de kan også gøre os forvirrede og bevidstløse. Om det bliver det ene eller det andet, afhænger af folks ønsker og en række konkrete tekniske og politiske valg.
Økologisk skattereform
Det allervigtigste signal er desværre blevet misvisende. I markedsøkonomiens tidsalder er det prisen på ting, der bestemmer hvordan de bruges, men i dag betaler vi langt fra den sande pris for en stor del af de naturlige ressourcer vi forbruger.
Regningen for forureningen og udtømningen af ressourcer sendes videre, om ikke andet så til de kommende genera-
tioner. Vi er nødt til at indrette økonomien, så priserne bedre afspejler de sande omkostninger.
En skattereform, der lettede trykket på arbejdskraften og hentede pengene hjem på ressourceforbruget, ville yderligere ændre de økonomiske spilleregler til at fremme en bæredygtig udvikling.
De knappe ressourcer ville blive dyrere og den rigelige arbejdskraft billigere. Det ville ændre sammensætningen af arbejdsmarkedet og den form for teknologi, der investeres i at udvikle.
Vi ville bedre kunne købe ting og tjenester, der har krævet en stor indsats i form af design, håndværk, omsorg etc. Det ville kunne betale sig at få ting repareret, istedet for at smide dem ud og købe nyt. Vi ville få råd til at bruge mere tid på at gøre tingene ordentligt, fordi tid blev billigere.
Det ville også blive dyrere, at importere varer langvejs fra, og dyrere at rejse langt for at arbejde. Det ville dels fremme brugen af lokale ressourcer, dels ville det sætte skub i brugen af elektronisk kommunikation til overførsel af informationsalderens varer og tjenester, der hovedsaglig består af bits.
E-mail, videotelefoner og anden informationsteknologi kan bruges til at erstatte fysiske rejser, men så længe prisen på transport er kunstigt lav, vil den bedre elektroniske kommunikation snarere give os nye grunde til også at rejse længere i den fysiske verden, for at møde mennesker og steder, vi har kommunikeret med på Nettet.
Pris på handel må op
Der er al mulig grund til at fjerne kunstige barrierer for udveksling af varer og tjenester, men hvis ikke verdenshandelen er baseret på tilnærmelsesvist sande priser på råstoffer og transport, vil WTO-aftalerne virke destruktive, og sætte yderligere fart i en økonomisk udvikling, der miljømæssigt er helt ude af balance.
Hvis man skal betale den virkelige pris for transport, bliver det ikke kød fra New Zealand og æbler fra Sydafrika, der dominerer handelen, men eksempelvis musik fra Tanzania, mikrochips fra Ko-rea, eller software fra israelske
ingeniører; de næsten immaterielle varer, som ikke koster de store ressourcer at overføre på tværs af kloden.
Man kan nå et stykke af vejen i retning af bæredygtighed ved at gøre det samme, som vi plejer, blot på en mere effektiv måde. Men det er ikke nok, når klodens nye milliarder af indbyggere også vil være med.
Ikke alene er vi nødt til at standse væksten i forbruget, det ser også ud til, at vi må indskrænke vores ressourceforbrug ganske betragteligt. Skal man tro modellerne over det miljømæssige råderum, vil det på mange punkter være nødvendigt at klare sig med i størrelsesordenen 10 eller 20 gange mindre energi og materialeforbrug.
Selv en langt mindre drastisk reduktion end dét vil kræve, at vi ændrer livsstil - og før man virkelig ændrer livsstil, er man nødt til at ændre værdier i livet.
Dén del er måske den sværeste af de ændringer, vi står overfor.
Mindre er bedre
Som tyskeren Hans Magnus Enzensberger har skrevet, så vil rigdom og luksus ikke være flere biler, større hastighed, flere ting. Det vil i stedet være skønhed, viden, ro, frihed, natur - alt det, vi efterhånden har gjort til mangelvarer.
Nogle af de værdier går stik imod dagens normale forestilling om succes, og derfor kræver det et stort personligt mod at ændre sit liv for at realisere dem.
Måske er den vigtigste nye værdi viljen til at leve langsommere. Man vil nå mindre i kvantitativ forstand, det kan udemærket være et rigt liv. Jeg tænker på det som et liv i dybden snarere end bredden.
Et langsommere liv hænger sammen med et lavere forbrug - af to årsager:
Dels fordi man ikke tjener nok til et stort forbrug, dels fordi man kun har tid til et vist forbrug, hvis man skal nyde det ordentligt.
Vi må til at betragte "mindre" som en mulighed for forbedring. I årtusinder har vi samlet i pose og sæk for at klare os i hårde tider. Nu skal vi til bevidst at undlade at udnytte de muligheder for at bruge ressourcer, vi umiddelbart har som enkeltpersoner.
Noget af det sværeste i den forbindelse er, at det at give afkald på ressourcer også indebærer at afgive magt.
Kvalitet, kærlighed og kreativitet.
Vi lever med udsigten til kunstig intelligens, og en situation, hvor selv vores egen arvemasse bliver genstand for design og udvikling. Evolutionens anker er, så at sige, ved at blive trukket op, så det at være menneske, med bestemte egenskaber og en bestemt rolle her på kloden, hastigt kan drive i alle mulige retninger.
Derfor vil det være påtrængende at holde fast i noget, der gør os mennesker til noget særligt.
Kærlighed og kreativitet er værdier som computere ikke kan erstatte, for de er så snævert knyttet til netop det at være mennesker.
Vi skal vælge kvalitet, kærlighed og kreativitet, fordi det gør vores liv bedre at leve, og fordi vi dermed vælger at satse på det, der holder os fast som mennesker, istedet for at blive en slags andenrangs robotter, der forsøger at konkurrere med de maskiner, vi selv har skabt, men på deres vilkår.
Til overflod er kvalitet, kærlighed og kreativitet værdier, som ikke slider på jordens ressourcer - snarere tværtimod.
Det er i de værdier mit håb, min optimisme og min appetit på fremtiden ligger. Jeg vil meget gerne leve mit liv med mere plads til kærlighed, mere kvalitet og større vægt på kreativitet.
Alting hænger sammen
Vi har mistet de myter, der bandt os sammen, og som uden videre vaklen definerede, hvad der var godt og ondt i verden. Vi er i en tidsalder, hvor kulturer og værdier brydes fuldstændig ned, hvorefter vi hver især atter samler en identitet ud fra de mange komponenter, der er tilgængelige fra hele verden.
Som den engelske sociolog Anthony Giddens har påpeget, er selv grundlæggende træk ved vores livsform blevet et valg - hvad enten det er familiemønsteret eller hvilken religion, vi identificerer os med.
Jeg tror, den nye myte er den, der fortæller, at vi er i samme båd her på kloden, og at alt hænger sammen og griber ind i hinanden. Et af tidens centrale begreber er netop økologien, læren om at alting indgår i et kredsløb.
Vores indbyrdes afhængighed og fælles skæbne bliver tydeligere, jo tættere vores økonomi integreres; jo mere vi kommunikerer og handler, og jo mere, vi ser, at der er en begrænset mængde ressourcer at deles om.
I takt med at højteknologien begynder at benytte sig af biologiske principper, kunne det tænkes at industrien og videnskaben vil begynde at tænke i større sammenhænge, og i højere grad spille sammen med de naturlige systemer end at forsøge at overvinde dem.
Mit håb til den økologiske myte er, at der bryder noget større frem af alt det, vi gør tilsammen: En fælles bevidsthed, både i den enkelte, men også for hele planeten, om hvad der skal til for at fortsætte kredsløbet og dermed livet på jorden.
Det giver ikke mening at tro, at man kan redde sig selv, uden hensyn til hvordan det går resten af kloden.

Grund til håb
Spørgsmålet er så, hvordan man får ændret de værdier, som ligger til grund for den videre udvikling?
Jeg tror, det er afgørende, at en bæredygtig udvikling opleves som et klart positivt tilvalg. Hvis man skal ændre sit liv, skal man føle, at man opnår noget, der er bedre end det man har og er villig til at yde noget for at få.
De mål vi sætter os for vores livsstil, er nødt til at være realistiske. Hvis idealerne skal være robuste, er de nødt til at være oprigtige. Dårlig samvittighed holder ikke som drivkraft i længden.
Hvis jeg, trods alle mine betænkeligheder og med dårlig samvittighed ender med at gøre stort set det samme som resten af forbrugersamfundet gør, så er det ikke kun min livsstil, det er galt med. Så er det ideologien, der trænger til at blive afstemt med virkeligheden.
Afhængig af om det lykkes at ændre samfundets økonomiske spilleregler, så tror jeg sagtens, at en bæredygtig livsstil kan have fylde og storhed, gang i den, og rumme en dyb tilfredsstillelse og glæde.
Det behøver ikke at være en tilværelse præget af afsavn - og iøvrigt handler det ikke om at lade være med at forbruge, men om at forbruge noget andet.
Man kommer ikke uden om, at der vil være et langt mere begrænset spillerum for fysisk forbrug. Men så har vi dog Cyberspace. I den elektroniske verden er der masser af plads til at gøre hvad man vil.
En eller anden tysk forfatter har skrevet om "håbet som princip", og den ide kan jeg kun tilslutte mig. Jeg håber, fordi jeg synes jeg skal. Jeg håber, fordi det er det eneste, der giver mening.
Men jeg håber også, fordi jeg synes jeg kan se nogle veje frem - endda til en verden, jeg meget gerne vil opleve. De værdier, der skal skaffe os ud af kniben, er samtidig værdier, som jeg ofte savner idag.
Verden kan påvirkes
Til trods for dårlige nyheder og skuffende statistikker, så håber jeg også, fordi store ændringer ikke behøver at følge rette linjer.
Fra kaos- og kompleksitets-forskningen ved man, at i ustabile perioder og overgangsfaser, kan selv små påvirkninger på det rette tidspunkt have en afgørende virkning på systemets udvikling.
I informationssamfundet kan det gode eksempel, en smuk handling eller en klog tanke spredes til millioner eller milliarder på ingen tid: En miljøaktivist i Nigeria, en student foran tanksene på Den Himmelske Freds plads ... eller en kommune der dropper sprøjtemidlerne, en boligforening bygger en hønsegård eller en ven der bygger et økologisk hus.
Det er ikke størrelsen af handlingen, men den energi den er udtryk for, der inspirerer og bringer den vidt omkring, forstørret af kameraernes linser og forstærket af de elektroniske net.
Jeg tror, verden er klar til at blive påvirket, og at selv de små ting tæller.

*Peter Hesseldahl er journalist på Harddisken, et TV- og radio program på Danmarks Radio. Man kan finde en lang andre af hans artikler på hans hjemmeside: www.dr.dk/harddisk/phd.htm

citat:
Kærlighed og kreativitet er værdier som computere ikke kan erstatte

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu