Læsetid: 6 min.

Vesten var en historisk parentes

22. august 1997

Ny bog om de seneste tusind års historie af engelsk historiker beskriver Vestens overherredømme som et kuriøst og uvæsentligt mellemspil

Med to års forsinkelse har vi endelig fået en dansk oversættelse af Oxford-historikeren Felipe Fernández-Armestos formidable veloplagte verdenshistorie om de sidste 1000 år. Millenium, som var titlen på den engelske udgave fra 1995, er af Ole Lindegård Henriksen i forlaget Gylden-dals danske udgave blevet oversat til Årtusindet.
Og hvilken perle til alle historieinteresserede her ved det andet årtusinds afslutning.
Veloplagt, vittigt og vidende fortæller Fernández-Armesto - fra sin selvvalgte position som galaktisk museumsinspektør - os om en klode, der så absolut ikke har været domineret af den vestlige og europæiske civilisation i de sidste 1000 år.
Ønsker man at forblive i en eurocentristisk verdensopfattelse og betragter det sidste millenium som een stor ubønhørlig europæisk ekspansion, så kan man i denne bog finde rigeligt med stof til anfægtelse og berigende eftertanke.
"Vestens overherredømme" var, i følge Fernández-Armesto, i virkeligheden et ufuld-stændigt, skrøbeligt og kortvarigt mellemspil i dette årtusind.
Han mener, at en galaktisk museumsinspektør ude i fremtiden med større sandsynlighed ville kåre vort årtusind som "islams årtusind end som "Vestens", og han beskriver f.eks. de kristne korstog "som loppestik på islams hud." Prognosen er ikke til at tage fejl af:
"Hvis den nuværende islamiske renæssance fortsætter ind i næste årstusind, vil de mellemliggende århundreders uanfægtede vestlige overherredømme ... skrumpe ind til et kuriøst, men i sidste ende uvæsentligt mellemspil."
Kan læseren klare mere kritik af vores europæiske civilisations selvgodhed og forestilling om, at det er vore vestlige værdier, forbrugsmodel og teknologier, der nu udbredes overalt på det globale marked - som var vi omringet af vore efterlignere - så skal man bare læse Fernando Fernández-Armestos 830 sider digre værk.
Vestens tilbagetog
Bogen er dybest set et stort forsøg på at bevise, at vesten er en parentes, "den atlantiske civilisation" ikke længere er de andre overlegent, og at tyngdepunktet og initiativet i verden nu flytter tilbage til Stillehavets kyster. Dermed er vi på vej tilbage til udgangspunktet fra år 1000, mener Fernández-Armesto.
Kina, der ved årtusindets begyndelse var det europæiske kontinent langt overlegen, kalder han et "hjem-sted for et enestående vellykket imperialt eksperiment, der nu har varet i over to tusind år uden særlig påfaldende afbrydelser."
Fernández-Armestos verdenshistorie giver plads til mange af de kulturer og civilisationer, som ofte underordnes den "vestlige ekspansion". Ikke kun beskriver han inkaerne, aztekerne og mayaernes storhedstid, som andet end modløse objekter for "los conquistadores". "Rent kvantitativt målt, f.eks. efter militær rækkevidde og effekt, overgik visse afrikanske og amerikanske riger alt, hvad man kendte indenfor den vestlige kristenhed (...) i det fjortende og det femtende århundrede," skriver han, og fortæller bl.a. det guldrige Mali, om Etiopiens evne til at overskride sine højlandsbefæstninger og et stor ekspansivt rige på Zimbabwe-pla-teauet. Levende afkræftelser af, at sorte mennesker fra naturens hånd skulle mangle politiske evner, som de europæiske koloniherrer senere postulerede i det sekstende århundrede.
Vesteuropa var på det tidspunkt det dårligst udrustede til at deltage i den globale ekspansion, hævder Fernández-Armesto og henviser til, at det var perifere stater i Portugal og Kastillien, der førte an med erobringer i "den nye verden". Ja, ikke nok med det. Det var privat kapital - præcis som vor tids transnationale selskaber - der brugte flest penge på det, mens Portugals konger brugte mere på at holde fester ved hoffet end på sine oversøiske riger.
Den slags iagttagelser er sunde korrektioner, hvis læ-seren ikke tidligere har haft sans for andre civilisationers storhedstid end den europæiske.
Overraskende nok, betragter Fernández-Armesto den østeuropæiske kristenhed som en stærkere civilisation end den vestlige. Mens vesteuropæerne i sin globale ekspansionstrang grundlagde "iøjnefaldende, fjerne og i sidste ende dødsdømte maritime riger over hele kloden, skabte russerne (...) et af de største og uden sammenligning det længst eksisterende af alle europæernes ekstraeuropæiske riger i Sibirien."
På et tidspunkt, hvor de sidste rester af det franske imperium og det britiske Commonwealth-samfund er under endelig afvikling og på tilbagetog, men hvor Rusland samtidig betragtes som taberen efter den kolde krig, er den slags iagttagelser interessante.
Der ingen tvivl om, at han har ret i at verdens tyngdepunkt er under forskydning fra Atlanterhavet til Stillehavet, men samtidig har han en tendens til at banalisere betydningen af den globale
sejrsmarch, den liberale vestlige markedskapitalisme, har indledt overalt på kloden. Som i 1500-tallet er det ikke stater, der bærer denne kolonisering, men privat kapital - og det er vel også en del af "vesten" ?
Som zoologisk have
Fernando Fernández-Armesto skriver selv et sted, at han beundrer Immanuel Wallersteins maxime om at fortiden kun kan fortælles, som den virkelig er, og ikke som den var. Men han deler ikke dette historiesyn, og han betragter såvel Wallerstein som den anden store verdenshistoriker, Fernand Braudel, for at være lidt for deterministiske. Fernández-Armesto er overbevist om, at "den objektive sandhed" findes, men ydmygt erkender han, at den er svær at skille ud fra vidnernes sindelag.
Han ser istedet historieskrivningen som en kreativ kunstart, hvor det afgørende ikke er evnen til at verificere sin rekonstruktion af fortiden, men evnen til på overbevisende og vidende måde af genfortælle den i og fra en række forskellige synsvinkler. Det er han nødt til, for han erkender, at "verdenshistorie" fortsat er en disciplin, der mangler en metode, og der er ingen alment anerkendt definition på hans kernebegreb, "civilisation".
Historien definerer han i stedet som "en zoologisk have fyldt med virkelige kreaturer, men hvor de mytiske bæster er ekskluderet." Og skriver bidende om købmænd, industrialister og finansfolk, men et ord som "kapitalisme" optræder kun i sparsomt omfang. På samme måde er der fortællinger om riddere og bønder i bogen, men ingen teoretiske udredninger om "feudalismen".
Det vil nogen læsere måske beklage, men i stedet kan man få et forfriskende bud på civilisationernes og kulturernes indbyrdes kamp, hvor fortælleren med passende mellemrum iklæder sig rollen som "en galaktisk museumsinspektør", der kommer med provokerende påstande som:
"For de galaktiske museumsinspektører vil begivenheder, vi normalt tilskriver verdensomvæltende betydning - f.eks. borgerkrigene i England og Amerika, de europæiske "religionskrige", de franske og russiske revolutioner - ligne lokalstof."
Fuld af overraskelser
Selv er Fernando Fernández-Armesto en varm fortaler for, at den traditionelle læseplan i historiefaget i skoler og på universiteter, men i denne bog har i stedet for at gentage såkaldt "kernestof" sat sig for at fryde os med overraskelser. Og det lykkes i rigt mål, og de mange billeder i bogen gør ikke oplevelsen ringere.
Derfor er det ærgerligt, at forlaget, Gyldendal, ikke har haft øje for, at tekstens sats ændrer størrelse tre gange undervejs. Pedanteri bør ikke afholde læsere fra at stifte bekendtskab med denne fremragende historiefortæller, som ovenikøbet tillader sig at give vor frihedselskende vestlige værdigrundlag en temmelig fundamentalistisk og dyster kritik i bogens epilog.
Kan læseren stadig tåle provokationer, så må man håbe, at en eller anden dansk forlægger vil finde mod til at udgive en anden af Felipe Fernández-Armestos bøger, der rummer vigtige supplerende erkendelser om grundlaget for det europæiske kontinent udvikling i anden halvdel af dette årtusind. "Reformation. Christianity and the World 1500 - 2000" som han skrev sammen med Derek Wilson i 1996, og som rummer vigtige bidrag til et opgør med bl.a. den protestantiske historieskrivning om de postulerede afgrundsdybe forskelle mellem protestantisme og katolicisme i det afgørende 16. århundrede. Vi har hårdt brug for at blive klogere på det europæiske kontinents ideologiske, religiøse, kulturelle og statslige rivaliseringer, som stadig præger vores samtidshistorie.

Felipe Fernández-Armesto - "Årtusindet. De sidste 1000 års historie". 832 sd. indbundet og illustreret, 498 kr.
Oversat af Ole Lindegaard Henriksen og udgivet af Gyldendal.Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu