Læsetid: 5 min.

Vestlige vaner på indtog i Iran

18. august 1997

Flere og flere mister troen på religionen, og den forbudte vestlig kultur er stadig mere eftertragtet

Ligesom mange tyskere havde svært ved at tro på nazisternes uhyrligheder, er det svært for iranerne at forstå, hvorfor folk i Iran bliver arresteret, får prygl af politiet, bliver myrdet eller simpelthen forsvinder. Iranerne er venlige og fredelige mennesker som hverken er terrorister, religiøse fanatikere eller tilhængere af hellig krig. Måske er der heller ikke anden forklaring på regimets vilkårlighed og terror end ønsket om at skræmme befolkningen.
"Da revolutionen kom for nitten år siden, troede vi, at præstestyret kun ville holde et år eller to, men krigen mod Irak blev brugt til at holde nationen sammen og årelade regimets modstandere. Da krigen omsider sluttede håbede vi på en langsom normalisering af forholdet til udlandet og en lempelse af den religiøse tvang, men det kom ikke," siger en iransk mand.
En hel generation af unge mennesker er vokset op med kønsadskillelse med tørklæder og tildækning af kvinder, med et fjernsyn som aldrig viser andet end bøn og religiøse programmer på alle kanaler, og som ved enhver lejlighed udråber vesten USA som den store Satan.
Men de unge iranere tror ikke på noget. Iranerne har mistet tilliden til præstestyret. Ufriheden og den religiøse tvang får samtidig flere og flere til også at miste troen på religionen, og den forbudte vestlig kultur er stadig mere eftertragtet. Iranerne er et venligt og gæstfrit folk, men der er ingen tvivl om at man ville være endnu mere elsket, hvis man var fra Amerika. Islam er på tilbagetog i Iran, moskeerne står gabende tomme i de fleste byer.
Forbudet mod alle rusmidler, mod moderne musik og dans, mod kvindelige sangere, mod brug af kosmetik, mod samkvem mellem kønnene, mod kulørt overtøj og alt, hvad der er sjovt, har gjort livet så kedeligt, at alle er nødt til at bryde reglerne i det skjulte.
Satellit fra himlen
På trods af alle forbud bliver der hver aften båret millioner af satellit-antenner frem, som trækker udenlandske programmer ned fra himmelrummet og lige ind på videomaskinerne og båndoptagerne. Da de færreste forstår fremmedsprog, er musikvideoer og reklamer det mest populære.
De unge piger har i dag cowboybukser og T-shirts under deres sorte skoleuniformer, det er højeste mode. For bare fem år siden kom det religiøse politi og snittede i buksebenene på gaderne, men det har de måttet opgive. For mænd er slips stadig forbudt, da det betragtes som en amerikansk opfindelse.
Kønsadskillelsen og tildækningen af kvinderne gør det uundgåeligt at tænke på sex hele tiden, og det er et udbredt samtaleemne blandt begge køn - hver for sig. Umuligheden af at kende hinanden før ægteskabet - eller i det hele taget at kende nogen af det modsatte køn er ungdommens største problem. Snydt bliver der naturligvis, men kun i det små og altid under stressede vilkår og med tvangsægteskab og piskestraf som en realistisk risiko.
Det strikse religiøse forbud mod spiritus forhindrer heller ikke Iranerne i at drikke. Stærk spiritus serveres og drikkes med stor diskretion, og så meget større er fornøjelsen. Der dyrkes stadig vin-druer i Iran. Af nogle af dem bliver der i brygget vin, som derefter destilleres, så beholderne ikke fylder så meget.
At have drukket spiritus straffes ligesom uægteskabelig sex med firs piskeslag, og firs slag af den slags som gives på Irans politistationer er livsfarligt mange.
Forbudt at danse
Politimænd med askegrå ansigter kontrollerer, at ingen ler eller morer sig i sørgemåneden Moharram. Hvis det er tilfældet bliver de fanget og bragt til politistationen til afhøring:
Hvorfor grinede du? Hvorfor græder du ikke?
På afsides steder, hvor folk håber, at politiet ikke spionerer, er det ikke så usædvanligt, at en familie på udflugt danser - det er farligt, så det var altid kun et kort øjeblik. Det sker også, at politiet komme og henter et helt selskab i et privat hjem uden at nogen ved hvorfor. Måske får gæsterne bank, måske en bøde for ingenting - ingen for-står det.
Ayatollah Khomenis død bliver hvert år fejret med tre sørgedage. hvor folk er glade og tager på ferie, ligesom vi gør i påsken
Det er forbudt at sige fejrer. Præsterne slår dig ihjel, hvis de hører det! Men utilfredsheden er så udbredt, at hver gang nogen ville forklare om landets politiske forhold, tegner de en cirkel i luften over hovedet. Tegnet betyder præst eller regering, hvad der er det samme.
Toldere smugler opium
På hotellet i den gamle del af Shiraz er billigt og på hvert af værelserne, bor der mænd i grupper. De laver mad over primusser på gulvet og fed mados bredte sig ud på gangen.
I alle Irans byer lukker alting klokken ti, så alle må tilbringe deres aftener inden døre. Kedsomheden gnaver og mændene finder opiumspiberne frem. Der er dødsstraf for at besidde mere end fire gram opium, men et par gram eller tre til piben tør man nok hente, og det er ikke nødvendigt at gå særlig langt for at finde det. Fra Pakistan og Afghanistan bliver opium bragt til de Iranske byer Mashad og Zahedan, hvorfra stoffet spredes ud i hele landet. På landevejene er der politikontroller for hver femogtyve kilometer, men korruption og bestikkelse af politi og toldere hjælper både opium, hash, sprut og amerikanske cigaretter på vej ad andre kanaler.
Tilfældige mennesker bliver derimod trukket ud af biler og busser. Bagagen bliver undersøgt, mens resten af passagererne sidder i timevis i busser, som steger i solen. Man venter klogeligt med at stønne og vende det hvide ud ad øjnene til politiet er ude af syne.
Khatami - en marionet?
Iranerne håber på mere frihed under den nye præsident Khatami, men ingen ved hvor store reformer han får lov til at lave. Mange tror på ham, fordi han er en venlig og veluddannet mand, skeptikere siger, at han kun er en marionet.
Valget af den nye præsident foregik meget stille. Khatami var en af de fire præster som en regeringskommision gav tilladelse til at stille op. 234 andre kandidater var blevet kasseret, så noget demokratisk valg var der absolut ikke tale om. Kæmpestore murplancher med Khatamis billede sammen med den afgående præsident Rafsanjani, var malet i forvejen, og blev sat op næsten inden stemmerne var talte.
Valget gav iranerne håb om en normalisering. Optimismen var behersket. Som en iransk ven udtrykte det:
"Vi havde valget mellem slemt og værre."

Kilderne til denne artikel har ønsket at være anonyme

Nina Rasmussen er forfatter og netop hjemvendt fra Iran

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu