Læsetid: 7 min.

I den VL-kreds og Wagner, wohin

16. august 1997

Intermetzo
Klummisten åbner med rystende hånd Politikens Erhvervsmagasin. 1893 af nationens mest magtfulde nulevende sønner og døtre med mærkbar overvægt af det maskuline er oplistede i kælderen af hver af tillæggets ti sider. Prisværdigt redegøres i brødteksten for magtens netværk, hvilket er synonymt med Dansk Selskab for Virksomhedsledelse. Rotary og Inner Wheel, Frimurerloge og Odd Fellow er foreninger af en vægt og betydning, der i den forbindelse kan sammenlignes med mindre brevdueforeninger. VL er, såfremt man ser sig selv som sagen - sagen. VL, med bestyrelse og det hele og hvis medlemmer er opdelt i 56 undergrupper med altså gennemsnitligt 33,803571 medlemmer i hver, kan således også opregne alt, hvad der kan krybe og gå af blot nogen betydning med magt og indflydelse i herværende samfund. Nogle af grupperne er naturligvis mere interessante end andre. Sandt at sige ser for eksempel gruppe 20 ikke ud til at være et lystspil. I den pågældende sidder nemlig ikke andet end regnskabschefer og managementkonsulenter, mens gruppe 13 umiddelbart lader til at være mere sprælsk. Dér sidder blandt andre Gyldendals direktør Fromberg og direktør Per Nørhaven. Og Mette Winge, sgu. De tre har da i det mindste noget med bøger til fælles. Den sidste skriver dem uafbrudt, den anden trykker dem, og den første forsøger efter bedste evne at sælge dem. Dét kan de snakke om. Og Justitsministeriets departementschef Lunn er også med. Dét er heller ikke kedeligt. Hvorfra departementschefen kommer, er der traditionelt rigeligt med pikante samtaleemner.
Ligsom hele VL gruppe 13, såfremt de alligevel ikke aner, hvad de ellers skal finde på, har en enestående lejlighed til at brokke sig over de elendige programmer i Danmarks Radios tv, efterdi generaldirektøren for samme institution også er virksomhedsledelsesselskabsgruppemedlem i nr. 13. Kort sagt, dér behøver man ikke komme til at kede sig.
Men tilbage til indledningen om klummistens rystende hænder, så skyldtes denne ufrivillige kropstilkendegivelse selvsagt nervøsitet for at finde sit eget navn i en af grupperne: Mere eller mindre uafvidende er man jo medlem af så meget. Girokort efter girokort dumper ind på entrégulvet i yppige klaser. Altså læseluppen frem, eftersom Politikens listes typografiske punkt - den formodentlige gennemsnitsalder for VL-medlemmerne taget i betragtning - er uforskammet lille. Man leder og leder. Navn efter navn. Nå, også han, tænker man. Og hende en sjælden gang. Og han. Og han! Alle 56 grupper. Øjnene smerter. Og så i den varme. Aber nein. Ingen klummist.
Tre uberygtede personer i en given VL-gruppe har altså ikke rottet sig sammen og udpeget ens ringhed som værdig til optagelse i deres 33, 803571. gennemsnitlighed. Eller det har tre uberygtede personer af en VL gruppe måske nok, men så får man det efter al sandsynlighed aldrig at vide. Blot én i gruppen kan have slået en teatralsk hånlatter op og sagt njet, ikke den nørd! Noway, over mit døde lig. Og så bliver kandidaten ikke inviteret og får som antydet end ikke nogen besked om overvejelserne, da alting i VL foregår diskret i en forsølvet gulvspand, hvor intet slipper ud til den utålsomme offentlighed.
Bitterheden over på denne nedværdigende måde i givet fald at være vejet og fundet for splejset af samfundseliten vælder ud i galdegangene. Hvad værre er, har ingen måske overhovedet diskuteret ens navn, hvilket forekommer beskæmmende sandsynligt, ligesom man med næsten lige så stor sikkerhed kan få en nagende tvivl, om de i det hele taget læser dette dagblad.
Hvad er det for nogle blærerøve, der sidder bag lukkede døre og bekræfter hinanden og sig selv. Skide demokratisk! Forklaringen må vel være, at sider af dette samvær ikke tåler dagens lys. Eller er udvekslingerne i den grad subtile, at de vil være spildt på populasen. Eller er de monstro så fladpandede, at det ville være pinligt. Eller hvad.
Det er også lige dér hele historien ifølge Marianne Jelved begynder og - for embedsmands VL-gruppisterne måske ender. Hvad er nemlig meningen, vil ministeren gerne vide - også i Politiken, som her har produceret en fin historie - med at nogle af landets absolut toneangivende embedsmænd - heriblandt dommere - på en så organiseret vis sidder i konspiratorisk lignende grupper og mænger sig med erhvervslivet! Og hvad med pressens folk, kunne man tilføje!

Politiken er ærlig nok til at meddele sin egen chefredaktørs gruppedeltagelse i VL 1, hvor drengenes tyngde i sig selv dementerer påstanden om samværet i VL som et uskyldigt frikvarter. Hvad laver pressens folk i et forum, hvor man kan sige sig selv, at formålet ikke blot kan være ideale drøftelser eller sammenligninger af den gamle og nye Proust-oversættelse!
Én ting kunne man til nød forstå - og tilgive nifold: en art af selskabelig omgang, hvor der var rigeligt med sild og snaps på bordet, således at samme ikke fangede. Men den forsikring har man sandelig ikke indtrykket af gælder for VL 1-56, (med undtagelse måske af nr. 13.), hvor medlemmer næsten ifølge sagens natur må møde op for at opnå mere end at få en kop kaffe med blødt brød og i tilgift plejet konversationstalentet. Mennesker i kredsen mødes, oplysninger udveksles, meninger prøves, sød musik opstår.
Jamen, hvor er det dog storartet. Og ganske vist er det ikke tilladt medlemmerne at referere fra møderne. Men en særlig fjollet finke af fadet - eller en nyttig bisætning - kan vel genbruges i en snæver vending. Og mistanken, den gnavende orm, hvor den dog gnaver og gnasker i ens bedærvede kød. Og påminder i al sin rumsteren den mistænksomme om visse andre samfund end det bedste af alle danske med toporganiserede netværk, hvor den ene tjeneste så sandelig er den anden værd. Men alle initiativer, enhver halv eller hel aftale er samtidig ifølge sagens natur foretaget i skjul for offentligheden, den skjælm, som i berettiget nysgerrighed om sammenhænge ydmygt er henvist til efterfølgende efterforskning i et kildemateriale - sikkert og evigt forborgent i verbale fortrolige udvekslinger på et højt intellektuelt plan. Æv, bæv, bussemand, klokken ringer elleve, den som kommer allersidst, får ikke melet malet.
Det pudsige ved den slags forsamlinger er, at det som regel hedder sig, at de medlemmer, der ikke bør have antydningen af det, sandelig heller ikke har fordele af det pågældende samvær; at der er vandtætte skotter mellem konfliktende interesser; og at ingen i øvrigt kunne drømme om at lade et bekendtskab fra en sådan forening have den fjerneste indflydelse på den professionelle geschæft.
Men de, der således hævder - i modsætning til ærlige Mariannes panderynkende bekymring - at VL-gruppesamarbejdet ikke betyder noget alvorligt endsige ukorrekt i den store sammenhæng, og at det ene bekendtskab ikke er det andet værd, og at embedsmænd og dommere samt personer i embedsmandslignende positioner ikke udsætter sig for alvorlig mistanke om potentielt fnadder - må enten være naive, dumme, fulde af løgn eller selvbedrageriske - eller det hele på én gang. Man kan jo bare stille sig selv et enkelt uoverkommeligt spørgsmål: Hvorfor fanden skulle de penge- og virksomhedsbestyrelsesstærke deltagere ellers spilde tiden på at sidde og høre på... her nævner vi ingen navne? Warum og Wohin?

Det sidste spørger de også om i Sydtyskland i Bayreuth, hvor de i generationer har levet af Richard Wagners kolossale Gesamtkunstwerk. Sagen er den at Wagner-dynastiet, som siden komponistens død i 1883 har hersket nærmest enevældigt i festspilhuset på bakketoppen, ikke længere er overbevisende leveringsdygtigt i magthavere. Komponistens synlige arvemateriale er ellers kraftfulde nok, hvilket man kan forvisse sig om ved at studere de efterfølgende slægtleds kontrafejer. Og i hvert fald én oprører af wagnerisk helteformat har forrige generation næret ved den wagnerske barm. Gottfried Wagner, søn af festspillenes nuværende, ifølge informerede kilder forstenede leder Wolfgang Wagner, har skrevet en bog om, hvor belastende Hitler-tidens Wagnerforvaltere i nazistisk forstand var, og har betakket sig.
Den hørm ved geniet, som Wolfgang, Wieland og ikke mindst moderen Winifred Wagner udbredte over værket hænger stadig ved. Winifred, der var forgabt i Hitler (Onkel Ulv), udtrykte aldrig beklagelse over nazisternes ugerninger, men fastholdt tværtimod festspilhusets traditionelle antisemitisme. I og for sig er dette gammelt stof, som alle med det mindste kendskab til Wagner og kulten omkring ham har kendt - og accepteret. Dette er lige præcis dilemmaet ved Wagner. Han er og forbliver på samme tid ikke til at holde ud. Og ikke til at overse.
Krisen, som Gottfrieds bog: Wer nicht mit dem Wolf heult (Wolf hentyder til Winifreds usmagelige kælenavn for Hitler) har afstedkommet, skærpes af den kunstneriske nedtur, festspillene har gennemlevet i Wolfgangs år. Der er ikke meget tilbage af de store tider, hvor verdens betydeligste dirigenter stod i kø for at komme til Bayreuth. En eller anden skal nu løfte denne arv, når det en dag lykkes at detronisere den aldrende diktator Wolfgang, der sammenlignes med Brezhnev i dennes dødskamp. En ikke-Wagner er næsten det samme som Bror Kalles Kapel uden Bror Kalle. Men kilder - skæbnens ironi - foreslår ligegodt Daniel Barenboim, der som bekendt er You know what. Hvor har de dog godt af dét.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu