Læsetid: 2 min.

En aften med indisk krydderi

13. september 1997

Den kongelige Ballets sæsonstart byder på gensyn med balletter af forskellig observans og en flot Silja Schandorff i Maurice Bejarts "Bhakti 3"

Ballet
Det er ved at være sandhedens time for Maina Gielgud, den kongelige ballets chef, der nu har fungeret længe nok til at kunne bedømmes på korpsets præstationer. Selvom Bejartballetten kun er en ganske kort sag, er den hendes første visitkort i eget regi, medens størsteparten af de øvrige balletter er genopsat af Johnny Eliasen.
Først og fremmest kan man konstatere, at danserne var meget disciplinerede og præcise: Det er aldrig nogen dårlig ide, at chefen overværer hver eneste forestilling! Den elementære danseglæde var indlysende, medens det kneb lidt mere med dækningen for psykologien i de meget forskelligartede balletter.
Uforløst poesi
Optakten var Paul Taylors "Aureole", livsglædens første barfodsdans på Det kongelige Teater, hvor dette modern dance-værk havde premiere i 1968. Stykket skal boble som en forårsforelskelse til Händel-musik af pigesødme og drengecharme, men hovedparret kunne ikke forløse poesien i "Aureole". Kenneth Greve havde fine momenter, men han kunne ikke stille meget op med Teresa Jarvis' mangel på udstråling i det centrale parti. Mere ynde havde Henriette Muus og Claire Still, sekunderet af Martin James.
"Bhakti 3" er også en gammel 68'er, der havde premiere på festivalen i Avignon. Dengang var Bejart i sin søgen blandt de traditionelle teaterformer nået til Indien, og han fremmaner Shiva, dansens gud og hans hustru Shakti - der oprindeligt blev danset af Maina Gielgud, der nu har coachet Silja Schandorff i rollen. Hun dansede partiet med stor kropslig udtryksfuldhed og en strålende sikker pointering af de orientaliserende bevægelser. Det var en ren fornøjelse at se Silja Schandorff i en rolle, hun følte sig tilpas i - selvom Bejarts erotiske nerve endnu ikke manifesterer sig i hendes samspil med Peter Bo Bendixen. Både "Aureole" og "Bhakti 3" kunne desuden trænge til en opprioritering af lysdesignet: Belysningen spiller slet ikke med i forestillingen, der skabes uskønne skygger over dansernes kroppe og farveholdningen mangler konsekvens.
Der er et langt spring fra Bejarts krydrede indiske anretning til Christopher Bruce's "Land", om krig og ødelæggelse og menneskenes fortabthed i de store magters vold. Nok også for langt et spring: Trods dansernes behjertede forsøg på at fremmane alvoren og sorgen, var der ikke rum nok omkring "Land" til at det dystre emne kunne gribe fat i os. Men både i Christopher Bruce's ballet og i aftenens sidste nummer, Peter Martins' "Fearful Symmetries" viste Caroline Cavallo, at hun er istand til at fylde scenen med sin stadigt voksende udstråling. Anede man ikke også i et glimt, at hun har humor?
Ballettens dansere er ved at være godt tunede, nu mangler de blot et mere vedkommende repertoire. Men fredag den 19. kommer turen til Bournonville, med en ny version af den gode, gamle "Sylfiden".

*Balletaften torsdag: Paul Taylor: Aureole. Premiere på Maurice Bejart: Bhakti 3. Christopher Bruce: Land. Peter Martins: Fearful Symmetries

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her