Læsetid: 6 min.

Albrights ilddåb venter i Jerusalem

10. september 1997

Hjemme i USA agiterer lobbygrupper ihærdigt for Likuds hårde linie

Inden USA's udenrigsminister Madeleine Albright i dag begynder sin første rejse til Mellemøsten, har den indflydelsesrige lobbygruppe American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) i Washington stille og roligt iværksat en kampagne overfor pressen.
Det slet skjulte formål er at be-grænse skadevirkningerne for ministerpræsident Benjamin Netanyahu og hans Likud-regering, hvis fredsprocessens bryder totalt sammen. I så fald må Yasser Arafat og hans på-ståede utilbøjelighed til at slå effektivt ned mod Hamas' militære fløj efter de seneste terrorbomber i Jerusalem bære det fulde ansvar for fiaskoen.
"Den amerikanske presse har været enøjet i sin dækning," siger Toby Dershowitz, talskvinde for AIPAC, til Information. "I maj og juni talte Netanyahu offentligt om sin nye fredsplan, men intet blev rapporteret."
- En ny fredsplan?
"Ja, jeg har her et dokument, der indeholder vidtgående idéer fra den israelske regering. Som De vil se, er nogle af detaljerne ret dramatiske. Vores opfattelse er, at planen ikke udelukker en eller anden form for palæstinensisk stat. Ser De, Netanyahu har aldrig været en ideolog, men en pragmatiker. Hans betingelse for at starte direkte forhandlinger er, at Arafat slår ned mod terrorismen."
Selv om Information aldrig modtog dokumentet fra AIPAC, er det nok på sin plads at fremhæve, at Oslo-aftalen fra 1993 heller ikke "udelukker en eller anden form for palæstinensisk stat." Tværtimod skal dens status og flere andre spørgsmål drøftes som sidste led i fredsprocessen, efter at Israel har overgivet hele Vestbredden, inklusive jødiske bosættelser, til de palæstinensiske myndigheder i 1999.
Med en snert af sarkasme kunne man sige, at det tilsyneladende nye i Likud-regeringens indstilling er en vilje til at rømme de to bantustater, Gaza og Vestbredden, og give dem en eller anden form for selvstændighed. I den forstand ligger Netanyahus endemål tæt op ad den tidligere arbejderregerings tanker.
Forskellen er blot den afgørende, at Likud ønsker at starte drøftelserne, inden Israel har opfyldt den i Oslo-aftalen lovede overdragelse af territorier til Yasser Arafats regering. Det ville svare til at fratage palæstinenserne deres eneste stærke kort i de afsluttende forhandlingerne - nemlig deres kontrol med to stykker land i det gamle Palæstina. Hvis Arafat var en idiot, ville han give sit samtykke til Netanyahus plan. Men det er han jo ikke.
Såvidt Likud-regeringens tro forsvarere i Washington. AIPAC, den såkaldte "jødiske lobby" i USA, bliver ofte fra et arabisk synspunkt tilskrevet en diktatorisk indflydelse over amerikansk politik i Mellemøsten. En sådan opfattelse er klart overdrevet. Det indenrigspolitiske pres fra amerikanske jøder var en vigtig brik i USA's ubetingede støtte til Israel i efterkrigstiden, men ikke den eneste.
Sovjetunionens alliance med de arabiske stater, PLO og andre palæstinensiske grupper spillede mindst en ligeså vigtig rolle. Israel blev USA's brohoved i en inddæmning af kommunismen. Nu er denne trussel i Washingtons øjne blevet afløst af den islamiske fundamentalisme, hvis popularitet stiger i lande som Egypten og Jordan. I Iran og Irak sidder fjendtlige regeringer stadig ved magten. Derfor kan lobbygrupper som AIPAC stadig have en så stor gennemslagskraft i den amerikanske opinion.
Der er imidlertid en grænse. Forleden under en middag her i Boston med syv amerikanske forretningsfolk var den generelle holdning, at USA kan ikke fortsætte med at poste milliarder af dollar til Israel hvert år. Det var forståeligt under den Kolde Krig, men det kan ikke fortsætte i en evighed.
Set fra Amerika i 1990'erne er terrorisme og fundamentalisme mindre håndgribelige trusler end kommunismen var i gamle dage. Derfor må en organisation som AIPAC snart indstille sig på, at en højre-regering i Israel ikke kan regne med få carte blanche fra USA til at skrotte fredsprocessen eller suspendere den, som Netan-yahu nu gør, uden at risikere alvorlige politiske konsekvenser for alliancen mellem Israel og USA.
Meget står således på spil under Madeleine Albrights tur rundt i Mellemøsten. Det ved den jødiske lobby, så propagandaen har fået en ekstra tand. Pro-israelske politikere har f.eks. lagt et enormt pres på præsident Bill Clinton og hans udenrigsminister.
Et brev, offentliggjort på en helside i New York Times, indledte med følgende sætninger: "Kære Hr. Præsident. Verden oplever igen med rædsel, at uskyldige mennesker bliver sprængt i stykker på markedet i Jerusalem. Alligevel fortsætter vores regerings upartiske politik i Mellemøsten, helt i strid med virkeligheden. Det er galt. Kun nogle få uger efter bombeattentatet i juli omfavnede Arafat offentligt lederen af Hamas..."
Appellen var underskrevet af en håndfuld demokratiske og republikanske senatorer, herunder formanden for senatet Trent Lott.
Selvfølgelig skal terror mod uskyldige fordømmes. Men spørgsmålet er, om man skal imødekomme Hamas' erklærede mål: at ødelægge Oslo-aftalen. Indtil sin død nægtede tidligere premierminister Yitzak Rabin at følge denne logik. Hans efterfølger Simon Peres lige så. Netanyahu synes derimod at byde lejligheden til at vinke farvel til fredsprocessen velkommen. I denne snævre forstand deler Likud og Hamas et fælles mål.
Uagtet sit politiske talent og skarpe tunge, sidder Madeleine Albright i fedtefadet. Denne rejse er hendes ilddåb som leder af det amerikanske diplomati. Hun havde ønsket at gennemføre den på et tidspunkt, hvor konkrete resultater var sikret på forhånd, men det er helt udelukket. Mellemøsten fungerer efter sin egen indre dynamik, ganske uafhængig af amerikansk indenrigspolitik. Hendes forgænger Warren Christopher foretog tyve rejser ...
Gang på gang har Bill Clinton understreget, at USA ikke vil lægge pres på nogen parter. Det er ikke en mæglers rolle. Han gentog dette, da Albright besøgte Det Hvide Hus inden sin afrejse.
Men hvad vil palæstinensere tænke, når Arafat bliver pålæst lektien af Albright og afkrævet undertrykkelse af Hamas? Eller hvis Kongressens to kamre som straf for Hamas' terror enes om at suspendere amerikansk hjælp til de palæstinensiske territorier i tre måneder? Skal Likud-regeringens ikke holdes ansvarlig for de planlagte bosættelser i det østlige Jerusalem og på Vestbredden, som klart er i strid med Oslo-aftalen? For lukningen af forbindelsen mellem Gaza og Vestbredden? For tilbageholdelsen af momsindtægt betalt af palæstinensere i Israel? Her vil Albrights politiske mod virkeligt komme på prøve.
I sin tid sagde præsident George Bush og udenrigsminister James Baker nej og atter nej til, at amerikanske dollar subsidierede opførelsen af jødiske bosættelser i palæstinensiske områder besat af Israel. Det er i strid med Geneve-konventionen fra 1949 og FN-resolutionen nr. 242.
Endnu har Clinton ikke haft modet til at sige nej til Likud. I et enkelt tilfælde har den demokratiske præsident turdet åbne munden; I vinter da han med alvorsmine kaldte Netanyahu og Arafat til hastebesøg i USA for at sikre overleveringen af Hebron i overenstemmelse med Oslo-aftalen. Det lykkedes. Ellers virker det som om amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten drives fra Jerusalem, og ikke fra Washington.
Hvis denne vægelsindede linie fortsætter, har USA meget at tabe og lidt at vinde. Allierede som Egypten, Jordan og Saudiarabien vil ikke stiltiende se fredsaftalen falde til jorden. USA kan regne med en haglbyge af beskyldninger for at være Israels mundstykke, ikke den erklærede upartiske garant. Det hidtige samarbejde mellem disse arabiske lande og USA risikerer at blive lagt på is.
Saudiarabien meldte forleden afbud til et økonomisk topmøde i oktober i Quatar, hvor Israel deltager. Initiativet til mødet var amerikansk.
Men der er selvfølgelig altid håb om at redde et eller andet. Det afhænger først og fremmest af Albrights mandat. Kan hun få overtalt Netanyahu til at gå tilbage til Oslo-formlen - at bytte land for fred? Det har premierministeren hidtil afvist, med mindre Arafat giver sig og knuser Hamas med bistand fra den israelske efterretningstjeneste.
Foreløbig synes kløften mellem de to ledere at være umulig at indsnævre. Dertil er den gensidige mistillid for stor. Har den amerikanske udenrigsminister ukendte godter at hive op ad posen? Det ved vi snart. Alternativet er for
deprimerende at gruble over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu