Læsetid: 3 min.

Alligevel og dog

20. september 1997

RADIO OG TV
Først sagde den ikke mere så nye tv-direktør Bjørn Erichsen, at DR2 var en oplagt mulighed for at bringe magasinprogrammer for lystfiskere og andre liebhavere til smalle programmer. Senere meldte han ud, at magasinprogrammer var noget, man for enhver pris ville ungå.
Det var i den hede debat om de forskellige kunstarters repræsentation i tv, og helt hang det jo ikke sammen. Heller ikke, at DR en postgang senere så alligevel indførte et magasinprogram, som nu kører fast hver fredag aften. Ganske vist er det et magasin for den samlede kultur og ikke de enkelte genrer, men hellere noget end intet.

Dog, bogfolket er stadig ikke tilfreds. Programmet har kørt nogle få gange. I det første havde man valgt at sende en selvstændig dokumentarfilm om en fransk kunsthandler. Den fyldte ca. halvdelen af magasinet og kunne med mere ret have været et selvstændigt programpunkt, men selvfølgelig...man må se tiden an.
Et gode er at den klassiske musik er kommet med ind over, bl.a. i et indslag om Suzuki-undervisningen i Danmark, den særlige japanske indlæring af violinspil gennem 'kopiering'.
På tirsdag udkommer et trebindsudvalg af Jørgen Gustava Brandts digte gennem 50 år. En stor lyrik-begivenhed, hvor det bliver interessant at se, hvad tv stiller op. Gustava Brandt har ført sig frem som en hel lobby - det blev han i al fald beskyldt for af tv-folket - i den hensigt at få indført et fast bogprogram. Aldrig så snart var kulturprogrammet i æteren, før han her i bladet gik ud med en hvas kritik af studieværten Adrian Hughes for at mangle musikalitet i forhold til kunsten.
Og Hughes er da heller ikke ligefrem sprudlende, omend journalistikken er regulær nok. DR har aldrig som TV 2 forstået, at rollen som studievært kræver særlige egenskaber og kvaliteter. Det virker, som om DR bare udnævner, hvem man nu har fastansat og derfor har lige ved hånden, til det vanskelige og krævende job, det er at kommunikere bredt og udadvendt.
Og det er måske i virkeligheden sandheden: At når man nu har ansat så mange, som man har, så skal de for enhver pris også bruges, uanset om de er egnede til jobbet eller ej.

Samtidig med at magasinprogrammet nølende er indført, har tv-cheferne fortsat haft travlt med at lægge afstand til kritikken og f.eks. skaffet tal for, at Pivots populære litteraturprogrammer i Frankrig "kun" blev set af noget over en million seere. Hvilket da også er mindre, end bulletiner dernede fra har ladet ane, men alligevel er det da en god håndfuld, ikke sandt?
Og man har åbenbart turdet at give programmerne betydning ved at lægge det i den bedste sendetid, hvad vores public service-kanaler har kviet sig ved. Skønt det er deres opgave ikke enøjet at se på seertallene, men også skønne, hvad der måtte være væsentligt i og for et kultursamfund.

Tv-chefernes argumentation har for begge kanalers vedkommende også handlet om, at man dækkede litteraturen ind i andre programtyper, og sandt er det, at i hvert fald TV 2's morgenfjernsyn i denne tid meget ofte inviterer forfattere ind i synet. Og at man oven i købet giver dem lang snor dvs. længere taletid, end de formentlig ville få i et bogligt magsinprogram.
I går var succes-dramatikeren Peter Asmussen i stolen hos Meyerheim og fik sagt vigtige ting om, hvordan "dansk dramatik" behandles stedmoderligt på teatrene, gemmes væk på teatrenes små scener og i det hele taget omgives af en aura af, at dansk dramatik er noget, man skal være venlig overfor. Og ikke noget man frivilligt ser. I stedet for at gøre det til en begivenhed.
Et af de mest tåbelige argumenter, der er fremført i debatten om bogprogrammer, er for øvrigt, at de ikke er egnede for tv, men kun for radio. For det gælder jo udelukkende oplæsninger, men bøger kan behandles på mange andre måder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu