Læsetid: 5 min.

Den alvorligt ironiske seer

30. september 1997

Melankoli og humor i Jean Rouauds beskrivelse af en forbandet ungdom

Ny bog
En af jeg-fortællerens venner i Jean Rouauds tredje roman Verden - sådan set, den oprørske Gyf, har i studenteroprørets tidlige fase optaget en eksperimenterende og revolutionerende film.
Den fremstiller et samleje i en stor rustik seng mellem vennen og en ung pige med pragtfuld hårpragt, mens halvnøgne blomstersmykkede piger og spillemænd danser rundt om sengen. Jeg-fortælleren skal på sin violin lave musik til filmen, et verdensmusikagtig akkompagnement i indiansk-bretonsk stil.
Filmen bliver fremvist på et lærred, som er et sædplettet lagen, og skal ifølge ophavsmanden føre bevis for, at kunsten først og fremmest er en kærlighedsakt.
Denne oprørske avantgardefilm, der skal tilbageerobre kærligheden og kunsten fra den perverterede kapitalisme annektion af disse livsmagter, har såmænd som titel "Gravmæle for bedstemor". Og den er ikke ironisk ment. Den dialektisk argumenterende studenteragitator vil med oprigtig alvor mindes den bedstemor, der i stedet for forældrene har opdraget ham.

Et stort tomrum
Der er mange gravmæler i denne tredje bog af Jean Rouads slægtssaga og udviklingshistorie fra Bretagne, der så fornemt forbinder den lille historie og det almindelige liv med den store historie. I Verden - sådan set er faderen, den fantasifulde, modige og kærlige fader, som man lærte at kende i Store mænd faldet væk og har efterladt sig et vældigt tomrum, familien og slægten har virkelig mistet sit hoved, og verden har mistet både perspektiv og dybde, det er som om selve Historien og meningen er faldet væk.
Fortælleren, drengen og den unge mand, hvis alter ego er Jean-Arthur med tydelige henvisninger til Rimbaud i det værk, han sidder og drømmer frem i sit kollegieværelse, reagerer på tomheden ved at forsvinde ind i sin nærsynethed.
Efter faderens død knuses hans brilleglas ustandselig, og som ung opgiver han af forfængelighed at gå med briller, men også fordi den tågede perspektivløse verden er behageligere end den klartseendes, der alt for tydeligt afslører grimheden i omverdenen og sadistisk grusomhed hos de lærere, han bliver udsat for på kostskolen.
Nærsynetheden bliver et værn mod verden og giver til gengæld rum for endeløse dagdrømmerier. Men det tågede syn bliver også en hindring for den bevægelse, han skal foretage væk fra gravmælerne også faderens, til at se sig selv og blive del af verden.
Ligesom han i fodboldspillet på de lokale landsbyhold ikke kan komme i spil med sit eget hold, men giver solistiske opvisninger i dribleteknik, kan han heller ikke komme i spil med sin omverden og foretage sin bevægelse hen mod det afgørende, skræmmende og begærede møde med det andet køn, som skal hjælpe ham med sin anden fødsel.
Også ved mødet med pigerne udgør brillerne eller nærsynetheden et næsten uoverstigeligt besvær.
Jean Rouad fortæller denne historie om det almindelige banale liv med masser af forsømte forår og forbandet ungdom i en iagttagende og reflekteret stil, som har sin særegne blanding af humor, der kan blive fuldstændig grotesk, og inderlig følsomhed, der også rækker til kosmiske syner og store lyriske påkaldelser.
Ironien, som opstår af den distancerede iagttagelse af fortælleren og hans omverden, som der bliver stærkt brug for i beskrivelsen af studenteroprøret med fraktionsdannelser og diskussioner af paroler til demonstrationer, svigter aldrig personerne.
Rouad har på én gang et skarpt og mildt blik som sammen med den intelligente sproglige præcision gør, at jeg-fortællerens dybt melankolske univers bliver gennemtrængt af en for læseren livgivende humor.

Desperat forelskelse
Sådan er Rouad ikke bange for at lade sine gravmæler, som han kan beskrive med en inderlig følelse, så man næsten kan føle, at stenen bliver væltet fra graven, indgå i en grotesk dagdrøm. Vores helt, som er desperat og umuligt forelsket i en velhavende skolekammerats elegante søster betragter på en af sine ensomme vandringer i St. Nazaire byens monument over de faldne fra Første Verdenskrig.
Den gigantiske udryddelse af den unge mandlige befolkning, temaet for Rouauds første bog "Ærens mark", anskueliggøres i de lange rækker af navne på monumentet. Monumentet indgyder ham et håb om, at der blot kunne komme en krig med et lignende mandefald, hvor han selvfølgelig blot bliver såret. For så ville der også være en chance for de umulige unge mænd, for de splejsede nærsynede og dem med grimme briller. I sit drømmeri ser han allerede den elskede for sig i sygeplejerskeuniform.
At læse Verden - sådan set er som at befinde sig i selskab med en stumfilm med en Buster Keaton-lignende helt i hovedrollen.
Det almindelige og det menneskelige bliver tydeligt og fyldt af betydning i sin blanding af melankoli og humor, der genskaber verden i en vidende uskyld. Og der er det almindelige livs sejhed i dette livsbillede. Det går. Livet sætter sig igennem ikke som forventet, alligevel bliver jeg-fortælleren både beruset og seende som sin digterhelt Rimbaud. Og filmen om bedstemors gravmæle, der i overensstemmelse med sin egen æstetik om at give livet tilbage til kunsten brænder op, ender med at blive fortællerens største og vigtigste fimoplevelse.
I vekselvirknigen mellem den store og lille historie, hvor omdrejningspunktet i trilogien er Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og Studenteroprøret fremstår det sidste trods ironien som en befrielse og en mulighed. Vitaliteten og tilliden i dets første faser falder sammen med jeg-fortællerens kommen til sig selv og til verden. Sådan bliver 68 og dets opgør med tomme autoriteter et øjeblik i det 20. århundredes historie, som ikke efterlader store monumenter med lange navnerækker af faldne, men erindringer om en opbrændt film og ansigter, der bliver synlige.
Med sin intense og følsomme synliggørelse af det almindelige liv vækker Rouaud også til eftertanke i forhold til de dommedagssyner, der falder ned over os ved slutningen af det 20. århundrede. I forhold til dem og deres tunge, men måske også noget endimensionale perspektiver bliver Verden - sådan set en legende og vidende modsigelse.
Trods de skæbnetunge skygger, som den store historie også hos Rouad kaster over menneskers livsmuligheder, anskueliggøres det levendes muligheder som en realitet med Rouads bevægelige og skiftende skrivemåde i det labyrintiske mylder af menneskeskæbner, deres møder og de syner, berøringer og tanker, de fremkalder

*Jean Rouad: Verden - sådan set. På dansk ved Hans Peter Lund. 208 sider. 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu