Læsetid: 3 min.

Andet end B & B

13. september 1997

Til Næsen
Efter nogle halvsløje år i første halvdel af årtiet - især i Bordeaux - klapper de franske vinproducenter atter i hænderne - hvis de da ikke gnider sig i dem. God Bourgogne har hele tiden været dyr, og det bliver den nok ved med at være. Og for de klassificerede vine i Bordeaux synes priserne at være gået helt grassat. Japanerne køber det hele, ligesom amerikanerne i en årrække har støvsuget Bourgogne.
Når elefanterne slås, går det som bekendt ud over græsset, og danske venner af fransk vin må nok efterhånden se i øjnene, at de må søge deres fornøjelser andre steder end i Bourgogne og Bordeaux - hvis de da ikke har vundet den store gevinst i lotto eller skrabespil.
Det er nu ikke så galt endda. Det vil blandt andet betyde øget opmærksomhed om andre gode franske vindistrikter og give nyt liv til masser af gode producenter, der hidtil med rette måske har følt sig lidt oversete.

Lad os for eksempel se på en lille appellation som Gigondas i det sydlige Rhône. Her er 1200 ha beplantet med druesorter som Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault, som passer perfekt til klimaet og jorden. De røde Gigondas' er har fylde og kræfter og det, franskmændene kalder goût de terroir. Der er masser af alkohol, syre, svesker og krydderier i vinen, der både smager godt ung og lagrer godt. Alt i alt er der i heldige tilfælde tale om vin, der giver alt, hvad man kan ønske sig. Erik Sørensens Vinhandel er begyndt at tage vin hjem fra en af Gigondas' topejendomme, Amadieu, og det unge team Pierre Amadieu og Thibault Lacroix fra huset kom forbi tidligere på ugen med nogle flasker. De ligger i prisklassen 60-70 kroner. Prøv at finde en Bordeaux der smager lige så godt til den pris. De kommer til at lede længe. Og Gigondas' nabo, Vacqueyras, er stort set lige så god, og endda lidt billigere. God Côtes du Rhône Villages har givetvis også fremtiden for sig.

Nogle dage senere var jeg gæst i sommelier-foreningen til et yderst instruktivt foredrag/smagning af topvine (Jaboulet, Guigal,Chave m.fl.) fra Hermitage lidt længere nordpå i Rhône. Her bevæger vi os prismæssigt i et noget højere luftlag, men der er ikke tale om priseksplosioner som for top-Bordeaux. Det er vin, der kræver tålmodighed - men så har man også et glas, der klæder velhængt vildt bedre end stort set alt andet.

Kender de Henrik Madsen? Hvis ikke, skulle de unde dem selv en tur til Sølvgade 94 i København, hvor han just har fuldført ombygningen af sin vinhandel, der hedder Millésime. Her er både et meget smukt salgslokale og en kælder så indbydende, at man har svært ved at løsrive sig. Henrik Madsen er en mand, der kun finder fornøjelse i at handle med det bedste - vinhåndværk, som han kalder det. Hvis man er på jagt efter noget specielt, er man kommet i de rette hænder.
Det gælder store og kostbare vine, men det gælder lige så fuldt mere ukendte, men dygtige producenter fra mere ydmyge områder.
Faktisk er Henrik Madsen måske bedst kendt i inderkredsen som en virkelig kender af det store og diffuse stykke Sydfrankrig, der er kendt som Midi.

Herfra kommer stadig masser af jævn hverdagsvin uden andet end lokal interesse, men 15-20 procent af Midis produktion har gennemgået en dramatisk kvalitetsforbedring gennem det seneste årti. Det er vine, man kun finder ved grundigt lokalkendskab - eller ved at alliere sig med en kender som Henrik Madsen. Han fik alt fald mig overbevist om, at Midi er værd at holde øje med fremover - både de bedre Vins de Pays og nogle af de nyere AOC-områder, der er kommet til.
Mange af druerne er de samme som i Rhône, hvilket er naturligt, det varme klima taget i betragtning. Mere overraskende for mig var, at en sart drue som Pinot Noir oppe i de mere kølige højder kan give dejlige, umiddelbare og sunde vine så langt mod syd.
Jeg synes virkelig, De skulle lægge vejen forbi Millésime; det er et godt sted. Men tag pungen med - fristelserne er store og mange.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her