Læsetid: 4 min.

Om en atomar drøm

22. september 1997

Frankrig satsede alt på at virkeliggøre drømmen om et lukket, selvforsynende atomart kredsløb. Nu vågner man op til virkeligheden

Det var en smuk højteknologisk drøm. En hel park af reaktorer, der frigør den indespærrede energi i det ellers unyttige grundstof uran ved at spalte dets atomkerner. Dertil knyttet et nukleart oparbejdningscenter, der ud af det brugte uranbrændsel udskiller et helt nyt, under reaktordriften dannet grundstof kaldet plutonium, der i sig selv er spalteligt. I forlængelse heraf en særlig type reaktorer, der udnytter dette plutonium som brændsel og i processen danner mere plutonium end der bruges. Tilbageførsel af denne reaktortypes brugte brændsel til oparbejdningscenteret, hvor det nydannede plutonium udskilles og sendes tilbage til de første reaktorer som nyt brændsel. Et nydeligt økologisk kredsløb, der lover energi i det næsten uendelige.
Frankrig er det land, der er kommet tættest på at realisere drømmen. Frankrig har over 50 atomkraftværker, der med uran som brændsel sikrer 77 procent af landets elforsyning. Frankrig har et stort oparbejdningsanlæg ved La Hague ud til Atlanterhavskysten, hvor plutonium kan udvindes og gøres klart som nyt nukleart brændsel. Og Frankrig har nær Lyon en formeringsreaktor - Superphénix - der er indrettet til at køre på dette plutonium og samtidig danne et overskud af selvsamme stof. Det hele under stram statslig kontrol, befriet for markedets lønsomhedskrav og unødig folkelig indblanding.
I dag er den smukke tekno-økologiske drøm ved at udvikle sig til et mareridt. Det gigantiske projekt synes på vej til at gå i opløsning fra den ene ende af.
Superphénix
Nedturen startede på Superphénix. Formeringsreaktoren, der er designet til at levere 1200 megawatt elektricitet - som et par Barsebäck-reaktorer - blev bestilt tilbage i 1972 og byggeriet indledt i 1977. I 1986 stod det klar til at blive koblet på elnettet, men i de passerede 11 år har det alene kørt på fuld kraft i ti måneder. En lækage i kølesystemet tvang det til lukning i 1987, og det samme skete i 1990. Et magert udbytte af en investering, der angives at være løbet op i mere end 60 milliarder kroner.
I 1994 tog man konsekvensen og besluttede at ændre på Superphénix' design: drømmen om at få formeringsreaktoren til at formere brændslet - danne et overskud af plutonium - blev opgivet. Fremover skulle reaktoren alene afbrænde det plutonium, der dannes under de traditionelle atomreaktorers drift og siden udskilles på La Hague.
Den plan holdt indtil marts i år, hvor den højeste juridiske myndighed i Frankrig tilbagekaldte tilladelsen til Superphénix' idriftsættelse som plutonium-afbrændingsanlæg. I juni meddelte premierminister Lionel Jospin - efter en politisk handel med sin miljøminister, De Grønnes leder Dominique Voynet - at Superphénix helt skal "opgives".
Det indebærer, at der formentlig skal betales kompensation til 2.500 forskere, teknikere og leverandører, foruden en erstatning på omkring 20 mia. kr. til Tyskland og Italien, der har aktier i Superphénix.
Aben på La Hague
Med Superphénix ude af billedet placeres aben hos oparbejdningsanlægget i La Hague.
Her mangler man nu en aftager til det plutonium, der i en stadig strøm ankommer som del af det brugte brændsel fra landets atomkraftværker. Plutonium er dødeligt giftigt, har en radioaktiv halveringstid på 24.000 år og kan misbruges til fremstilling af atomvåben. Ti kilo er nok til en primitiv bombe - La Hague udskiller 15.000 kilo årligt fra atomkraftværkernes brugte brændsel. Derfor er det mildest talt uholdbart ikke at have nogen mulighed for at tilintetgøre det, sådan som det skulle være gjort i Superphénix. La Hague kan ende med at blive kvalt i det menneskeskabte grundstof, der skulle have været kilde til store indtægter og uendelige mængder energi.
Skæbnen kan imidlertid indhente oparbejdningsanlægget, før det når så vidt. Tidligere i år præsenterede British Medical Journal en videnskabelig undersøgelse, som dels peger på en forøget forekomst af kræftsygdommen leukæmi blandt børn i området omkring La Hague, dels hævder at anlægget udleder større mængder radioaktive stoffer med sit spildevand end officielt oplyst.
Skandalerne
Sagen har udløst flere skandaler. Først da et medlem af en regeringsnedsat kommission til undersøgelse af La Hague i juni trådte tilbage i protest mod sin kommissionsformand, Charles Souleau. Souleau blev af sin kollega beskyldt for at have manipuleret offentligheden ved at præsentere strålingsdata leveret af La Hague som om de var den uafhængige kommissionens egne.
I august trådte Souleau så selv tilbage. Det skete efter afsløringen af et internt notat, hvori Souleau stempler miljøorganisationen Greenpeace som værre end en religiøs sekt, terrorister anno 2000 og som inspirerende til "et gigantisk kollektivt selvmord" via sine skræmmekampagner.
Greenpeace kom ind i sagen, da et usædvanligt markant lavvande i foråret blotlagde mundingen på La Hagues spildevandsledning ud i Den engelske Kanal. Greenpeace foretog målinger på spildevandet og afslørede, hvad man opfatter som foruroligende høje mængder radioaktivitet. I juli fulgte miljøminister Voynet sagen op ved "af forsigtighedsgrunde" at forbyde fiskeri og fritidssejlads i området omkring spildevandsudledningen.
Siden har Greenpeace ved hjælp af dykkere fortsat sine målinger på stedet og forleden afsløret, at en aktuel 'rensning' af spildevandsrøret har mangedoblet strålingsniveauet på havbunden i den umiddelbare nærhed. Greenpeace har også filmet radioaktive affaldstønder fra La Hague på havbunden, 250 meter fra den lokale badestrand.
La Hague har svaret på Greenpeaces aktiviteter ved først med egne dykkere at fjerne miljøorganisationens måleudstyr på havbunden og forleden ved at gå til domstolene med krav om bøder på en halv million kroner, hver gang Greenpeace giver sig til at måle nær spildevandsledningen.
Hele affæren har sat oparbejdningsanlægget i et overordentlig dårligt lys. Og med visheden om, at der ikke længere er nogen aftager af det farlige plutonium, der udskilles på anlægget, er man nu i Frankrig begyndt at spørge sig selv, hvilken fremtid La Hague egentlig har.
Skulle svaret ad åre blive, at det ingen fremtid har, ruller bolden baglæns til de godt 50 franske atomkraftværker.
For hvilken fremtid har de, hvis der ikke længere er noget anlæg til at tage imod deres strålingsfarlige, plutonium-holdige affald? jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her