De caribiske bananproducenter satser måske på narko, hvis WTO får EU-landene til at droppe favorabel bananordning
De bananproducerende lande i Caribien kan blive klemt og kastet ud i social og økonomisk uro, hvis Den Europæiske Union vælger at rette sig efter en afgørelse i verdenshandelsorganisationen, WTO's uafhængige appeldomstol.
EU's bananordning, der giver bananer fra tidligere europæiske kolonier, de såkaldte AVS-lande i Afrika, Caribien og Stillehavsøerne, adgang til det europæiske marked på favorable vilkår, er atter engang blevet erklæret i strid med WTO's handelsregler.
USA har sammen med Mexico, Honduras, Guatemala og Ecuador klaget over, at EU derimod har stramme importkvoter og lægger ekstra høje toldsatser på bananer, der kommer fra Latinamerika.
EU har hidtil nægtet at rette sig efter en WTO-panelafgørelse, der underkendte den diskriminerende bananordning og har henvist til, at man har været forpligtet til at støtte de tidligere kolonier af hensyn til Lomé-aftalerne.
Men efter at have tabt appelsagen ved WTO kan EU enten blive tvunget til at ændre sine regler eller udbetale økonomisk kompensation.
Repræsentanter fra de caribiske østater frygter, at EU-landene, under pres fra bl.a. det liberale Tyskland, vil vælge at følge WTO-afgørelsen og give alle bananproducerende lande fri adgang til sit marked. Hvis det sker, vil det være en bombe under de caribiske landes skrøbelige økonomier, fordi de er stærkt afhængige af handlen med bananer.
Marshall Hall fra de caribiske bananeksportørers sammenslutning, siger i kommentar, at "afgørelsen afspejler WTO's blinde jagt på frihandel, uden at tage hensyn til små udviklingslandes interesser."
Caribiske bananøkonomier
For de fire Windward Islands (Grenada, Dominica, St. Lucia og St. Vincent og Grenadinerne), som er de betydeligste bananproducenter i regionen, udgør bananer ca. 50 procent af valutaindtjeningen og tegner sig for ca. 15 procent af BNP.
På St. Lucia - regionens største bananeksportør - arbejder en fjerdedel af befolkningen i landbruget, som for det meste producerer bananer. Dertil kommer dem, som er ansat til at transportere bananerne, fremstille kasser og udføre papirarbejdet i forbindelse med eksporten. Det er på forhånd klart, at fri konkurrence på bananmarkedet vil betyde et farvel til den vante indtægtskilde for mange producenter på Windward øerne.
De vil få meget svært ved at klare sig overfor "dollar-bananerne", som de multinationale koncerner, Chiquita og Del Monte, fremstiller i de latinamerikanske lande. På grund af højere produktionsomkostninger er de caribiske bananer nemlig dyrere end bananer produceret i for eksempel Ecuador eller Mexico.
De høje produktionsomkostninger skyldes blandt andet, at de caribiske østaters bananer dyrkes på mindre familiebrug, hvis arealer er opdelt i mindre parceller på grund af øernes kuperede terræn.
I modsætning hertil dyrkes dollar-bananerne på enorme plantager, hvilket giver stordriftsfordele.
Udnyttelsen af det forhåndenværende areal er også dårligere i Caribien. Mens der på St. Lucia i snit kan dyrkes syv tons bananer pr. hektar, yder en typisk latinamerikansk plantage cirka 17 tons pr. hektar. Desuden plages de caribiske øer ofte af orkaner, som går ud over bananhøsten, hvilket ikke er tilfældet i Latinamerika. Windward øerne ligger - som navnet siger - i "vindsiden".
Produktionsomkostningerne på en latinamerikansk plantage er kun tre femtedele af omkostningerne på St. Lucias bananplantager. Selve produktionsomkostningerne udgør reelt dog kun cirka en ottendedel af salgsprisen i Europa. Resten består af omkostninger til fragt, modning og især mellemhandlere.
Narkoen lurer
Uanset om EU vælger at slås for sin bananordning, så vil Lomé-aftalen - og dermed også bananregimet - sikkert ikke skærme AVS-landene fra konkurrencen fra verdensmarkedet i al fremtid. Lomé-aftalen udløber ved årtusindskiftet og står overfor en kraftig reform.
Årsagen er, at Lomé-aftalen åbenlyst ikke har opfyldt sit formål - at styrke de tidligere koloniers økonomier så meget, at de kan stå på egne ben. De fleste kolonier er fortsat udprægede mono-økonomier, som er afhængige af enkelte afgrøder. Mange er desuden stærkt forgældede. De caribiske østaters industriproduktion er ikke særligt stærk, og landene er afhængige af indtægter fra enkelte sektorer. Bananregimet er delvist skyld i dette, da det har skabt incitamenter til at fortsætte produktionen af en vare, som ikke er konkurrencedygtig på det (frie) internationale marked.
EU er indstillet på at bidrage til en omstilling af øernes økonomi og har afsat 165 millioner dollar til dette formål over de næste fem år.
EU's plan er at udpege de konkurrencedygtige bananproducenter, mens de øvrige producenter skal have incitamenter til at gå over i andre sektorer.
WTO-afgørelsen ser ud til at fremskynde en udvikling, som ville være sket alligevel, men østaterne fastholder, at de behøver mere tid til at få gang i produktionen af andre produkter.
Østaterne presser den amerikanske regering på et ømt punkt. De argumenterer med, at det bratte tab af den favorable adgang til EU-markedet kaster bananproducenterne i armene på narkohandlere, der ser øerne som en adgangsvej til det amerikanske marked.
Det er ikke ren retorik, og en amerikansk rapport har fornylig påpeget, at det er et reelt problem. Desuden bliver der fundet og ødelagt stadig flere hashplanter på øerne af amerikansk finansierede ekspeditioner.
Hvis EU bliver tvunget til at opgive sit bananregime, vil man sikkert forsøge at yde bistand til landene ad anden vej. De 165 millioner dollars er et udtryk for EU's fortsatte engagement i landenes udvikling. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan østaternes udviklingsstrategi skal defineres.
En fortsat fokusering på landbrugsprodukter vil - selv om man spreder produktionen på flere og mere forædlede fødevarer - gøre landene følsomme overfor udsving i priserne på verdensmarkedet. Desuden er det et spørgsmål, om de caribiske østater nogensinde vil kunne blive konkurrencedygtige på verdensmarkedet på grund af deres klimatiske og geografiske ulemper.
Caribisk marked
Klimaet lægger også en begrænsning på en anden sektor, der ellers er en oplagt substitut for bananindustrien: turismen.
Her har St. Lucia gode muligheder og er allerede et eftertragtet feriemål, men Dominica og St. Vincent har færre strande og mere regn (men stort set lige så mange bananproducenter).
Hver for sig er landene så små, at en industriproduktion rettet mod hjemmemarkedet ikke har mange chancer for at opnå stordriftsfordele.
Derfor er udviklingen hen imod et regionalt hjemmemarked en fordel. Der har tidligere været planer om at skabe en tæt union mellem en række af de caribiske lande, men udviklingen har stået i stampe siden starten af halvfemserne.
Bevægelsen imod større integration synes imidlertid at have fået nyt momentum efter udskiftningen af flere af øernes premierministre og tilkomsten af en ny generation af politikere. Landene er i forvejen fælles om den øst-caribiske dollar, som er låst i en fast kurs overfor den amerikanske dollar. Nu sigtes der på at forstærke handelssamarbejdet mellem landene.
WTO's afgørelse kan derfor tænkes at få en dobbelt effekt. Dels vil den nedbryde en omstridt ordning for handel med bananer. Og dels vil den måske medvirke til en uddybelse af handelssamarbejdet i Caribien, så de må leve med færre handelsrestriktioner.
Jørn Fredsgaard Sørensen er cand. scient. pol. og arbejder i Eksport Kredit Fonden.
