Læsetid: 10 min.

Beths nye liv

19. september 1997

Der er vendt op og ned på tilværelsen for narkoluderen Beth R., som Information har fulgt gennem en årrække. Først sent i tilværelsen mødte hun kærligheden

Beth R. klarede sig. Trods en tilværelse, der truede med at blive hendes død enten af fysiske årsager eller for egen hånd, fortsætter hendes historie. Og i uventet retning.
Nu er det aldrig gået efter en snor for den nu 49-årige Beth. Sådan er det stadig. Hurtig efter indflytningen i den lille pensionist-lejlighed, hvor jeg sidst interviewede hende i 1990, måtte hun atter flytte, fordi det ikke gik med at samle pensionister og misbrugere under samme tag. Selv om hun havde den nye lejlighed i fire-fem år, nåede hun aldrig at få pakket ud eller anskaffet møbler.
I begyndelsen fixede hun sin metadon, men aldrig heroin, hun røg lidt hash og fik stesolider. Der stødte blodpropper til bl.a. fordi hun ikke tog sin medicin, hun blev svimmel og cyklede galt. For et par år siden foretog Beth en abort på sig selv - "jeg har stadig strikkepinden, det er en nr. 10". I 1995 fik hun fjernet livmoder og æggestokke.
"Jeg har aldrig haft det bedre," siger hun, selv om hun har kronisk leverbetændelse og skal undersøges for tuberkulose.
Men bortset fra det har hun nu i et års tid været helt 'clean' og i store træk holdt sig fra stofferne i de seneste fem-seks år. Det hulkindede og junkie-farven i ansigtet er væk, hun har fået protese i overmunden og brillerne er ordnet. Sådan hver anden måned tager hun sig en ordentlig tur i byen. På guldøl. Ellers består dagens stimulanser af de mange cigaretter.
Kriminalitet holder hun sig også fra. Bortset fra lidt sort arbejde på en kaffebar, en billig, stjålet cykel og en stang smugler-cigaretter i ny og næ.
"Jeg kører ikke engang uden cykellygte."
Den sidste kunde som prostitueret havde hun i 1988.
Kim
Hvordan er hun kommet der til? Det skyldes stort set ene og alene Kim. Kæresten, som hun gennem snart fire år har boet sammen med. Husstanden er udvidet med kat, og Beth fremviser stolt den nye vaskemaskine.
Kim, der er et par år yngre, er håndværker med fast arbejde, ejerlejlighed og ny bil. Han kender Beths baggrund, men er ifølge hende et åbent, kærligt og bundreelt menneske, der tager hende som hun er.
"Jeg har aldrig prøvet at elske før. Og har nogen elsket mig, har jeg ikke turdet tage imod. Havde jeg mødt Kim for mange år siden, var det ikke blevet til noget. Vi ville ikke have kunnet holde hinanden ud."
Problemfrit har det heller ikke været. Især havde hans familie, der bl.a. består af to voksne børn, svært ved at klare "det tynde, blege stavær med kun en perletand i overmunden". Men også det er de kommet igennem. Sammen. Kim har uforbeholdent støttet hende.
"De var jo bange for, at jeg rev Kim med i lortet. Men hvad regnede de ham for? Han kunne kun drømme om at nærme sig en kodimagnyl."
Og fremtiden?
"Det kan ikke betale sig for os at gifte os. Men Kim og jeg bliver gamle sammen."
Beth bliver aldrig stoffri.
"Jeg ved, det er en krykkestok, og den vil jeg beholde. Herregud, nu har jeg i 20 år været på metadon, og det vil jeg også være resten af livet."
Har hun fortrudt sit liv?
"Ikke en skid. Det kunne ikke være anderledes, og så vil det være idiotisk at bruge tid til at fortryde. Og jeg har været heldigere end de fleste."
Journalen
Journal nr. 28693, 21/11-53: "Vi må vist her erkende vores totale magtesløshed."
Notatet er tidligere amtslæge Vagn Christensens. Han mødte den da fire-årige Beth på Finseninstituttet, socialpædiatrisk ambulatorium. Godt fire år efter skrev hans daværende foresatte, børnelægen Svend Heinild, i journalen om Beth og hendes familie:
"Det er netop det, at den ikke kan klare sig, at den fejler, det er dens sygdom."
I 1967 skrev Heinild Sangen om Grethe. Det var Beths historie, der blot for anonymitetens skyld var blevet sløret lidt hist og her. Denne historie blev fulgt op gennem en årrække her i avisen, hvor jeg i perioden 1977-90 interviewede Beth hvert tredje år.
Den samlede beretning er først og fremmest Beths unikke, personlige historie. Men samtidig er det en beretning fra en bærer af en lang social arv og med mange typiske fællestræk for hele den tunge restgruppe af ældre stofmisbrugere, der begyndte deres misbrug og afhængighed i 1960'erne. Det er en barsk historie, fordi livet har behandlet hende voldsomt. En beretning fra helvedes forgård og om tilværelsen på bunden, der næppe kan ses for slammet. Et liv som paria og uden kærlighed - bortset fra den hun solgte.
Født uønsket
Beth er født uønsket. Moderen var syg. Faderen, der var pølsemand, skulle slås for føden, og der var ikke overskud eller tid til børnene, der måtte klare sig selv. Beth er det tredje af fire børn. Da moderen ventede hende, fik hun afslag om abort af Mødrehjælpen. Den lille Beth blev af moderen karakteriseret som "umulig", "stædig" og "ikke til at styre". Moderen var bange for at komme til at slå det lille barn ihjel.
Indtil hun blev 17 år var Beth urenlig. Hun tissede i sengen, fik tæsk, blev stukket med sikkerhedsnåle over hele kroppen - "sikkerhedsnåle var, hvad mor havde ved hånden" - og sendt i skole uden underbukser - "så alle kunne se min bare røv. Hvor var jeg flov!".
Tæsk var almindeligt - "der er knækket, jeg ved ikke hvor mange bøjler på min ryg," som hun selv siger. Hun var bange og bed negle.
Institutionerne
Begge forældre var børnehjemsbørn, og Beth var selv på børnehjem det første halve år efter fødslen, fordi forældrene ikke havde noget sted at bo. Som fire-årig kom hun på Kysthospitalet i Refsnæs. Herefter fulgte en stribe af institutioner. Indimellem var hun hjemme. I husvildebarakken eller betonslummen.
Hun løb hjemmefra gentagne gange - blandt andet en juleaften. Hun fik stuearrest og blev sendt nøgen ud på køkkentrappen. Mens faderen havde natarbejde, tog moderen mandfolk hjem. Så blev Beth, der dengang var syv-otte år, hentet ind i stuen om natten, så mændene kunne rage på hende.
Nye institutioner fulgte. Hun stak af - "for spændingens skyld" - eller blev smidt ud - "for at have hugget spiritus". I en tid var hun piccoline, men begyndte at pjække. Forældrene blev skilt, og hun kom på pigehjem - "med pigtråd i tagrenden og fadervor før hvert måltid".
Den sidste institution var ligeledes et pigehjem. Her var frit, men friheden var svær at administrere efter 17 års indespærring. Mange af pigerne trak i den indre by. Efter nogen tid blev Beth alfons for en pige. De delte pengene, og det varede et par måneder. Først lidt indimellem, senere hver dag. Beth begyndte at trække på Halmtorvet - "mor kørte mig selv derind i gamle dage. Hun foreslog mig fa'me at gå derind og lave nogle penge. Det var en god idé, så længe hun kunne få penge ud af det."
Prostitution og stoffer
Beth tog kunder i deres biler, og indtil hun blev 18 var der to-tre mænd om dagen. Flere gange har hun været udsat for og selv udøvet vold.
"Jeg sover med en springkniv under hovedpuden - hvis nogen skulle gå forkert."
Alligevel er hun blevet offer for flere forsøg på og gennemførte voldtægter. Tre-fire gange har hun haft kønssygdomme.
Som 17-årig var hun begyndt at komme i Nyhavn. Hun røg og solgte hash og gik i gang med opium. Som knap 18-årig - da hun var blevet afhængig af stoffer - fik hun to måneders fængsel for løsgængeri. Da hun ikke turde sige, at hun var på stoffer - det var ud over opium også ketoganer, stærke smertestillende piller, og hun var begyndt at sprøjte - forsøgte hun selv en nedtrapning i fængslet.
Hun blev smidt ud af pigehjemmet og kom under Dansk Forsorgsselskab - "der sagde jeg, at jeg var på flasken og fik antabus". Arbejdede som hotelstuepige og glasvasker, var på fabrik, sejlede med Englands-båden og pushede.
Sine fornødenheder skaffede hun sig ved butikstyveri. Blev taget i tolden med 10 gram base og kom to måneder i fængsel i Sverige og fik en fornyet betinget dom under forsorgsselskabet. Flere fængselsophold og et dusin betingede domme fulgte, men aldrig domme for vold eller private indbrud. Hendes kriminelle synderegister er langt: Løsgængeri, butikstyveri, pushervirksomhed, indsmugling af stoffer og rulleforretninger. Husleje- og afbetalingsgæld hobede sig op, der var et stort overtræk i sparekassen og ingen penge til at få ordnet briller eller tænder.
Selvmordsforsøg
Som 25-årig fik hun sin første nedtrapning under Kirkens Korshær og var for første gang i otte år stoffri. Herefter arbejdede hun på en kro, stjal spiritus og tog voldsomt på i vægt. Det førte til to ophold på Sct. Hans, hvor hun stak af, blev hentet og stak af igen.
Efter opholdet her tog hun en overdosis sovepiller og vågnede efter fem døgn på Bispebjerg Hospital. Tog igen en overdosis og vågnede efter to døgn på den lukkede afdeling.
Da hun var blevet udskrevet, skulle hun begynde i skole med teknisk forberedelseseksamen. Men hun havde ingen bopæl, lånte en fugtig lejlighed, begyndte at fixe, pjækkede fra skolen, og blev igen afhængig af stoffer. En hurtig ambulant nedtrapning på metadon mislykkedes. Ny nedtrapning og af sted til efterbehandling på landet.
Sammen med et par eks-junkies ville hun starte en dyrepension. De flyttede til den indre bys 'minefelt' og ventede. Men intet skete. Beth begyndte så småt igen at fixe, trak lidt og havde et par faste kunder. Behovet for heroin steg, og så var det atter ind på Halmtorvet. 25-år gammel havde hun seks-otte kunder om natten.
Metadon
Beth kom på metadon, men var stadig afhængig.
"Alene på metadon har jeg en konstant halvnedtur. Jeg har svært ved at sove og mit hoved føles smadret."
Ingen gav hende tilbud om behandling eller støtte.
"Du er i stand til alt for at få metadon. Det er et djævelsk stof."
Hun fik også store mængder stesolid. Fortsatte med at fixe ved siden af og trak fortsat til heroinen. Flere skoleforsøg mislykkedes. Beth fik aldrig den ønskede uddannelse.
Som 24-årig lignede Beth en præstegårdsfrøken. Tynd og med det smalle, lidt spidse ansigt med de uindfattede briller, omkranset af det lange hår, der var delt i midten. Sådan blev det ikke ved med at være. I mange år har hun gjort nat til dag. Tilværelsen tog på hende. Som 30-årig var hun træt. Grå. Og sammensunken.
"Min fysik er som en 90-årig, jeg er gammel og udslidt."
Sygdomme
Munden var et gabende hul med løse tandstumper. Et femkrone stort, dybt skinnebenssår. Benet og foden hævet og gråviolet. Opsvulmede lymfeknuder. I lange perioder lå hun i sengen, havde voldsom hoste, fik kramper og kastede op. Hun kunne ikke klare trappen til 3. sal, underlivet var konstant ømt. Resultat af fejlernæring - "jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik varm mad."
Venerne i arme og ben havde hun i adskillige år ikke kunnet sprøjte sig i, så der var kun fingrene, den del af lysken, der ikke er opereret bort eller brystet tilbage. Den ene finger fik hun amputeret.
"Officielt skyldes det sår efter et uheld med en symaskine. Men reelt var det, fordi jeg havde fixet mig i fingeren og såret ikke ville læges. Af samme grund har jeg også tre store bylder på benet."
De øvrige fingre er blevet halvstive.
Stats-narkoman
Den tidligere sippede hygge på luderpensionen på Vesterbro blev afløst af en laden-stå-til med en sort skraldesæk midt på gulvet, snavset service og fyldte askebægre. I flere måneder havde hun ikke betalt husleje, hun blev smidt ud, og politiet ryddede værelset. Det blev afløst af en 1-værelses pensionistlejlighed på Amager. Bombet ud i en ny social ghetto. Beth blev stats-narkoman på førtidspension.
"Narkoman - de vil skide mig et stykke. Og egentlig forstår jeg dem godt. Siden min mor fødte mig, har jeg været en byrde. Men de ville jo ikke give hende abort."
I sit liv har Beth savnet nære relationer. Moderen har hun ikke set, siden lillebroderen døde af en overdosis. Faderen, der forbrød sig mod hende, da hun var lille, er død.
Graden af håbløshed har vekslet i Beths liv. Kurven har været støt nedadgående - for tilsyneladende at flade ud. I total kedsomhed. Temaet har gennem årene været det samme, men hver gang med nye variationer. Håb og nederlag, tro og afmagt.
Men baggrundstonen i den samlede saga har været uforandret. Trøstesløs. Sådan tegnede situationen sig i beyndelsen af 1990. Først sent kom kærligheden ind i hendes liv.
I Beths journal 29/9-66 skriver Svend Heinild:
"Man kunne også, for at bruge Vagn Christensens udtryk, sige, at hun har reageret normalt på unormale omstændigheder."

*Artiklen er en delvis omarbejdelse af et interview i bogen 'Børn og den nye sociale arv', som Anne Brockenhuus-Schack har skrevet sammen med tidligere amtslæge Vagn Christensen. Bogen udkom i går på forlaget Fremad.
Anne Brockenhuus-Schack er freelance-journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu