Læsetid: 3 min.

Bid i bønnen

5. september 1997

NY FILM
Efter at have nikket den engelske dronning en skalle, slynget salat i sin sure sok og givet sin kæreste en skifteramme i julegave, har den omvandrende katastrofe Mr. Bean kastet sin altødelæggende kærlighed på Los Angeles.
I sin første spillefilm, opfindsomt betitlet Bean, bliver den meget lidt begavede mandsling sendt på opgave i L.A. for sin arbejdsplads, Royal National Gallery i London.
Bean skal eskortere et maleri, Whistler's Mother, til et privat museum i USA, som har købt værket i meget dyre domme. Bean, der kun er kustode og oven i købet en uduelig én, bliver selvfølgelig taget for at være en stor kunstekspert, som ved og kan sige en masse kloge ting om det berømte maleri.
Og ud af den misforståelse kommer der selvfølgelig en masse vanvittigt tåkrummende situationer, hvor Bean kommer tæt på at tage livet af sine omgivelser.
Jeg vil her undlade at fortælle, hvad der sker med Whistler's Mother.
Tv mod film
Det spørgsmål, man må stille sig selv, når man står overfor en film som Bean, er, om en så uartikuleret og ucharmerende person som tv-figuren Mr. Bean kan holde til at blive blæst op til filmformatet og 90 minutter.
I tv-form er Rowan Atkinsons Bean-person med sit egoistiske væsen temmelig morsom. Og de ca. 25 minutter lange afsnit fungerer i kraft af deres sketch-agtige natur og klart definerede punchlines - persontegning og personlighed er der ikke meget af.
Men på film, som er så afslørende og krævende, er der behov for mere end én-dimesionale karakterer og tillige et udvidet birolle-register.
Og det er netop, hvad Mr. Bean-skaberne og Bean-manuskriptforfatterne Richard Curtis, Robin Driscoll og Rowan Atkinson har givet Bean. Mr. Bean er blevet en mere tiltalende person, og hvor han før var en ubehagelig og øretæveindbydende papfigur, er han i filmen et på bunden rart barn, som kun kommer galt afsted, fordi han er så forfærdeligt nysgerrig - en slags filmens Peter Pedal.
Man kan indvende, at film-Bean undervejs har mistet en del af det britiske bid, som er kendetegnende for tv-Bean - at man i forsøget på at gøre figuren spiselig for et amerikansk publikum har gjort ham decideret kedelig - men det er nu ikke helt korrekt. Når Bean er bedst, så er Bean nøjagtig ligeså anarkistisk og morsom som på tv.
Tæft og timing
Også birollerne har fået mere plads, og især Peter MacNicol, der spiller det amerikanske museums kunstekspert og Bean-babysitter, får mulighed for at nuancere sin rolle som kunstelskende familiefar, der ikke altid forstår at prioritere lige fornuftigt mellem karriere og familie.
Bean er instrueret med tæft og timing af Mel Smith, der ikke er helt ukendt for et dansk tv-publikum. Sammen med Rowan Atkinson og Griff Rhys-Jones var Smith en af mændene bag BBC's 80'er komediesucces Det er ikke TV-Avisen. Og med Rhys-Jones har han lavet adskillige omgange af det fladpandede, men underholdende Verdens værste værter - Smith & Jones og Mr. Bean har altid befundet sig et eller andet sted mellem platituden Benny Hill og de mere sofistikerede Monty Pythons.
Bean er Smiths tredie spillefilm - og hans hidtil bedste. Rowan Atkinson er fabelagtig som Mr. Bean, en figur han har dyrket i mange år, og Peter MacNicol er tilpas afdæmpet, men ikke usynlig, til at være hans uheldige sidekick.
Filmen rummer rigeligt med pinlige situationer, komiske mareridt og renfærdig humor til, at den, klistret sammen med en smule følsomhed, fungerer som film - og en rigtig morsom én af slagsen.

*Bean. Instruktion: Mel Smith. Manuskript: Richard Curtis, Robin Driscoll & Rowan Atkinson. Engelsk (Palads, Scala og Grand i Kbh., 37 biografer landet over og på Grønland og Færøerne)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu