Læsetid: 12 min.

Biko

13. september 1997

Steve Biko gav sorte sydafrikanere deres stolthed tilbage og betalte med sit liv

Døden blev Bikos stærkeste våben. Hans torturbødler har fortalt, hvordan han efter et voldsomt forhør faldt hen i halvbevidstløs tilstand, talte usammenhængende, hverken spiste eller drak, havde fråde om munden og tissede i det tæppe, der dækkede hans nøgne krop som den lå lænket på cellegulvet. Fire dage senere blev han i samme tilstand lempet ind i lastrummet på en Landrover og kørt nøgen til sin død 1.200 kilometer borte i politiets hovedkvarter i Pretoria.
Billedet af de to betjente på forsædet med deres cigaretter og sludrende om rugby med den døende nøgne mand i lasten blev et sindbillede på det hvide styres umenneskelighed anno 12. september 1977: Sorte var ikke mennesker i hvide magthaveres øjne. Og skulle nogle have mistet pointen, blev den hamret mod den storm af protester, der rejste sig over Bikos død af justitsminister James Kruger, hvis eneste kommentar var: "Dit laat my koud" - det la'r mig kold.
Biko havde forlængst aftalt sit stævnemøde med døden:
"Enten er du i live eller også er du død, og når du er død, er du alligevel ligeglad. Men måden du dør på, kan være en politisk handling i sig selv...Så hvis du kan overvinde din personlige angst for døden - der jo er en temmelig irrationel ting - så er du godt på vej."
Derfor havde han én strategi, når betjentene slog ham under anholdelser: Han slog igen.
I samme interview med tidsskriftet New Republican , hvor han fortæller om at overvinde angsten, refererede han til en anholdelse. "Betjenten truede mig: 'Jeg slår dig ihjel'. Og mit svar var: 'Hvor lang tid vil det tage dig?'"
Det tog syv dage.

Biko var en "forbudt" person. Det vil sige, at han ikke måtte opholde sig sammen med mere end én person ad gangen, ikke måtte være politisk aktiv, ikke opholde sig i bygninger, hvor der blev produceret materiale til distribution, ikke måtte forlade sin by, King Williamstown, og ikke måtte citeres. Han var med andre ord gemt væk i det individuelle Gulag, som Sydafrika fra midten af 1960'erne oprettede for sine dissidenter. Selv var han overbevist om, at det vigtigste formål med at dømme mennesker "forbudte" var, at give systemet anledning til at overfalde dem igen, fordi forbudet reelt var umuligt at overholde.
Derfor var der kort proces, da han den 18. august 1977 blev standset af sikkerhedspolitiet ved en vejspærring nær byen Grahamstown: Han røg på stationen. Derfra videre samme dag til politihovedkvartet i provinshovedstaden Port Elizabeth, officielt fordi han havde overtrådt sin "forbuds"ordre - reelt fordi han havde optrådt "næsvist".
Sikkerhedspolitiet i Port Elizabeth opererede med to forhørshold, et daghold og et nathold. Fanger med erfaring fra stationen fortæller, at dagholdet var specialiseret i koordineret forhør, psykologisk taktik og verbal overfusning, men at natholdet var tæskeholdet, der gennembankede fangerne for "bløde dem op" til dagholdet.
Major Harold Snyman var leder af natholdet. Han forklarede efter Bikos død, at man "af strategiske årsager ventede med at afhøre ham indtil alle andre sorte politiske aktivister man havde på stationen var afhørt". Den 6. september blev det besluttet at konfrontere Bantu Steven Biko "med visse beviser". Han blev ført til kontor nr. 619. Forhøret begyndte klokken 10.30 og varede til kl. 18.00.
Kontoret 619 kan stadig besigtiges. Det er fire gange fem meter, og var dengang udstyret med et skrivebord, et arbejdsbord med to båndoptagere, to stole og et arkivskab af stål. Det har ingen dør ud til en gang, men ligger inde i et andet rum, gemt bort i bagsiden af bygningen. Isoleret, kunne man kalde det.
Temaet for forhøret var en politisk pjece, som Biko angiveligt skulle have skrevet.
Da forhøret blev genoptaget næste morgen skete der, ifølge Snyman og hans kolleger, det beklagelige, at Biko gik amok, og under forsøget på at berolige ham - de var fem mand - løb han panden mod en mur.
Biko var nøgen under forhøret, en almindelige praksis for "at bløde de anholdte op". Han blev derefter lagt i håndjern og lænket med fodjern til et gitter og overladt til natholdet. Næste morgen kom major Snyman tilbage, og konstaterede at Biko fortsat lå på gulvet. "Han var vågen, men reagerede ikke på spørgsmål, så der var ikke noget formål med at fortsætte forhøret". Embedslægen havde tilset Biko dagen før, og erklæret, at manden ikke fejlede noget. Snyman beordrede derefter Biko bragt til en celle. Flere gange tilså politiets læger ham og erklærede samstammende, at han intet fejlede. Han "simulerede". I alt blev han tilset ni gange af embedslægen.
Biko tilbragte de næste tre døgn i cellen, det meste af tiden på gulvet, hele tiden nøgen. Han hverken spiste eller drak. Den 11. september, blev han i samme tilstand og fortsat nøgen læsset ombord i Landroveren, for at blive kørt til det nationale politihovedkvarter i Pretoria. Der blev han næste dag, den 12. september 1977, erklærede for død som følge af kraftige læsioner i hjernen. Han havde svære kvæstelser i hovedet, på læberne og på armene.
En frihedshelt var død.

Men døden var ikke Bikos ærinde - det var livet, det sorte liv. Derfor blev det taget fra ham; det var alt for farligt. Hans ærinde var at knuse slavesjælen i den sorte mand, og var hans mission ikke lykkedes, var Sydafrika ikke den dag i dag demokratisk.
Biko var medicinstuderende, da han som 24-årig indledte sit oprør. Det rettede sig i første omgang mod liberale hvide, som naturligvis blev forfærdede, og følte at de og deres motiver blev mistænkeliggjort.
Strategien for det oprør, han stod i spidsen forvar enkelt: Sorte mennesker måtte selv sørge for sortes befrielse, det kunne ikke ske i samarbejde med venlige hvide. "Ikke nok med at de hvide har sparket rundt med den sorte mand - de har oven i købet fortalt ham, hvordan han skulle reagere på det," var hans mere aggresive diktum.
Dråben kom under årskongressen i 1967 for den progressive sydafrikanske studenterbevægelse National Union of South African Students, NUSAS, der skulle finde sted på Rhodes Universitet.
De sorte studerende havde på forhånd sagt, at hvis de ikke kunne blive indkvarteret på lige fod med de hvide - hvad apartheid-lovene forbød - så ville de ikke deltage. NUSAS ledelse, der var hvid på grund af det langt større antal hvide studerende, havde forsikret, at det ville ske. Det gjorde det ikke.
Året efter var NUSAS splittet og Biko havde stiftet South African Students Organisation, en studenterorganisation for alle ikke-hvide. Eller rettere: For alle sorte. "Vi kan ikke længere blive ved med at definere os som negationen af noget andet, som om vi ikke er noget i os selv".
SASO blev startskuddet til den langt bredere bevægelse Black Consciousness Movement, BCM, for "sort bevidsthed", en sydafrikansk pendent til det amerikanske Black is Beautiful.
Ægte befrielse fra de hvides undertrykkelse kunne ikke finde sted, før de sorte havde kastet slavesjælen af sig.
"Sorte er underlagt to mægtige kræfter i dette samfund," forklarede han som et vidne under en retssag i 1976.
"Den sorte er undertryk af omgivelserne gennem et institutionaliseret maskineri af love der begrænser ham, hårde arbejdsforhold, dårlig løn, vanskelige leveforhold, dårlig uddannelse. Alt dette er ydre. Men endnu vigtigere har den sorte mand udviklet en fremmedgørelse, hvor han forkaster sig selv fordi han sidestiller hvidt med godt."
"Nu om dage har den sorte mand mistet sin manddom," havde han tidligere skrevet i sin ugentlige klumme Jeg Skriver Hvad Jeg Vil i bevægelsens blad.
"På toilettets aflukke forvrænges hans ansigt i tavs fordømmelse af det hvide samfund, hvorefter det lyser op i fåret underdanighed, så snart han styrter afsted som svar på sin herres utålmodige råb...Hans hjerte længes efter det hvide samfunds bekvemmeligheder, og han bebrejder sig selv for ikke at være uddannet nok til at sikre sig denne luksus.
"Den Sorte Bevidsthed får den sorte mand til at se sig selv som et væsen, en hel person - og ikke som en forlængelse af en kost eller et ekstra håndtag på en maskine".

BCM fik voldsom gennemslagskraft. Nelson Mandelas ANC og det beslægtede (og dengang langt mere aktive Pan African Congress, PAC) var blevet forbudt i 1960, efterfulgt af systemets nådesløse udrensning af de to bevægelsers tilhængere. Et tomrum var opstået.
Men det var et tomrum med mægtige sociale forskydninger i det sydafrikanske samfund.
Ikke nok med at 1960'erne var det årti, hvor apartheid-lovene for alvor blev gennemført med tvangsforflytning af op mod 10 millioner sorte i landdistrikterne, og udflytning fra de gamle bykerner af den sorte befolkning til nye townships langt uden for bygrænsen som Soweto.
Men gennem 1960'erne blev kolossale mængder af udenlandsk kapital investeret i Sydafrikas industri, hvorfor den i 1970'erne fik behov for større markeder end det sydafrikanske.
I udlandet skulle eksportørerne ikke bare overvinde en politisk og moralsk modstand i USA og Europa, men de sydafrikanske varer skulle også være billigere for at konkurrere.
Det krævede højere produktivitet i Sydafrika, hvilket krævede en bedre uddannet og mere teknisk kompetent arbejdsstyrke. En af de åbenbare følger af dette var stigende lønninger - en anden var øget mekanisering; begge førte til sort socialt opbrud, hvor fremgang og usikkerhed gik hånd i hånd, en tredje var et voldsomt optag af sorte børn og unge i skoler.
Ingen dele af det sorte samfund undgik afgørende forandringer, og voldsomme ændringer i guldpriserne forværrede usikkerheden.
Sydafrika manipulerede prisen ved at holde sin eksport tilbage, og fremtvang dermed fra februar 1973 til december 1974 en seksdobling af prisen på denne sin vigtigste eksportvare. USA svarede igen i 1975 med at sælge ud af sine reserver - hvorved guldprisen blev banket på plads i en sådan grad, at den sydafrikanske økonomi gik i krise.
Dets økonomiske mirakel med vækstrater på 8-9 procent sluttede i skæbneåret 1976 med direkte økonomisk tilbagegang. De massive olieprisstigninger i vinteren 1973 var slået igennem og den inflation, der byggedes op gennem halvfjerdsernes første fem år, skjult af vækst og guldpriser, slår endeligt igennem med fuld styrke samtidig med at arbejdsløsheden rammer de sorte townships - netop som sortes forventninger til et bedre liv aldrig havde været højere.
Frustrationen i storbyernes sorte townships er på kogepunktet. Året er 1976...

En væsentlig følgevirkning fra den voldsomme økonomiske vækst i 1960'erne var fremvæksten af en afrikansk arbejdsstyrke i byernes og industriens kontorer. Der var nu så mange sorte, der ikke bare kunne læse og skrive, men som også havde penge, at de alene i Johannesburg kunne holde liv i hele to daglige tabloidaviser for et sort publikum. Både aviser og læsere søgte en identitet, og BCM var leveringsdygtig. Fra sit udgangspunkt i studenterbevægelsen slog selvværdstankerne lynhurtigt rod blandt sorte præster, skolelærere og journalister. Derfra sev det ned, med hold i personer, vi den dag idag kender som frygtløse bannerførere for sort befrielse: Desmond Tutu, hans afløser som leder af det sydafrikanske kirkeråd Frank Chikane, Winnie Mandela.
Ikke engang 10 år efter at Biko formulerede sine tanker om sort værdighed, og trak de sorte studenter ud af den fælles studenterorganisation, var hans tanker så udbredte blandt unge og aktivister, at hans mål stort set var opnået.
Kampen for befrielsen bevægede sig til en ny fase, der blev udløst, da de nyuddannede skolelæreres elever - Sowetos' - marcherede i protest mod at skulle undervises på det forhadte boer-sprog afrikaans den 16. juni 1976. Da dagen var omme var to hundrede skoleelever skudt ned af politiet, og to var dræbt.
I de følgende dage og uger bølgede kampene i Soweto og spredte sig med lynets hast til landets øvrige storbyers townships. BCM havde gødet jorden med dets budskab om, at sorte var mere værd end skoleelevernes forældre var kommet til at tro om sig selv, især efter styrets omfattende undertrykkelse af den optimismebølge, ANC's og PAC's vækst i 1950'erne havde skabt.
Men BCM kom ikke skoleeleverne til hjælp, og var ikke i stand til at lede deres oprør. Biko var erklæret ikke-voldstilhænger, og eleverne kendte kort efter deres besøgstid. I titusindvis flygtede de til Mozambique, Lesotho og Botswana for at slutte sig til den væbnede kamp.
Oprøret var naturligvis årsagen til politiets rasende klapjagt på BCM i 1977, da Biko blev indfanget og myrdet. Men hans værk var umulig at standse, og hans død gjorde hans budskab til et mantra. Bikos måske vigtigste indsats havde været at prædike for sine tilhængere, at det ikke var nok at - prædike. Han arbejdede selv, sammen med sin elsker og mor til det barn, der blev født efter hans død, lægen Ramphele Mamphele, i en ludfattig klinik i King Williamstowns sorte kvarter, ikke langt fra Port Elizabeth.
Præsterne, lærerne, sygeplejerskerne, socialarbejderne fra SASO spredte sig ud over landet, ivrige efter at arbejde i sorte distrikter.
Dér organiserede de folk, ikke for højtragende mål som frihed og lighed, men for jordnære krav som asfalt på vejene, skolebygninger, kloakker, lavere husleje, klinikker eller ganske enkelt bare i sorte lokalforeninger, der kunne samles om at diskutere deres forhold.
Da året 1983 nåede november, kunne 800 sådanne organisationer slutte sig sammen i den landsdækkende paraplyorganisation United Democratic Front, der iværksatte et koordineret frontalangreb på apartheidstyrets magtstrukturer på township-plan. Kampen havde nu sluttet en fuld cirkel: Sydafrikas hvide blev inviteret til at deltage, denne gang på præmisser udstukket af deres sorte landsmænd.
De følgende elleve års erfaringer i samarbejde mellem sorte og hvide forkæmpere lagde fundamentet for det demokrati, der var deres alles befrielse.

I disse dage, netop på 20-årsdagene for Bikos makabre endeligt udspilles et patetisk slutspil i projektørlyset fra hans succes. I et nedkørt forsamlingshus i Port Elizabeths township New Brighton krydsforhøres major Snyman med sine fire kolleger, der alle har begæret amnesti for mordet på Biko. Det foregår i den Sandheds- og Forsoningskomité, der i Sydafrika har erstattet andre landes krigsforbryderdomstole. Han har offentligt angret Bikos død men fastholder, at det var et uheld.
Udenfor demonstrerer resterne af Bikos BCM-bevægelse, der har været uden for indflydelse efter UDF ændrede landskabet med sin ikke-racebaserede politik. I forgårs kom endnu en lakonisk meddelelse om, at bevægelsen endnu engang var splittet i nye sekter. Den demokratiske udvikling har kørt ideologien bagud af dansen - men den lever i nye forklædninger, ofte degenereret til chauvinisme og magtbrynde. Winnie Mandela er det fremmest udtryk for denne selvdestruktive udvikling, selv om hun erklærer sig som tilhænger af ANC's ikke-racebaserede ideologi. I sin kamp for politisk overlevelse ægger hun konstant til en kamp mellem sorte og hvide - en retorik hendes fraskilte mand aldrig har brugt, og Biko aldrig havde intentioner om.
Intet andet afrikansk land har haft så massiv en hvid befolkning som Sydafrika - og intet andet har haft en Biko. Måske er det derfor, at budskabet om sort stolthed som en selvstændig afklaring, uanset hvide menneskers tilstedeværelse, aldrig rigtigt er trængt igennem i andre afrikanske lande. Dér slås man, i langt højere grad end i Sydafrika, med det evige dilemma om hvad afrikaneren skal stille op med den hvide mand - idol og djævel.

Bikos plads i historien blev i går manifesteret med en statue i Port Elizabeth, den første for den sorte befrielses forkæmpere. Tilbage står major Snymans skæbne og endnu mere: Forsoningen med fortiden. Komitéens regler er klare: Amnesti bevilges kun som betaling for den fulde sandhed.
Bikos familie er splittet. Både Ramphele og Bikos enke har modsat sig amnestien. Og betjentene har fastholdt deres oprindelige forklaring: Det var et uheld.
Men Bikos mor udtrykte hele essensen i både hendes barns ikke-voldelige holdning og Kommissionens ånd, da hun kort før sin død sidste år svarede på spørgsmålet om hun kunne tilgive: "Ja, jeg vil godt tilgive min søns mordere. Jeg er kristen og vi kristne tilgiver. Men først skal jeg vide, hvem jeg skal tilgive, og hvad der skal tilgives. Det betyder, at jeg vil have alt at vide om hvad der skete og hvorfor".
Sandheds- og Forsoningskommissionen kommer tilbage til Snyman den 8. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu