Læsetid: 2 min.

Bingo-milliardæren, der ryster Mellemøst-freden

19. september 1997

Den rige amerikanske jøde Irving Moskowitz er med finansieringen af jødiske bosættelser spydspids for Israels højrekræfter

portræt
BOSTON - For Israels premierminister Benjamin Netanyahu er det en skæbnens ironi, at den rige amerikanske jøde Irving Moskowitz i de seneste dage er blevet en torn i øjet for Likud-regeringen.
Netop som udenrigsminister Madeleine Albright havde suspenderet sin fredsmission i sidste uge, lod Moskowitz israelske bosættere flytte ind i en bygning i arabiske Østjerusalem, som han ejer. Det skete efter grønt lys fra premierministerens partikammerat Ehud Olmert, Jerusalems borgmester.
Initiativet tændte en politiske krise for regeringen, der nu bliver nødt til at lægge låg over den voksende nationalistiske bevægelse, hvis den vil sikre USA's fortsatte loyale støtte til Israel og retablere en dialog med palæstinenserne.
Det paradoksale er imidlertid, at ejendomshandleren og bingo-milliardæren Moskowitz hører til én af Netanyahus finansielle bidragsydere. Før i tiden har premierministeren ikke skyet fra at anvende amerikaneren og hans formue til at igangsætte bosættelser. Moskowitz investerede sidste år i åbningen af en historisk tunnel nær muslimske helligdomme i Jerusalems gamle by. Begivenheden blev tolket som en provokation af palæstinenserne og ildkampe efterlod 72 døde på slagmarken.
Efter amerikanerne sidste vinter fik overtalt Likud-regeringen til at trække hæren tilbage fra Hebron på Vestbredden, opfordrede premierminister Netanyahu den rige amerikanske jøde til at bygge nye ejendomme på Har Homa-bakken i Østjerusalem. Det gjorde han pligtopfyldigt. Idag anser palæstinenserne Har Homa for at være en provokation og Washington ønsker at blokere projektet.
Spydspids for højrefløjen
Irving Moskowitz har altså konstant tjent som spydspids for de israelske højrekræfter, der sidder i regeringen og som hævder en bibelsk ret til at bosætte jøder i hele det gamle Palæstina. Under sin karriere som ejendomsmagnat i Israel har amerikaneren opkøbt jord, hoteller og ejendomme i områder, hvor palæstinensere og israelere kræver myndighed.
"Han finansierer ethvert projekt, som regeringen ikke tør røre med en ildtang," sagde en Likud-aktivist fornylig til dagbladet Miami Herald.
Moskowitz er født i New York, voksede op i Milwaukee og tjente en formue i Californien på bingospil og hospitalsdrift. Siden 1980 har han boet i Miami Beach og er blevet mere og mere aktiv i den israelske fundamentalistiske bevægelse. Han skriver jævnligt for bladet The Outpost, der udgives af den ultranationalistiske gruppe Americans for a Safe Israel.
Han afviser på det bestemteste, at der skulle være noget galt i, at en amerikaner bosat i Miami finansierer ejendomshandler, der risikerer at tænde krudttønden i Mellemøsten.
"Jeg støtter blot jøder, der vil bosætte sig i Østjerusalem. Palæstinensere er lige så velkomne som naboer."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu