Læsetid: 6 min.

Børn som instrumenter i skoledebatten

25. september 1997

Dokumentarfilmen Dagens Børn sætter konkret ansigt på taberbørn i skolen
- er det rimeligt? Instruktør og faglig konsulent siger ja

Vi er ikke langt inde i filminstruktøren Klaus Kjeldsens dokumentarfilm Dagens Børn om projektarbejde i en ganske almindelig 9. klasse i folkeskolen, mere præcist en klasse på Herfølge Skole, før man forstår, at kameraet er mest interesseret i to konkrete elever, Jonas og Michael.
De to femten-årige udgør tydeligvis den mest komplicerede af de grupper, eleverne har delt sig op i. Vi forstår, at de to drenge ikke positivt har valgt hinanden, men alene kom til at udgøre en gruppe, fordi de sad ved siden af hinanden i klassen. Fornemmelsen er, at de begge har været til overs.
Det går da også lige nøjagtig så skidt - skal det vise sig - med Jonas' og Michaels projektarbejde, som de to lærere lufter en bekymring for allerede i projektarbejdets indledende fase. Som publikum er vi godt med, for kameraet filmen også lærernes interne samtaler om eleverne. Af en sådan intern ordveksling får vi eksempelvis at vide, at selvmord - et af de emner, Jonas og Michael overvejer - nok ikke er det helt rette emne, hvis man er "deprimeret." Ligesom den ene lærer får udtrykt sin skepsis i forhold til, om Michael nu overhovedet vil hænge på projektarbejdet.
Lærernes skepsis viser sig at være begrundet i den aktuelle kendsgerning, at det emne, drengene ender med at arbejde med - det nu afdøde rockidol Jim Morrison fra The Doors - udelukkende er udtryk for Jonas' interesse. I slutningen af filmen, da de to knægte har indkasseret bundkarakteren 6, åbner Michael for første gang rigtigt munden og siger, at han egentlig meget hellere ville have beskæftiget sig med veteranmotorcykler og -knallerter. Hans mors fætter viser sig at lede en cykelklub for entusiaster som ham selv. Det forslag nåede Michael aldrig at stille i klassen.
Den endelige umulius
Filmen slutter med, at lærerne spørger de to nu filmisk udnævnte taber-drenge, om de selv har et bud på, hvis skyld det er, at projektarbejdet aldrig blev et frugtbart samarbejde. Mens Michael mener, at de to har været lige gode om det, lægger Jonas hovedansvaret på Michael, som han synes, har pjattet for meget.
Slutbilledet viser i konsekvens af det udsagn Michael stående alene med ryggen til kameraet, kiggende ud af vinduet: Filmen har nu foretaget en endelig udskillelse af de tunge elever med Michael som den egentlige taber.
Filmen indgår i et større projekt med titlen Dagens børn Morgensdagens forældre, som gennemføres ved hjælp af en styregruppe be-stående af Hans Cornelius, Københavns Dag- og Aftenseminarium og Undervisningsministeriet, Jens Kostrup, Statens Pædagogiske Forsøgscenter, samt børneforskeren Erik Sigsgaard og psykologen Søren Smidt begge fra Højvangsseminariets Forskningsenhed.
Information har spurgt såvel filmens instruktør som dens faglige konsulent, Søren Smidt, om rimeligheden i at bruge konkrete skoleelever som instrumenter i skoledebatterende projekter som Dagens Børn.
Sådan er virkeligheden
Søren Smidt: "Det er jo udtryk for, hvad der foregår hver eneste dag i den danske folkeskole. Hvis man kommer indenfor, vil man opdage, at der i hver eneste klasse er en eller to elever, der klarer sig rigtig dårligt. Det er ofte en meget chokerende oplevelse at komme indenfor i folkeskolen."
"For mig er den pædagogiske pointe i filmen at vise, hvordan hverdagen er i en skole, der bliver skudt på fra alle sider. Med denne her film kommer vi ned på jorden i en debat, der iøvrigt er præget af internationale undersøgelser og ideologier."
- Men er det efter din opfattelse etisk forsvarligt at sætte navn, krop og ansigt på taberbørn?
"Nu er du ovre i noget filmteknisk, for hvis man ikke kan vise børnene, kan man jo slet ikke lave dokumentarfilm om skolen."
- Du mener altså godt, at man kan forsvare at hænge svage elever ud på film?
"Jeg synes, at filmen viser, at der er mange børn, der klarer sig godt i skolen, men at der altså også er børn, der ikke klarer det. Når det ikke støder mig at vise deres ansigter, er det, fordi det foregår sådan hver dag i den danske folkeskole. Jeg må konstatere, at journalisten ikke kan tåle at se verden, som den er," siger psykologen.
"Det er i almindelighed sådan, at forældre ved meget lidt om, hvad der foregår i deres barns skole. Selv så banale ting som hvem vores børn sider ved siden af i skolen, ved vi ofte ikke. Jeg tror, at Klaus Kjeldsens film eksempelvis har fået dine illusioner til at briste," siger Søren Smidt og giver udtryk for, at dokumentarfilmen måske netop kan inspirere andre skoler til at diskutere de problemer, der tydeligvis ligger omkring det selvstændige projektarbejde og de svage lever.
Om at bruge sig selv
Projektarbejde i Folkeskolen markerer sig ved ret pludseligt at kræve en høj grad af personlig involvering af både elever og lærere.
Filmens instruktør Klaus Kjeldsen siger, at han inden optagelserne gik i gang, indhentede både forældres, elevers og læreres tilladelse til at filme projektforløbet. Aftalen med eleverne var, at de kunne sige fra undervejs. Holdet har eksempelvis filmet et hold piger meget sparsomt, da de tydeligvis ikke brød sig om det.
"Klassen har set materialet på et tidligt klippetidspunkt. Og da sagde lærerne, at de syntes, det var lidt barsk."
- Men det gjorde ikke indtryk på dig?
"Jo, og de åbnede da også mine øjne på nogle punkter. Men lærerne endte med at sige - "Vi er sportsfolk. Når vi har sagt A, må vi også sige B. Det respekterer jeg dem dybt for," siger Klaus Kjeldsen.
Han understreger, at han ikke på forhånd havde udvalgt Jonas og Michael som hovedpersoner.
"Mine valg er ikke pædagogiske, men filmiske. Og det stod ret hurtigt klart, at de to drenge var de mest problematiske. Dermed bliver de også rent filmisk mest interessante: Der er ansats til en konflikt imellem de to, og der eksisterer allerede på forhånd en konflikt med lærerne, der jo godt ved, hvem der vil blive de tunge i projektarbejdet. Og iøvrigt gør en stor indsats for at slæbe Jonas og Michael i gang."
- Hvorfor filmer du den interne lærersnak om børnene?
"Fordi den er hemmelig. Vi ved jo godt, at lærerne snakker om eleverne. Men vi ved ikke, hvad de snakker om. Eller hvordan de snakker. det var vigtigt at vise det."
- Er det ikke synd for de to konkrete børn og deres familier, at andre, bl.a. de andre elever og deres forældre, skal høre lærerne tale om, hvor umulige, de er?
"Det har jeg selvfølgelig overvejet. Det er måske pinligt for de konkrete børn. Men sådan snakker lærere altså om elever. Det er det, jeg gerne vil vise. Hvis jeg selv mener, at jeg udleverer børnene, må jeg lade være med at bruge den pågældende sekvens."
Jeg forsvarer jo Michael
- Så kan jeg nævne en konkret scene, som jeg synes hænger et barn ud: Slutscenen, hvor Michael står alene, udnævnt som den endelige umulius.
"Jeg synes personligt, at jeg netop i den scene forsvarer Michael. Som den, der bliver tabt. Jeg siger: Han står alene her - han blev tabt. Der har ikke været nogen til at tage hånd om ham. Lærerne har ikke altid værktøjer til at få de tunge elever med."
"Du skal da synes, det er synd for ham. For mig er det en meget stærk scene, som jeg iøvrigt prøvede at lægge noget meget sentimental Marlene Dietrich-sang under. Der var jeg meget tæt på selv at græde."
"Jeg vælger i den scene helt klart at gå ud over det pædagogiske til fordel for det filmiske. Scenen siger jo også noget eksistentielt om at være menneske: At man er ladt alene. At man som menneske skal lære at omgås den kendsgerning, at man er alene."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her