Læsetid: 5 min.

Bog og film

23. september 1997

John Grisham, Michael Crichton og Stephen King er yndede forfattere hos Hollywood. Men de er ikke lige heldige med deres filmeventyr

Den profitorienterede amerikanske filmindustri har altid været glad for bedstsælgende bøger og deres forfattere i en stadig jagt på sikre succeser.
Lidt groft kan man sige, at bestseller-listernes øverste titler som oftest ikke er de mest litterært orienterede værker. Som i filmindustrien gælder det om at sælge, og det gør man bedst med en umiddelbar og letfattelig handling, der gerne må rumme sex, spænding, vold og action i store mængder - altså regulære kioskbaskere.
Sikre kort i den genre er f.eks advokat-forfatteren John Grisham, pseudovidenskabsforfatteren Michael Crichton og patriotforfatteren Tom Clancy. De tre ordsnedkere, som har opgivet deres mere litterære ambitioner, skriver efterhånden kun bøger, der egner sig til at blive filmatiseret
Trekløveret har da også stået bag nogle af 90'ernes største økonomiske filmsucceser - Firmaets mand, Jurassic Park, Patrioternes spil - hvilket har givet dem en magt over deres "egne" filmatiseringer, som godt kan synes en smule skræmmende - nu er det ikke længere Hollywood, som bestemmer, hvem der skal hyres og hvorfor.
I den forbindelse er det interessant, at netop fordi Grishams, Crichtons og Clancys bøger passer så glimrende til at blive filmatiseret, er der kommet nogle solide og håndværksmæssigt udmærkede produkter ud af det - ikke den store filmkunst, men velafviklet underholdning.
Nutidens Poe
En anden forfatter, hvis bøger også er yndede filmatiseringsobjekter, er Stephen King, der har et sjældent talent for at kombinere nerveflæsende gys med fysisk horror og litterære kvaliteter - en evne, som tiltrækker millioner af læsere verden over. Nutidens Edgar Allen Poe er han ikke helt ufortjent blevet kaldt.
Men Hollywood, som fik færten af King allerede efter hans første bog og store succes Carrie, har ikke altid haft det samme talent for at bringe forfatterens rædsler tilfredsstillende op på lærredet.
Af de omkring 30 King-film og mini-tv-serier, det siden Carrie fra 1976 er blevet til, er kun en lille håndfuld værd at bemærke som rigtig vellykkede, deriblandt Sammenhold , Misery, En verden undenfor, Dolores Claiborne og Den døde zone - men det er tilgengæld også film, der hæver sig langt over, hvad Grisham, Crichton og Clancy i deres vildeste fantasi ville kunne udtænke, idet de alle er instrueret af enere, som selv har bragt idéer og visioner ind i historierne.
Kontrol
Men det er ikke altid, at King selv har været tilfreds, og derfor har han op gennem især 90'erne fået mere og mere kontrol med filmatiseringer af egne bøger, enten som producent, instruktør, manuskriptforfatter eller konsulent.
Og ligesom Grisham, Crichton og Clancy er det Stephen King, som suverænt bestemmer, hvem der får lov til at lave film over hans bøger. Flere gange er det faktisk sket, at han har trukket en bog tilbage, fordi han ikke var tilfreds med vilkårerne, den skulle realiseres på.
Uheldigvis har King ikke meget forstand på film- og tv-arbejde, hvilket har resulteret et hav af i værste fald tumpede og i bedste fald hurtigt glemte film og serier, hvoraf den seneste, Stephen Kings Ondskabens hotel, nu er kommet til Danmark på video.
Det er forholdsvis kendt, at King slet ikke brød sig om Kubricks version af Ondskabens hotel - som ellers er en milepæl i gyserfilmens historie - og tog afstand fra filmen med en bemærkning om, at det mere var en Kubrick-film, end det var en King-film.
Kubrick, der er en perfektionistisk og egensindig instruktør, var ikke interesseret i at læne sig op ad Kings forlæg, lige så lidt som han lænede sig op ad Nabokovs Lolita. I stedet er Ondskabens hotel blevet Kubricks "oversættelse" af Kings bog til et andet "sprog". Og som i alle andre oversættelser af den ene eller anden slags, går der ting tabt i processen, ligesom den gendigtning, der finder sted, bibringer originalen nogle aspekter, som er nye - og måske endda bedre.
Oversættelse
En god instruktør og manuskriptforfatter må nødvendigvis, når de skal oversætte en bog til film, skære og forkorte i materialet for at få det til at passe til spillefilmsformatet.
Så når Stephen King brokkede sig over Ondskabens hotel, så var det primært på grund af det, som Kubrick lod ude eller ændrede i forhold til originalen.
Det er da heller ikke tilfældigt, at de fleste af de produktioner, King har medvirket til at lave over egne bøger, er lavet til tv i form af miniserier, som forsøger at få så meget med som muligt af hans prosa.
Det er ikke nødvendigvis negativt, men problemet er bare, at tv- og filmmediet i Kings tilfælde ikke kan bære de lange og meget grundige forklaringer, han altid giver på alting. Måske fordi han vælger de forkerte og mest uoriginale instruktører til at forvalte sine filmiske vildfarelser. Eller måske fordi Kings behov for forklaringer og flashbacks simpelthen bliver for kedeligt i længden til så hurtige medier som tv og film - der er for langt mellem de hårrejsende gys, han er så eminent til at skrive frem.
Når man giver sig til at læse en bog, er ens forventninger nogle helt andre, og selvom en bog også kan være klodset og tungt afviklet, er der alligevel mere plads til at gå i dybden med personerne og deres indre liv - ved siden af gyset.
Uopfindsomt antigys
Stephen Kings Ondskabens hotel er et skoleeksempel på, hvorledes det ikke skal gøres. En tv-serie på i alt fire timer er for meget til at holde spændingen fanget, og når den oven i købet er så uopfindsomt realiseret som hér, så gør det virkelig ondt.
Nu er Kubricks version af historien heller ikke den bedste baggrund at begynde på, bl.a. fordi Jack Nicholsons rolle som den dæmoniserede mand, der med sin kone og lille søn passer et afsidesliggende hotel vinteren over, nok hører til blandt skuespillerens bedste og mest overbevisende.
I Kubricks version får man den snigende fornemmelse af uhygge og ubehag, som en "rigtig" gyser film skal fremmane. Her er ingen knirkende gulvbrædder, flagrende gardiner, smækkende døre eller iørefaldende og bastant underlægningsmusik, som meget bestemt giver publikum besked på, hvornår det skal gyse, grine og græde. Kings version, instrueret af Mick Garris som også instruerede den monumentale og kedelige Stephen King's The Stand, er til gengæld så udtalt, overforklaret og anti-subtil, at den mister enhver uhygge. Chok-effekter er der nok af, men det er billige tricks i en genre.
Stephen Kings Ondskabens hotel er således et godt argument for ikke at lade en forfatter som King, der skriver bøger og ikke film, selv styre filmversionerne af sine bøger.
Samtidig kan man hævde, at der ind i mellem kommer en film, der skiller sig ud og antager selvstændigt liv - et originalt værk baseret på et originalt værk, bedre bliver det vel ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu