Læsetid: 5 min.

Bondevik balancerer mellem aresenik og blåsyre

23. september 1997

Den kristelige Kjell Magne Bondevik sonderer nu terrænet for en Sentrums regering i Norge ovenpå valget. Mange kameler skal sluges, men det kommer til at gå bedre for Sentrum, end de fleste havde regnet med

I Norge vælger man ikke mellem pest og kolera, men mellem at indtage arsenik og blåsyre. Og netop slige ubehagelige valg står landets formentlig næste statsminister, Kristelig Folkepartis (KrF) parlamentariske leder Kjell Magne Bondevik, over for i den kommende tid, hævder kritikerne.
Dels under de næste ugers bestræbelser på at danne en Sentrums-mindretalsregering sammen med Senterpartiet og Venstre: De tre partier er simpelthen uenige om for mange økonomiske nøglespørgsmål, til at samarbejdet holder.
Og dels i forhold til det nye Storting: De tre partier råder tilsammen over kun 42 mandater ud af 165 mulige, hvorfor de øvrige partier blot venter på en kærkommen chance til at vælte Sentrumsregeringen.
Bondevik levnes af kritikerne ikke mange chancer for at holde en hel fire-årig periode som statsminister. Regeringen må simpelthen gå af.
Enten på grund af en over-dosis arsenik (intern splittelse) eller på grund af for meget blåsyre (mistillidsvotum i Stortinget). Og vil han undgå den ene form for gift kommer han uvægerligt ud i misbrug af den anden form, lyder vurderingen. Særligt i kredse indenfor den afgående statsminister Thorbjørn Jaglands Arbeiderparti, der ikke har tænkt sig at frede Sentrumsregeringen, selv om Jagland faktisk frivilligt træder tilbage den 13. oktober i forbindelse med fremlæggelse af Jaagland-regeringens budgetforslag.
Jagland faldt som bekendt for sit eget ultimatum til vælgerne om, at han ville gå af med mindre partiet opnåede den efterhånden berømte andel på 36,9 procent af stemmerne. Arbeiderpartiet fik kun 35,1 procent.
Kritikerne har imidlertid både undervurderet Kjell Magne Bondeviks taktiske evner som kamelsluger og manglen på alternative regeringskonstellationer i Stortinget, hvorfor Sentrumsregeringen sagtens kan tænkes at få en lettere fødsel end antaget og holder længere end umiddelbart beregnet.
Rigtigt er det, at der er store økonomiske uenigheder imellem de tre partier. Mens KrF og Senterpartiet vil beskatte dem, der tjener mest, hård-ere, vil Venstre have skattelettelser. Mens KrF og Venstre er imod boligskat, så stemte Senterpartiet i sin tid for det afgående regeringsparti- Arbeiderpartiets - forslag osv. osv.
Men i den såkaldte 100-dages-erklæring, som Sentrumsalternativet gik til valg på, er det relativt små punkter, der står øverst på listen:
nPensionen øges med 12.000 kroner om året
nStørre valgfrihed for småbørnsforældre
nStørre bevillinger til kommuner og fylker (amter).
En Sentrumsregering er naturligvis nødt til at få indfriet nogle af sine valgløfter. Forhøjelsen af pensionen er det mest oplagte, og det er kun et spørgsmål om at blive enige om finansieringen, før de tre partier er enige på det punkt. Et punkt, som formentlige vil kunne gå gennem Stortinget.
Samtidig kan Bondevik nok også få Senterpartiet til at gå med på sin mærkesag om kontantstøtte til børnefamilier. Det sker gennem en studehandel med Senterpartiet, således at der ikke røres ved sygedagpengene.
Bondevik har allerede lagt en del hjertesager på is, såsom ophævelse af abortloven, lørdagslukning af vinmonopolet og andre stramninger af alkoholpolitikken.
Men internt i Sentrumsregeringen er det faktisk Senterpartiet, der kommer til at sluge flest kameler i kraft af, at partiet gik tilbage fra 17 procent af stemmerne til otte procent. Senterpartiet er ikke det største i koalitionen, som det havde regnet med inden valget. Det er i stedet Bondevik, der sammen med partileder Valgerd Svarstad Haugland skaffede Kristelig Folkeparti det bedste valg nogensinde med 13,6 procent af stemmerne.
Det er et resultat, som har gjort det lettere for Bondevik at manøvrere internt i Sentrumsregeringen. Og dermed også at undgå at indtage arsenik.
I princippet ville det dårlige resultat godt nok gøre det mere fristende for Senterpartiet at fortryde, men det ville blot føre til et stort troværdighedsproblem for partiet. Det var nemlig Senterpartiet, der inden Stortingsvalget lancerede ideen om et alternativ til Arbeiderpartiet. Vel at mærke et alternativ i midten af norsk politik. Så selv om partiet må give køb på mest af de tre parter, så forpligter inititiativet, hvilket partileder Anne Enger Lahnstein også har erkendt.
Tilsammen eksisterer der altså en enorm fælles vilje til magt hos de tre partier, at de interne stridigheder kan overvindes i starten.
Desuden har Sentrumspartierne to vigtige fællessager, som er en slags bærebjælke - eller eksistensberettigelse om man vil - for den ny regering:
nPartierne er modstandere af bygning af to kontroversielle gaskraftværker på vestkysten. Og de går ind for mindre norsk udledning af CO2
nPartierne er modstandere af Norges medlemskab af Schengen-aftalen om åbne grænser.
På begge disse to punkter er partierne imidlertid oppe mod et Stortings-flertal bestående af Arbeiderpartiet, Høyre og Frem-skrittspartiet.
Umiddelbart dårlige odds for en Bondvik-regering. Men på begge punkter kan Sentrum vinde tid.
På det første punkt ved at vente med at fremlægge forslaget om nej til bygning af gaskraftværker til efter FN's klimakonference i Kyoto er slut i december. For på det tidspunkt vil det være endnu sværere for Arbeiderpartiet, Høyre og Fremskritts-partiet at argumentere for værkerne, idet klimakonferencen formentlig vil pålægge Norge at reducere sit CO2-udslip fremfor at øge det. De to værker vil, hvis de bygges, øge Norges CO2-udslip med seks procent.
I spørgsmålet om deltagelse i Schengen-samarbejdet kan partierne vinde tid ved at sørge for, at der bliver nedsat et udvalg til at belyse de konstitutionelle sider ved Norges tilslutning, når Schengen-aftalen bliver integreret i EU. Mange juridiske eksperter har givet Schengen-modstanderne ret i, at spørgsmålet ikke var belyst ordentligt, da Stortinget vedtog Norges tilslutning tidligere på året.
Men er dette ikke bare en måde for Bondevik at udskyde pinen og indtagelsen af blåsyre?
Ikke nødvendigvis.
For en Sentrumsregeringen kan udnytte, at der reelt ikke eksisterer et alternativ til den. Selv om den klart vil undgå at leve af Fremskrittspartiets stemmer, er det allerede et faktum, at Norges næststørste parti efter valget (15,3 procent af stemmerne) har fredet Bondevik-regeringen det første stykke tid. Simpelthen for ikke at få en Arbeiderparti-regering igen.
Det konservative Høyre kan heller ikke tillade sig at vælte Sentrum, selv om partiet har truet med at gøre det. Det er problematisk for Høyre at hjælpe en socialdemokratisk regering tilbage til magten, når Sentrumsregeringen faktisk er relativt borgerligt.
Endelig kan Arbeiderpartiet heller ikke vælte Sentrum på finansloven. Næste års statsbudget bliver nemlig ganske Arbeiderparti-agtigt i og med, at tiden nu er for knap til, at Bondevik-regeringen kan nå at gennemføre store ændringer inden jul. Desuden er der ikke parlamentarisk grundlag for en Arbeiderparti-regering, medmindre Senterpartiet skifter side igen.
Alt i alt ser det ganske godt ud for Bondevik, der har bebudet, at han ikke ønsker at være en døgnflue i statsministerstolen.
Sentrumspartiernes egen magtvilje kan holde dem sammen indadtil. De har simpelthen ikke råd til at lade det falde på jorden nu.
Udadtil - i forhold til Stortinget - kan manglen på alternativer redde Bondevik.
Så i stedet for et valg mellem to forskellige gifte, kan der blive tale om et fornuftigt forbrug, hvor Bondevik simpelthen balancerer mellem arsenikken og blåsyren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu