Læsetid: 4 min.

Borgerskabets selvafklædning

29. september 1997

Betty Nansen Teatret har verdenspremiere på en opdatering af Buñuels Morderenglen

TEATER
Finalen er næsten det frækkeste. Efter at have kværnet løs i munden på og ind over hinanden i hvad der godt kan virke som dagevis sætter personerne sig en efter en på gulvet forrest på scenen og klapper i. Og dér bliver de siddende, helt stille og meget dekorativt, i flere minutter.
Finale - eller antifinale.
Stykket er "Morderenglen". Oprindelig en film af Buñuel. Nu skrevet om til teater og op til vor tid af hollænderen Karst Woudstra. Betty Nansen Teatret står for verdenspremieren, sat op af Vibeke Bjelke.
Borgerskabets diskrete charme er det ikke. Snarere det modsatte: Borgerskabets ucharmerende selvafklædning, forfald, opløsning.
Ikke det gamle borgerskab - ikke det kristne, konservative, lukkede og selvsupplerende. Men et moderne borgerskab, som mødes et sted i Europa, hvor nationalgrænserne flyder, hvor kunst og penge hygger sig sammen, og hvor en demonstrativ tolerance kan gøre det svært at sætte hæle i overfor nogen eller noget.
Men altså: repræsentanter for dette nye borgerskab mødes til en bid brød og et glas efter en operapremiere.
Værten (Lars Lunøe) er liberal politiker og bryggeriarving. Værtinden (Ulla Henningsen) sidder sammen med sin søster på en anden familieformue. Hun bryder sig ikke om konfrontationer og skal derfor hele tiden ud og tisse. Hun er absolut liberal og tolerant, men føler sig også trængt af de nye tider: "Efter at der er blevet søndagsåbent, har pøbelen overtaget den indre by."

Gæsterne
Blandt gæsterne er værtens bror (Søren Spanning), storentrerenør, og hans kone (Inge Sofie Skovbo), kunsthistoriker. Og værtindens søster (Solbjørg Højfeldt) og hendes mand (Ole Lemmeke), som måske ikke har penge, men til gengæld er en køn marineofficer, som har vundet stjerner og medaljer som FN-officer i Cambodia. Søster medbringer som en slags skødehund en skuespillerbøsse (Torben Zeller), der underholder forsamlingen ved at imødekomme deres kliche-forventninger til ham.
Blandt gæsterne er også en engelsk virksomhedskonsulent (Nis Bank-Mikkelsen), som ledsages af sin noget kuede søn (Lai Yde Holgaard) og en russisk call-girl (Michela Jønsson).
Og der er en svagelig digter og fhv. reklamegeni (Pauli Ryberg) og hans effektive ejendomsmæglerkone (Vibeke Hastrup). Der er en italiensk operasanger (Ann Eleonora Jørgensen), som går rundt og brokker sig over nordisk provins. Der er en læge (Lars Lohmann) og hans kiksede skuespillerdatter (Stine Schrøder).

Kulturmanagement
Og endelig - en ung mand der studerer alt det de andre laver - kulturmanagement. Han (Kenneth Carmohn) har Smashing Pumpkins på sin walkman, så han kan blive fri for at lytte til de andres opera og klassisk.
Hvad har de sammen? Alt muligt og ingenting. Nogle af dem har kendt hinanden i årevis og ved, hvilke historier, man ikke skal komme ind på. De ved på den anden side også, hvilke knapper der skal trykkes på, hvis man vil have reaktioner.
Det er vanskeligt at komme ind i politikerens villa. I Steffen Aarfings noget nøgne og brutale scenografi er der kun én adgang - en lang betontrappe med alt for høje trin - til villaen, som er bygget i forskudte etager med toilettet som central søjle.
Men det er ikke derfor gæsterne bliver. For de bliver hængende - i dagevis. Det står dem frit for at gå, men et eller andet holder dem tilbage. De sover i lænestolene eller på gulvet og vågner op og fortsætter, hvor de slap.
Værtinden underholder med lidt klassisk og famlende piano, når der er brug for dét. Den kønne officer flirter med operasangeren, som har psoriasis. Virksomhedskonsulenten vil have sex med sin call-girl.
De to unge, konsulentens søn og lægens datter, mødes i drømmen om det ungdommeligt uberørte, den ukorrupte renhed.
Som tider går falder de fleste af maskerne, og det er stykkets største problem, at det i sin afsløring af hvad der foregår inde mellem ørerne på dette krakelerende borgerskab i så høj grad følger de aktuelle konventioner indenfor det pæne teater. Skal vi tjekke listen: Piercing (i penis), rygning af hash, urinsex, fetischisme, onani, opkastning i retning af publikum, homoseksualitet, selvmord i m/s-udstyr. Dertil kommer en enkelt nøgen mand samt et enkelt hjerteanfald med dødelig udgang.
Der er ikke megen livskraft i selskabet. En diskussion om utopier fiser ud i det rene ingenting. De lider alle af forskellige sider af sygdommen forfald, og vil snarere før end siden falde fra, opløst indefra af overfladiskhed og tankesvind. Normalt plejer man derefter at binde en masse forhåbningen i enden på næste generation. Det er der mildt sagt ikke lagt op til i denne misantropiske historie.
Et par meget unge og almindeligt udseende tavse teenagere kommer godt nok ind og betragter finalen med stor renhed i blikket, men de står for svagt til at de kan opveje denne sump af selvbedrag og undergang.
Nå, heldigvis er det bare teater. Skulle man et sekund være i tvivl ligger der også i den (dramaturgisk) frække finale en understregning af fiktiviteten: Enhver lighed med nulevende personer eller situationer er tilfældig og utilsigtet.

*"Morderenglen". Skuespil af Karst Woudstra, oversat af Harly Sonne og Vibeke Bjelke. Instr.: Vibeke Bjelke. Scenog.: Steffen Aarfing. Betty Nansen Teatret. T.o.m. 15. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu