Læsetid: 7 min.

De bosniske serbere betaler sejrens pris

9. september 1997

To ud af tre er uden arbejde i Republika Srpska, industrien kører på 15-20 procents kapacitet, og halvdelen af økonomien stammer fra kriminalitet. Reportage fra Europas
fjerde division

BANJA LUKA
Hvis man overhovedet kan tale om, at de bosniske serbere kom sejrrigt ud af Bosniens borgerkrig, bl.a. fordi de fik etableret deres egen statsenhed, Republika Srpska, på 49 pct. af Bosnien-Hercegovinas territorium, så har sejrens omkostninger været enorme.
Straks når man har passeret den midlertidige bro, SFOR-styrkerne har smækket op fra den kroatiske side af Sava-floden til Srpskas - en passage, der endnu ikke er åben for lokal trafik - og kører ind i den første bosnisk-serbiske by, Stara Gradiska, slår det én, hvad krigen har betydet for den lille statsenklave.
Kroatien er ikke noget velstående samfund og heller ikke her er følgevirkningerne af krigen overvundet, men kontrasten til det netop forladte kroatiske samfund, der er præget af genopbygning, investeringer og forbrugskultur, er slående.
Minder om Afrika
Kæmpekratere i vejen møder én straks i Stara Gradiska, hestevogne eller stært bedagede traktorer bestemmer trafikkens tempo, og langs vejkanten slæber bønder rundt med sække af peberfrugter, agurker, eller hvad man nu producerer. Det meste sælges fra småbikse, tømret sammen af trækasser, sammen med cigaretter, chokolade og frugt.
Det er iøjnefaldende så mange mennesker, her er - gående, slæbende på noget eller navnlig hængende over en kaffe på byens interimistiske caféer. Livet leves udendørs her - og i et adstadigt tempo. Jobs er kun for de få, tiden er uendelig. Faktisk er et afrikansk udviklingsland det, der først falder i tankerne ved synet af Republika Srpska - hvis man ser bort fra hudfarven og det faktum, at det langtfra er afrikanernes smittende livsglæde, snarere druk og apati, der præger billedet her.
I hovedbyen Banja Luka med dens ca. 200.000 indbyggere er situationen stort set identisk. Også her leves livet ude, og markedet nede i byens spildevands-stinkende kanal er tilsyneladende byens økonomiske puls.
Falske rumænsk-producerede Levis jeans, bulgarske masseproducerede kassettebånd, enkelte porno-videoer (én med den muntre titel "Nice girls against AIDS") blander sig her med mere uundværlige daglige fornødenheder. Men selv om her er nok af varer, er der ikke nok købere.
En hastig rundspørge viser en daglig omsætning på 20-30, op til 50 D-mark (fra 75 til små 200 kr.). Ikke meget, men alligevel tilstrækkeligt til, at de handlende har en indkomst, der er ca. dobbelt så høj som gennemsnitsindkomsten i Republika Srpska: 150 D-mark (knap 600 kr.). Om måneden, altså.
De rige og de knap så rige
Som altid er der nogle, der har penge, der er dyrere modetøj at købe på byens nyrestaurerede strøg, og der findes lokale, der hænger ud med alle udlændingene på caféen uden for Banja Lukas eneste hotel af betydning, Hotel Bosna.
De, der har penge, har fået dem på en ud af tre måder (eller en kombination): Ved at have tjent styrtende på krigen, ved smugleri, transport og handel med olie, benzin og cigaretter og/eller ved at arbejde for de mange internationale organisationer, der findes i byen. Unge med stabile engelskkundskaber er stærkt efterspurgte her.
Der er én vej ud: flasken, og den udvej er Nedjeljko Leper, en ca. 40-årig mand, i gang med at efterprøve på en bænk i byens centrale park.
Leper er en af de heldige få, der har arbejde - nemlig som arbejdsmand på møbelfabrikken Vrbas. Og han er for tiden ikke sendt på tvungen ferie til stærkt nedsat løn - en metode, som er udbredt i Srpska.
"Jeg arbejder ikke for at tjene penge. Jeg får 250 dinarer (knap 300 kr., red.) om måneden, og de penge rækker ingen steder. Mine udgifter er ca. 1000 dinarer. Jeg sælger lidt, og nogen hjælper mig, når jeg er i nød. Jeg har ingen familie at tage mig af. Jeg arbejder kun for ikke at sidde alene derhjemme. Jeg har intet at lave ellers."
Afmattet våbenmarked
En anderledes begejstret herre møder jeg hos Cajavec, Banja Lukas og Republika Srpskas største virksomhed, en elektronik-koncern med speciale i elektronisk våbenteknologi.
Dragomir Laketic, der er produktudviklingschef, viser villigt, ja, nærmest glad fabrikken frem og beretter med stolthed, at Cajavec var Jugoslaviens mest avancerede inden for netop militær elektronik, dækkede 55 pct. af Jugoslaviens produktion og havde dertil en del eksport, især til Vesten.
På trods af krigen og dermed det faktum, at Cajavec' ialt 38 produktionsvirksomheder var oplagte krigsmål, lykkedes det aldrig modstanderen at lukke fabrikken, lige som man var i stand til at fortsætte produktionen trods den internationale blokade.
"Vi var meget afhængige af teknologi og råvarer udefra, men jeg vil sige, at på trods af sanktionerne fik vi, hvad vi havde brug for. Mange af vores partnere hjalp os - også vestlige partnere. Men til en anden pris, selvfølgelig," siger Laketic og nærmest klukker af tilfredshed.
Men krigen er slut eller holder pause, så efterspørgslen efter Cajavec-fabrikkens produkter er ikke helt den samme - ialtfald ikke på hjemmemarkedet.
Fabrikken har måttet skære voldsomt ned på arbejdsstyrken - fra 10.000 før krigen til 5.000 nu. Af disse er godt halvdelen sendt på tvungen ferie med en symbolsk betaling. De metalarbejdere, der er i arbejde, får en månedsløn, som Laketic først nægter at oplyse om, fordi "jeg er flov over at sige det," men siden viser sig at være 200 D-mark om måneden.
"Men det er bedre end under krigen. Der måtte vi betale folk med fødevarer, mel og sukker og sådan noget."
Radar og hårtørrere
Dragomir Laketic har dog beholdt sit job og viser sine nyeste produkter frem: et detektor-instrument til måling af radioaktivitet og en anordning, der kan bekæmpe brand i kampvogne.
Cajavec er dog også ved at indstille sig på fredeligere tider, er i færd med at omstille en del af teknologien til civil produktion, og producerer nu alt fra telekommunikationsudstyr til hårtørrere og pålægsmaskiner.
Den obligatoriske rundvisning i fabrikshallerne viser dog med al tydelighed, at har Cajavec-fabrikken haft et teknologisk forspring på noget felt, så er det ialtfald indhentet. Desuden mangler virksomheden valuta til at købe råmateriale og udstyr, produktionsanlægget arbejder på 15 procents kapacitet.
Og der er ingen snarlig udsigt til bedring:
"Den politiske situation... Alle afventer en løsning på den politiske situation," siger produktudviklingschefen træt med en henvisning til striden mellem præsident Biljana Plavdic og de økonomiske og administrative magthavere i "hovedstaden" Pale.
"Cajavec er et kendt navn over hele verden, og vi har kontakt med nogle udenlandske partnere, der har udtrykt interesse for at komme og samarbejde i joint ventures, men alle holder sig tilbage og ser, hvordan striden ender. Alt er gået i stå på grund af denne strid. En lov om privatisering skulle være vedtaget, men er end ikke fremlagt, og vore love om joint ventures er ikke parate."
Da vi siger farvel, udtrykker Laketic ønsket om kontakter på det skandinaviske marked og tilbyder på stedet journalisten et "job" som firmaets agent i Norden.
Et tilbud, jeg høfligt må afslå med henvisning til, at min journalistiske virksomhed nok ikke er forenelig med et job som salgsagent for en bosnisk-serbisk militærindustriel virksomhed.
Sørgelig tilstand
Svetislav Mudrenovic, formand for Banja Lukas økonomiske kammer (og næstformand for Republika Srpskas tilsvarende) - en organisation, der til sammenligning er en blanding mellem det danske handelskammer og Industrirådet - bekræfter tingenes sørgelige tilstand med tørre tal:
"Sammenlignet med 1990 - altså før krigen - kører vi på 20 pct. af kapaciteten i gennemsnit. Inden for landbruget er den højere - ca. 70 pct., mens mange industrivirksomheder kører på 15-20 pct. Nogle brancher har helt lukket ned, som f.eks. jernminerne. Infrastrukturen har lidt kraftigt. Vi har f.eks. ikke længere nogen jernbane, og den nærmeste lufthavn, den i Beograd, er syv timer væk."
"Ifølge de officielle tal er 60 pct. af befolkningen i arbejde, men af dem er knap halvdelen sendt på tvungen ferie helt eller delvist. Så reelt er to ud af tre uden arbejde."
Mudrenovic giver tre årsager til, at det går så skidt: Konsekvenserne af krigen, den socialistiske arv: en produktion, der fortsat er styret af staten, og den meget langsomme implementering af Dayton-fredsaftalen.
"Den ydre mur eksisterer fortsat, selv om sanktionerne er væk. Grænsen til Kroatien er fortsat lukket, f.eks., og dermed den korteste vej til Europa. Jernbaner og veje er ikke genåbnet, som de skulle, og al anden kommunikation er afbrudt. Det er først nu, vi er begyndt at kunne ringe herfra til Sarajevo. Og så har Republika Srpska fået en meget ringe andel af de tre mia. dollar, som en donorkonference har bevilget til genopbygning af Bosnien."
"Men det er grundlæggende vores egen skyld," konkluderer Mudrenovic.
"Vi kan ikke forvente, at nogen skal interessere sig for et land, hvor magthaverne er i et åbent opgør, hvor selv de mest grundlæggende love ikke er gennemført og hvor et sted mellem 40 og 60 pct. af økonomien stammer fra sortbørshandel og anden kriminalitet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu