Læsetid: 4 min.

Bournonville skildret uden guldalderperspektiv

25. september 1997

Knud Arne Jürgensen negligerer den nyere forskning i dansk mentalitets- og kulturhistorie i sit engelske værk The Bournonville Tradition

NY BOG
De seneste 20 år har været et boom for guldalderforskningen, med udgivelser og udstillinger om næsten alle kroge af ånds- og samfundslivet mellem H. C. Andersens fødselsår og de slesvigske krige. Fædrelandsfølelsens historie er skrevet, malere i tredje geled er blevet trukket frem, de religiøse følelser og vækkelser har man forsket i. Af og til forekommer perspektivet noget forrykket og man spørger, om Danmark da slet ikke var interessant i det 17. eller det 18. århundrede; men så glæder man sig over dybden, mængden og kvaliteten af den megen forskning.
En af de figurer i det 19. århundredes kulturelle landskab, som vi er blevet meget klogere på igennem denne forskning er evigt aktuelle August Bournonville. Det kongelige Teater har en Bournonville-tradition, hvis autencitet man til enhver tid kan debattere, ligesom man undersøger opførelsespraksis, når det gælder ældre tiders musik. Nogle balletmestre har givet pokker i historien, andre søger at vægte dokumentationen, når balletterne skal genopsættes. Idealet er, at kulturhistorikerne og danserne er på talefod, i gensidig inspiration.
Petitesser
En af de forskere, der har beskæftiget sig med det originale materiale, der kan belyse Bournonvilles kunstneriske intentioner er Knud Arne Jürgensen, der fornylig blev doktor på en afhandling om balletterne i Verdis operaer. Med The Bournonville Tradition. The first fifty years 1829-79 fremlægger han nu resultatet af ti års arbejde i danske og udenlandske arkiver og privatsamlinger.
Værket er i to dele, en biografi, støttet på memoirer og manuskripter, og en fremlæggelse af samtlige dokumenter, der relaterer sig til Bournonvilles balletter. Man kunne have håbet, at Bournonville hermed fik sin definitive biografi, hvor enhver balletinteresseret udlænding fik ham at se i fuld figur, som en del af det danske og det europæiske åndsliv og som en unik kunstner.
Biografien indfrier ikke disse forventninger, da den ikke samler sig om det væsentlige, Bournonvilles særpræg inden for den europæiske ballet og hans position i samtidens danske kulturliv. Knud Arne Jürgensen anvender ofte materiale, som han fremhæver, fordi det ikke tidligere er publiceret. Det giver en haltende præsentation af hovedpersonen, når vi fortaber os i observationer om franske dansere og klakørernes stilling i udenlandske teatre, men ikke får prægnante karakteristikker af dansk eller fransk teaterliv i perioden.
Det er også svært at se, hvad udlændinge skal stille op med en materiale-fremlæggelse, hvor mange af de mest relevante citater er på engelsk - med den større trykfejlsfrekvens, det yderligere indebærer. Uden oversættelse til engelsk tvivler jeg på, at de udenlandske læsere har fornøjelse af en lille perle som dette billede fra en hofmands erindringer af Bournonville i aktion ved hove: "Kl. 12 til 3 Generalprøve her i Palaiset paa Quadrillerne og Processionen, som skal udføres her i morgen. Bournonville dirigerede som sædvanlig meget godt, men fik ligeledes efter Sædvane Bersærkergang af og til. Saaledes da Herskabet havde befalet, at der skulde bringes Chokolade efter at flere Prøver vare afholdte, jog han Lakaierne med de fyldte Bakker ud. Jeg beordrede dem strax ind igjen."
Knud Arne Jürgensens biografi skuffer især ved slet ikke at inddrage den ovenfor omtalte guldalderforskning. I betragtning af, at han går ned i petitesser som målene på alle de håndskrifter, han citerer, er det forbløffende, hvor kursorisk han refererer til Bournonville-litteraturen i sine spinkle bibliografiske fortegnelser. Nyere værker som Ole Nørlyng og Henning Urups "Bournonville - Tradition. Rekonstruktion" (1989), Marianne Hallar og Alette Scavenius: "Bournonvilleana" (1992) og kataloget for udstillingen "Billedhuggeren og Balletmesteren" på Thorvaldsens Museum findes ikke i bogfortegnelserne, der heller ikke sender læseren videre til teaterhistorisk litteratur eller værker om guldalderens åndsliv.
De unikke værker
Den udenlandske læser får ikke i Knud Arne Jürgensens Bournonville-biografi noget perspektiv på hovedpersonen. Når det fremhæves, at Bournonville tænkte kristent i sit liv og i sin kunst, kunne det have været oplysende at sammenholde hans religiøsitet med samtidens kirkelighed og den religiøse oplevelse hos andre, danske kunstnere som H. C. Andersen og Eckersberg. Vi får at vide, at Bournonville under spadsereture i København taler om begrebet ironi med Søren Kierkegaard, men oplysningen sættes ikke ind i den eneste relevante sammenhæng, Bournonvilles kunst.
Der, hvor Knud Arne Jürgensens lange og fortjenstfulde forskning skulle udmønte sig i sammenfatninger og prægnante karakteristikker af balletværkerne, glider han af. I det vigtige kapitel 8, "Performance Practice and Reception" får vi at vide, at en pas-de-quatre i "Napoli" gradvis er blevet udvidet til at være en pas-de-six, og at en pas-de-cinq blev til en pas-de-sept, men af det kan man kun se, at Bournonville lavede koreografi efter antallet af dansere og scenens størrelse. Trods en massiv materialefremlæggelse repræsenterer The Bournonville Tradition ikke nogen landvinding i vor forståelse af Bournonvilles kunstneriske intentioner, hvad gælder scenografi og koreografi. Og balletmesterens plads i den danske kulturs historie får læseren kun lidt at vide om.

*Knud Arne Jürgensen: The Bournonville Tradition. I-II. 201 og 468 s., (trist) illustreret. Ind. Dance Books, London, forhandles af Erik Paludans Boghandel. Til 1. november kr. 695, derefter kr. 795.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu