Læsetid: 4 min.

Vi har brug for, at nogen lever et liv som Dianas

10. september 1997

Vil vi have Guder, Konger eller almindelige mennesker?

Mytologisk
Der findes naturligvis de mennesker, som tror, at den slags tåbelige spørgsmål er besvaret en gang for alle. Et trafikuheld i Paris, viser endnu engang, for enhver som blot har den mindste sans for det mytologiske og guddommelige, at det ikke er tilfældet. Myterne kører stadig, om det så er i Mercedes og på motorcykel.
Der er ikke nogensomhelst måde, man kan tage dette dødsfald fornuftigt på. "Dame Død" kører afsted i sin karros, med chauffør, drabant, elsker og syv engle efter sig, som hver repræsenterer de syv dødssynder. Hun er nok skyldig i de fleste, i al fald i følge de blade som englene jagter for: Hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, gerrighed, frådseri og utugt. Så derfor farer de efter hende, for at vriste et billede fra hende, et billede af det menneskelige, det alt for menneskelige. Det har de altid gjort, de synes at folde sig ud i hendes magiske kappe. De er det hof, som følger hende og som gør hende kongelig og guddommelig. De må vriste billedet fra guddommen. For mennesker genkender kun det menneskelige i det guddommelige - fra Olympen til korset, fra Zeus til "Se og Hør".
Desværre har vi ånden som chauffør - spiritussen - som sætter farten op over enhver fornuft. Karrosseriet, både bilens og kroppens, klarer ikke et møde mellem elementerne, hvor man brat standser en alkoholisk fremdrift på 180 km/t, mod en brostolpe. Døden træder ind, mens de diabolske engelfotografer blitzende skyder løs. Dianas jægere skyder deres egen gudinde. Man kunne formode, at det var tiden at komme ned på jorden. Men der forregner man sig på det groveste. Mytologien galopperer videre på alle planer. De syv diabolske motorcykelengle bliver ikke taget under behandling af almindeligt færdselspoliti. Der må mere til.
Fortællingens udgang
Hvorfra dette mere kommer, hører i første omgang myten til. Så de føres til en slags Pontius Pilatus på en ø i Seinen, hvorfra de ganske givet ikke slipper væk uden en anklage. Det vil folket ikke kunne bære. Retsbevidstheden taler vi ikke om. Vi taler om hævn.
Og som denne Dame har levet, så bliver hendes død. Nej, hun er ikke en almindelig dødelig. Det registrerede hun i øvrigt selv, med en slags synsk indsigt, da hun krævede fortsat at høre til tronen, efter skilsmissen fra Charles. Man har søgt efter rationelle forklaringer på dette krav. At hun er moder til en kongesøn f.eks. Alma Mater - den altomfattende moder. Man kunne ikke finde ud at forsvare hendes prinsessestatus rationelt. Selvfølgelig, som om Monarkier kan forsvares med almindelig dagligdags rationalitet. Da hun krævede sin del af riget var dødssynderne på alle tabloid-forsiderne igen: Hovmod, frådseri - dovenskab. Hun var ude på at få penge og magt. Det hele foranlediget af den utugt som både Charles og Diana havde bedrevet.
På de glittede forsider i blade med slibrigt indhold, og på den globale landsbys milliardvis af skærme fortsatte beretningen: De er uden for dom og moral, for de tilhører folket som skæbne. De er ikke valgt, men fortalt. Og kunne fortællingen få en bedre udgang end denne?
Til alles begejstring blev myten udødeliggjort i et brag ved "pont d'Alma". Verden svømmer over af nyheden om gudindens død. Den passer alt for godt til den verden, som tilbad hende. En filtret bunke af publikum, presse, journalister og fotografer. Af republikanske royalister, royalistiske republikanerne, troende ateister og ateistiske troende. I en verden hvor man fortærer slørede billeder af flygtige kys, aflytter had og passion i æteren, og følger de så menneskelige kongelige fra alkove til alkove. Hvor man vellystigt ofrer og tager imod intimiteten. En global landsby, hvor man kender navnet på Dianas elsker, men ikke på sin egen nabo.
Som Maria-kulten
Hvor Diana før måtte tigge om nåde, er der nu ikke et øje tørt. Verden græder, fordi de kender hende gennem det glittede papir. Måske har genkendelsen af et menneske, aldrig været så omfattende. Hvor man før tillod sig at forfølge guddommen for at stjæle det billede, enhver ved er dødbringende, da begærer man nu en kvinde - og en helgen. For nu synes alle synder at fordufte i én stor lovsang. Som et refrain viser tv omfavnelse på omfavnelse. Håndtryk med en aids patient, samvær med de fattige i ånden, de lemlæstede, de spedalske. Der er næsten ikon over de billeder, der dyrkes i disse dage.
Tør man erindre om, at Maria-kulten fulgte i Diana-kultens fodspor i det gamle Rom, kvindernes Gud, mor, beskyttelse og opofring. I samme omgang blev Dianakultens flertydige, lunefulde og til tider grusomme personage, transformeret først til en blid romersk velgørende beskytter, og senere til Maria. Diaboliseret og guddommeliggjort, det er ikke ved sin modernisme, men ved sin radikale påkaldelse af det mytologiske, at Diana har tilført monarkiet det stof, som det egentlig er gjort af. Myte, skæbne, og fortælling.
Må de, som kendte denne kvinde, græde over, at hun er død. Men det er nok for meget forlangt, at verden betænker, om den vil have guder eller mennesker. Det enestående er jo ikke, hvordan denne kvinde var, ligemeget om hun var god eller led. Heller ikke, at dø i en sprit-ulykke - eller at andre kan have deres del af skylden.
Det enestående er, at det er så klart, at der stadig er brug for, at der er mennesker, som lever et liv som Dianas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu