Læsetid: 6 min.

En by med spændte sanser

6. september 1997

Der er ingen tvivl om støtten til Biljana Plavsic i Banja Luka, Republika Srpskas største by, men alle er på vagt, rygterne har frit spil og mange frygter, at præsidenten vil tabe magtkampen mod Karadzic-fløjen

Banja Luka
De internationale SFOR-styrkers pansrede mandskabsvogne holder diskret bag Hotel Bosna og på andre strategiske pladser i Banja Luka, parat til hurtigt indgreb.
Maskingeværbevæbnet militær holder døgnet rundt vagt foran den universitetsbygning, der huser præsident Biljana Plavsic´ kontor. Og sikkerhedspolitiet myldrer i gaderne og stopper enhver, herunder Informations udsendte, som på mindste måde adskiller sig fra de vante gadetrafikanter i deres små, astmatiske Yugo´er.
Der er ingen tvivl: Banja Luka er på vagt, parat til at forsvare præsident Biljana Plavsic i hendes magtkamp mod den politiske og økonomiske magthaver-klike nede i Pale - "hovedstaden" i den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska.
Men selv om rygtestrømmen kværner om Pale-lejemorderes forpurrede forsøg på at myrde præsidenten og en forventet snarlig afbrydelse af elektricitetsforsyningen og telefonforbindelserne til Republika Srpskas største by, så oplever man også flere paradoksale brister i vagtberedskabet. Nok er militæret udstationeret døgnet rundt foran præsidentbygningen, men på trods af alle sikkerhedsforanstaltninger, der skal beskytte Plavisic mod hitmen udsendt fra Pale, har den lokale afdeling af Det Serbiske Demokratiske Parti (SDS, Radovan Karadzic' parti) fortsat hovedkontor i selvsamme bygning, to etager under præsidentkontoret.
Når undtages den lille hårdtarbejdende flok i SDS´ partikontor, som forøvrigt er udsmykket med den krigsforbrydersigtede partistifters karakteristiske kontrafej, er det svært at finde nogen i Banja Luka, der ikke varmt støtter Biljana Plavsic i hendes opgør mod "tyvene", som her er den almindelige reference til regeringen og parlamentsflertallet i Pale.
Frygten til fælles
En rundspørge på Banja Lukas markedsplads, hvor alt er til salg lige fra agurker til akkumulatorer, viser, at mange slet ikke vil svare, andre svarer henholdende - "politikerne må se at finde ud af det" - mens atter andre klart tager Biljana Plavsic' parti. Dog altid efter en vis skepsis vedrørende spørgerens identitet - og med løfte om fuld anonymitet. Frygten har de til fælles.
"Jeg støtter Biljana fuldtud. Enhver har vidst hele tiden, hvad hun nu siger - at det er en lille klike, der kan tilranet sig alle rigdomme - men spørgsmålet er, om det er klogt at sige det lige nu... Pale-kliken er store ulve, og de vil sluge hende" siger en kvindelig café-ejer, som beder mig gentagne gange om ikke at nævne hendes navn. "De vil komme efter mig, og jeg er alene og har ingen mand eller sønner til at forsvare mig".
En markedssælger - en af de mange tusinde serbiske flygtninge fra Kroatien og andre egne af Bosnien, som nu tjener til livets fornødenheder ved at sælge cigaretter og andre smuglervarer - håber også på, at Plavsic går sejrrigt ud af opgøret, men mener, hun har begået en stor fejl ved at støtte sig for meget til de internationale SFOR-styrkers militærmagt.
"Det har gjort hende til et let bytte for Pales propaganda. Hun fremstilles som USA's redskab, og det har gjort det vanskeligt for hende at få støtte i de områder, der kun kan modtage tv fra Pale", siger han.
Miodrag, en mand midt i tyverne, er uenige: "Hvis det ikke var for SFOR, så ville Pale forlængst have gjort op med Plavsic. Og derefter ville vi have fået en ny krig, som muslimerne ville vinde. Mens vi er splittet, har de oprustet, og der er ingen tvivl om, at vi ville blive løbet over ende. SFOR beskytter faktisk serberne nu".
Plavsic og magten
Tvivlen om udfaldet af magtkampen Plavsic/Pale hersker også hos de mange trænede politiske iagttagere.
"Plavsic' eneste chance for at vinde er, hvis hun hurtigt får kontrol med nøglebyer som Brcko og Bijeljina. Uden opbakning derfra vil konflikten blive endnu dybere og splitte Republika Srpska i to stater", siger således Miodrag Zivanovic, professor i psykologi, leder af det lille Liberalt-Demokratiske Parti, chefredaktør for det politiske månedsmagasin Novi Prelom og en af de få, der under hele borgerkrigen talte ledelsen i Pale imod.
Zivanovic har ikke høje tanker om præsidenten, og er den eneste af Banja Lukas oppositionspolitikere, der ikke erklærer Plavsic sin ubetingede støtte.
"I syv år har Plavsic tilhørt den absolutte top i den magtelite, hun nu beskylder for kriminalitet, illegal salg af olie mv., og hun må have vidst, hvad der foregik også under krigen. I syv år har hun sagt ved enhver lejlighed, at alle muslimer skulle ud af landet, nu taler hun pludselig om sameksistens mellem flere kulturer. Hun har skrevet og sagt akkurat de samme ting som den øvrige magtelite i Pale lige indtil sidste år, da hun fik et stykke legetøj ved navn magt, og hurtigt lærte, hvad det kunne bruges til".
"Biljana Plavsic har ændret sine taler, men hun har ikke ændret sine grundopfattelser, og i praksis er der ikke sket ændringer i den tid, hun har siddet på magten. Er der kommet flere muslimske flygtninge tilbage til Banja Luka? Nej. Hvis Plavsic går sejrrigt ud af konflikten, er det positivt, fordi det giver en chance for forandring, men er hun under alle omstændigheder kun en overgangsfigur", mener Zivanovic.
"Biljana Plavsic har gjort én god ting: hun er godt igang med at splitte SDS. Det er på høje tid, at det sker. Økonomisk er Republika Srpska en katastrofe. Det er mere almindeligt, at folk ikke er i arbejde, end at de har et job. 20.000 har søgt myndighederne i Beograd om tilladelse til at udvandre - og det er de unge og de bedst uddannede, der vil ud".
Kampen om æteren
En af de vigtige faktorer - måske den vigtigste - der kan afgøre magtkampen i Republika Srpska, er, hvem der vinder kontrollen over æteren. Biljana Plavsic vandt en stor sejr i slutningen af august, da 143 tv-journalister og -teknikere ved SRT's, Republika Srpskas statslige tv og radio-selskabs studier i Banja Luka først afviste at transmittere Pale-studiets udsendelser, siden vedtog helt at bryde forbindelserne til Pale og lave deres egen kanal.
Banja Luka-tv bemægtigede sig - efter hjælp fra SFOR-styrker - kontrol med den kraftige sender på Kozara-bjerget uden for byen, hvorfra der nu kan sendes til godt halvdelen af republikken. Forsøg på at erobre kontrollen med to andre transmissions-stationer i det østlige Srpska slog imidlertid fejl.
En af dem, der var med til at træffe beslutningen om at stoppe den nationalistiske nyhedsstrøm, er Mira Lolic-Mocevic, som nu sidder i redaktionsledelsen af den nye Studio #Banja Luka. Hun siger til Information, at et indslag, hvor optagelser af SFOR-styrker blev krydsklippet med de tyske besættelsesstyrker under Anden Verdenskrig og en meget respektløs omtale af præsident Plavsic blev anledningen til at kappe forbindelsen til Pale, men at der forud var gået en periode med uenighed om den nationalistiske linje og fyring af tre redaktører.
"Vi kører nu uafhængigt af Pale i teknisk forstand, men de ejer fortsat alle faciliteter og benytter deres kontrol med postvæsenet til at sikre, at pengene fra licensbetalere går til Pale og ikke til os. Så vi behøver udenlandsk støtte for at overleve".
Uden støtte udefra kan Biljana Plavsic ikke overvinde Pale-kliken, mener Lolic-Mocevic, som derfor er "særdeles skuffet" over den aftale, som verdenssamfundets højrepræsentant, Carlos Westendorp, tidligere på ugen indgik med Pale's p.t. politiske leder, Momcilo Krajisnik. Aftalen indebærer, at SFOR overlader kontrollen med de resterende fire sendestationer til Pale-tv, mod at Pale lover aldrig mere at "modarbejde Dayton-aftalen" og i øvrigt giver sendetid til præsident Plavsic og oppositionen.
"Jeg forstår ikke, hvorfor verden igen har ladet sig manipulere af Pale-kliken. Der er ingensomhelst tvivl om, at de vil bryde aftalen. Omvendt er det afgørende vigtigt for os, at vi får kontrol over senderne og får brudt Pales tv-monopol i det østlige Srpska. Dér hersker mørket!".
Mira Lolic-Mocevic er overbevist om, at Pale vil forsøge at genvinde kontrollen både med tv-stationen i Banja Luka og med Kozara-senderen.
"Det er 70 pct. af befolkningen, der bor her i Banja Luka-området, og 80 pct. af de økonomiske faciliteter ligger her. Det er simpelthen for vigtig en region til at Pale vil opgive den. Og de vil bruge magt for at genoprette kontrollen med tv og radio", siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her