Læsetid: 3 min.

Cinematografiske skæbnefortællinger

19. september 1997

Det engelske rockensemble The Tindersticks satte sig igennem med kraft og sørgede dermed for den bedst tænkelige åbning af spillestedet Amager Bio

koncert
En kvinde mister synet allerede da hun er fem år gammel. Som tiårig brænder hun familiens hus ned og gør det af med sin egen mor. Fem år senere flytter hun sammen med sin gymnastiklærer, som lemlester hende til ukendelighed. Og endelig dør hun 32 år gammel med et beskedent ønske om at få en billig kiste, så ormene hurtigere kan komme til.
Man ved ikke om man skal græde eller grine.
Balancegangen mellem krads hverdagsrealisme, grotesk fabulerende skæbnehistorie og sortkantet, lyrisk patos har siden 1991 været sekstetten Tindersticks' varemærke - en tekstlig tour de force formfuldendt understøttet af en sitrende melankolsk og sjælden passioneret sonisk arkitektur.
Kluntet og elegant
Nummeret "My Sister" fra den midterste plade i gruppens album-trilogi (The First Tindersticks Album, The Second...og nyligt udsendte Curtains) er et af de bedste eksempler, og det er da også fast inventar i Nottingham-gruppens notorisk dragende live-optrædener, hvor seks musikalske individualister smelter sammen i et abracadabra, der er i stand til at tryllebinde en hel koncertsal.
Naglet til gulvet er man da bestemt også i den nyåbnede, klangmæssigt toptrimmede Amager Bio, der på trods af sin beliggenhed udenfor lands lov og ret kan blive et af fremtidens store musikalske skuepladser, såfremt programlægningen og den tekniske afvikling formår at leve op til de standarder, der lægges for dagen onsdag aften.
Ætsende kraft
At The Tindersticks føler sig på hjemmebane er der ingen tvivl om. Den på én gang kluntede og elegante Stuart Staples krammer sin mikrofon som var det sidste gang han skulle synge, og hans nasalt frønnede baryton æder sig gennem luften og det bløde scenelys som en sitrende feber. Bag ham arbejder sikkerheden selv i skikkelse af trommeslageren Al Macaulay, den stoisk tilbagelænede bassist Mark Colwill og tangent og xylofon-ekvilibristen David Boulter. Og på flankerne synes guitaristen Neil Fraser og den trancemanende violinist Dickon Hinchcliffe at være i storform.
Laviner af dynamisk, cinematografisk lydeleksir bemægtiger sig det talstærke publikum i det tidligere filmteater, og sjældent har trangen til mere været større, da de seks musikere efter halvanden time forlader podiet. Klapsalverne og fodtrampet i gulvbrædderne vil simpelthen ingen ende tage.
"Another Night In", "She's Gone", "My Sister", en kakofonisk splintrende fremførelse af "Talk To Me" og en uforligneligt stemningsmættet version af "Kathleen" er bare nogle af de crescendo-drevne og subtilt mønstrede kompositioner man begaves med i det højloftede lokale. De besidder alle balladens smukke og melankolsk ætsende kraft, men er ligeledes inficeret af den helt specielle Tinderstick'ske gæring, der hver øjeblik kan transformere et vuggende flow til en buldrende tordenstorm.
Begærlighedens sug
Er The Tindersticks lydfortællinger ofte udspundet som en gradvist voksende bevægelse frem mod klimaks og eksplosion, må gruppens sceneattitude siges at være kendetegnet af noget nær det modsatte. Ud over et afsnappet 'thank You' i ny og næ slippes ikke et ord fra Stuart Staple's læber mellem numrene, og at hans blanke satinskjorte gradvist gennemvædes er snarere en konsekvens af varmen i salen end et voldsomt udadvendt kropssprog.
Men det er i og for sig også ligegyldigt. Musikken taler med tydelig tunge og behøver ikke yderligere introduktion eller staffage for for at gå i dialog med sit publikum.
Introversionen synes således langt fra at være behængt med krukkeri eller arrogance. Den er en simpel og vederhæftig nødvendighed i sekstettens fremtrædelse og langt hen ad vejen en spejling af det smagfuldt ornamenterede og sortromantiske univers The Tindersticks bebor.
Og fedtet kan man under ingen omstændigheder beskylde ensemblet for at være. Klapsalverne og gulvtrampet gengældes med hele to runder ekstranumre, hvor nye minimalistisk veltempererede strømninger varsles i form af en endnu ubetitlet slutkomposition og en forløsende, stor-croon'et aflevering af kvæleren "Tiny Tears".
Begærlighedens sug i mellemgulvet er stillet. Men spørgsmålet er, hvor længe det varer. Overtegnede har i hvert tilfælde allerede i skrivende stund hevet sin Tindersticks-samling ud af pladereolen.

*The Tindersticks, Amager Bio, onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu