Læsetid: 5 min.

Comorerne er dømt til selvstændighed

3. september 1997

Den lille ø-gruppe i Det Indiske Ocean er ved at blive revet i stykker, efter at befolkningen ønsker at blive genkoloniseret af Frankrig. Den tidligere kolonimagt siger pænt nej til at tage Comorerne under sine vinger igen

Der findes ikke noget land i verden så trist, fattigt og håbløst som den Islamiske Forbundsrepublik Comorerne, men man må tage hatten af for indbyggerne på denne øgruppe i Det Indiske Ocean. Efter nøje at have overvejet situationen har det comoriske folk truffet en beslutning: De ønsker en genkolonisering.
De omkring 650.000 comorere bor på vulkaniske øer spredt i den Mozambiquiske Kanal mellem Afrika og Madagaskar. Øgruppen bestod oprindeligt af fire øer, men da Grand Comoro, Anjouan og Moheli med national stolthed stemte for selvstændighed ved valget i 1975, valgte Mayotte beskedent at blive under Frankrig. Og det er her hunden ligger begravet.
"Anjouan ville ikke have problemer, hvis ikke det var for Mayotte", sagde tidligere finansminister i den comoriske regering, prins Said Ali Kemal, efter at Anjouans separatister i sidste måned erklærede øen "officielt genforenet med Frankrig". Nu har Mohelis indbyggere også bekendt kulør. De har hejst det franske flag og tager afstand fra regimet på Grand Comoro. Og prinsen har ret: Det skyldes alt sammen Mayotte.
Ikke nok med at Mayottes 100.000 indbyggere har været bevidst provokerende, men deres blotte eksistens er godt og grundigt demoraliserende for naboøen. I egenskab af franske statsborgere nyder mayotterne godt af gratis uddannelse, støtte til sygesikring og en minimumløn på over 400 dollars ( ca. 2.800 kr.) om måneden, hvilket svarer til ca. ti gange gennemsnitslønnen på de andre tre øer.
Præsidenten tager det hele
Derfor kan det ikke undre, at mange comorere leger med tanken om at komme "hjem" til Frankrig: det er hårdt og elendigt at være alene på banen, og den bekvemme løsning, som de droppede til fordel for selvstændigheden, vil altid ligge i baghovedet. Men at Anjouans og Mohelis befolkning nu reagerer, skyldes en udbredt utilfredshed med, at alt afgøres til fordel for Grand Comoro.
Også på Grand Comoro er de fleste mennesker ludfattige, med undtagelse af præsident Mohammed Taki og hans venner. Taki ynder at tage på officielle besøg til udlandet og kaldes derfor "den lille pilot". Størstedelen af den sparsomme økonomiske hjælp, som tildeles Comorerne, ender i hænderne på præsidenten og hans galleri af slægtninge og rygklappere. Taki kom til magten for to år siden under det 17. kup på Comorerne siden 1975.
Kuppet blev, som mange gange før, planlagt og anført af en tidligere fransk lejesoldat, Bob Denard, som har været den egentlige magtfigur bag præsidenten i mere end halvdelen af Comodorernes 22 år som selvstændig stat. Efter kuppet i 1995 blev Denard arresteret af franske tropper og befinder sig nu i Frankrig, men Taki er stadig ved magten, og det er ikke svært at forstå, hvorfor befolkningen nærer dyb foragt for regeringen.
Hvis man tilføjer en arbejdsløshed på 90 pct. på de ydre øer, så er det mere overraskende, at Anjouan og Moheli ikke tidligere har forsøgt at løsrive sig fra Comorerne og komme tilbage under Frankrig. På Grand Comoro ville flertallet sikkert også stemme for genindlemmelse, men her holder militæret til, så de bliver slet ikke spurgt.
Frankrig uberørt
Da krisen brød ud i sidste uge, reagerede Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) med sjælden hurtighed ved straks at sende en delegation til udbryder-øerne. Ikke nok med at det er forfærdeligt pinligt for afrikanerne, at de ønsker en genkolonisering. At opløse en eksisterende stat er et brud på OAU's mest fundamentale regel: at bevare tidligere kolonigrænser for enhver pris for at undgå endeløse borgerkrige mellem Arikas 51 stater. Men indtil videre er det ikke lykkedes OAU's delegation at tale separatisterne fra deres forehavende.
Og hvad med franskmændene? Er de berørte af dette åbenlyse bevis på følelser og loyalitet fra en af deres tidligere kolonier? Overhovedet ikke. En talsmand fra det franske udenrigsministerium sagde i en erklæring: "Vi er glade for, at OAU har besluttet at sende en udvalgt delegation til Comorerne" og tilføjede "Frankrig respekterer den territoriale integritet for den Islamiske Forbundsrepublik Comorerne", med andre ord: det franske velfærdssystem har tilstrækkeligt med oversøiske klienter.
Frankrig har det største tilbageværende oversøiske imperium blandt de europæiske kolonimagter. Halvanden mio. mennesker bor på øer og territorier spredt rundt om i Karibien, Sydamerika, det Indiske Ocean og det nordlige Atlanterhav, der alle betragtes som en integreret del af Frankrig (de oversøiske departementer), og yderligere 500.000 bor i "oversøiske territorier", overvejende i det sydlige Stillehav.
Under førstnævnte kategori hører Martinique, Guadeloupe, Fransk Guyana, Reunion, Mayotte, og St. Pierre og Miquelon, hvor indbyggerne har rettigheder som franske statsborgere.
Toget er kørt
Økonomisk betragtet er det ikke nogen fordel for Frankrig, som hælder store beløb i de oversøiske departementer for blot at tilnærme dem den franske levestandard. Men for 30-40 år siden drejede det sig for Frankrig om nationalfølelsen; efter at de af store dele af riget var blevet afvist, var det en oprejsning at disse områder besluttede at blive sammen med moderlandet (men det havde sin pris).
Der har aldrig hersket nogen tvivl blandt indbyggerne på Guadeloupe, Guana eller Mayotte, som byttede den tvivlsomme glæde ved en sårbar selvstændighed med den solide støtte fra Frankrigs socialvæsen. Nu, en generation senere, er der mange tidligere franske kolonier, som med glæde ville vælge om, men toget er kørt.
Frankrig er kommet sig over deres post-imperielle depression og er ikke interesseret i at købe yderligere følelsesmæssig lindring. Faktisk har Frankrig skåret ned på støtten til, hvad general De Gaulle for 15 år siden uden skam ville have kaldt "la gloire", Frankrigs magt og ære. Frankrig har især skåret ned på antallet af de styrker, som traditionelt er stationerede i de tidligere kolonier i Afrika.
De områder, som i 1946-75 valgte at blive under Frankrig, har deres på det tørre. De vælger senatorer og parlamentsmedlemmer, som har indflydelse i det politiske forum i Paris, men der vil ikke blive lukket flere ind. Anjouan og Moheli kan iføre sig det franske flag, hvis det får dem til at føle sig bedre tilpas, men de er dømt til selvstændighed.

Gwynne Dyer er britisk freelance-journalist

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu