Læsetid: 4 min.

Cowboy Boogie i Anaheim

23. september 1997

Hvor går hvide mennesker i Los Angeles hen, når det går op for dem, at de ikke kan danse?

derude
Det er ikke de cigaretsælgende piger i trikot og nylonstrømper med søm. Ikke muskelbjergene med cowboyhat og californisk dude-accent. Og det er heller ikke violinmusik og støvletramp, der gør natklubben Cowboy Boogie og dens gæster til noget særligt i Los Angeles' natteliv.
Det er dansen.
"Hvis vi gjorde det her på et almindeligt sted, så ville det nok være lidt for sjovt. Måske ville vi ligefrem få tæsk," smiler Steve fra Santa Ana.
Han synes, at nattelivet i Los Angeles handler for meget om smarte klubber, hvor man helst skal være iført porsche og tøj til tusindvis af dollars. For slet ikke at tale om de rædselsfulde lyde, de spiller under navne som techno, house og drum & bass.
For 95 procent af stedernes vedkommende har Steve ret. De er pop-smarte, og gæsterne kunne ikke drømme om at ånde i en mundharmonika.
Den drøm er til gengæld ikke fjern på Cowboy Boogie. Blandt de cowboys, der går rundt på det tykke logo-broderede gulvtæppe eller sidder i de tunge træmøbler er det ligefrem en populær beskæftigelse. Heldigvis tysser de allestedsnærværende dørmænd hurtigt på kodrengene, når de bliver lidt for imponerede af sig selv. Og det er godt nok.
Steve forsvinder hurtigt blandt de ca. 500 mennesker, der er i stadig bevægelse mellem tre barer og ligeså mange dansegulve. Meget hurtigt endda. For så snart man er mere end tre skridt fra folk, bliver det umuligt at skelne dem fra hinanden. Piger som drenge.
Steve har f. eks. cowboyhat, ternet skjorte og stramme, mørkeblå Wrangler-jeans på. Én af pigerne har valgt en ternet skjorte, cowboyhat og stramme, mørkeblå Wrangler-jeans. Fortsæt selv...
Men det er netop denne enshed, folk godt kan lide, siger Ray, der også kommer fra Santa Ana. En gang var den sorte hip hop hans ét og alt, men det er slut nu. En ven tog ham med på country-disco, og Ray følte det, som om han var kommet hjem.
"Jeg er træt af at danse alene. Ligegyldigt, hvor du går ud, så danser folk for sig selv. På deres eget trip i deres egen verden. Hvornår holdt vi op med at danse med hinanden? Det kan ikke være så længe siden, for jeg kan huske, hvordan man gør. Det er meget sjovere, og her glor en pige ikke på dig, som om du har sagt røvhul til hende, bare fordi du byder hende op til dans. Men det bedste er, at man behøver slet ikke at kunne danse med alle de der rytmiske vrid og ryk. Bare følg med én, der kan, så danser dansen næsten sig selv."
Cowboys på skinner
Den faste discjockey hedder Carlos og er mexikaner. Han er noget særligt på stedet, fordi bortset fra ham og den sorte dørmand Richard er alle gæsterne hvide.
"Jeg ved ikke hvorfor," siger Carlos. "Måske er det mest hvide mennesker, der synes om musikken, for sådan ser publikum altid ud."
Han fortæller, at Cowboy Boogie har 12 forskellige danse, som der spilles plader til, men der findes mange flere.
"Prøv at se, jeg har ikke sagt, hvilken dans, det er nu. Men alle ved det, og der er ikke plads til flere på dansegulvet."
Der står et par hundrede mennesker på to rækker med front mod hinanden. Piger og drenge på hver sin side. De tager et skridt frem og et tilbage. Så drejer de rundt, tager hinanden under armene og går en cirkel. Og så er der ellers træsko-vals.
Optrinnet er syn for guder. Og hvis man bare er et menneske, er det for utroligt.
Vi er på en klub i et halvskidt kvarter i Anaheim, en halv times kørsel syd for midtbyen. Udenfor i virkelighedens Los Angeles har borgerne stadig flere håndvåben end i nogen anden storby i USA. Intet sted er der flere ungdomsbander, bevæbnet til tænderne med maskinpistoler og kæmpestore revolvere. Udenfor ligger den store onde metropolis med alle sine myter og spøgelser.
Med det in mente føles Cowboy Boogie knapt som et sted på jorden, og i hvert fald ikke et sted i Los Angeles.
De unge menneskers disciplin på dansegulvet kunne få en elitesoldat til at æde sin riffel af misundelse. Når dansen kræver, at manden stamper sin højre fod i gulvet, så kommer der ét rungende drøn fra dansegulvet.
Ét.
Kopigerne bevæger sig i en snorlige række langs kodrengene, for så pludselig at hvirvle ind og ud mellem dem. Og stop. Hele gulvet standser i et fint mønster, der har sat folk sammen i nye par. Forfra.
Som uindviet skuler man efter ham, der står skjult og gør bevægelserne først, så folk ikke dummer sig. Der er ingen! Men heldigvis træder discjockeyen hjælpende til med et nyt nummer, der lader til gøre oprør mod ko-stilen.
Carlos giver dem techno
Carlos sætter pop-techno på. Det er stadig country-agtigt med violiner og banjo, men midt i det hele er der et tungt, hamrende beat. Hæ hæ, tænker den udenforstående, da gulvet står stille og kodrenge og -piger myldrer rundt mellem hinanden. Nu giver han dem techno. Det kan de nok ikke li'. Gad vide om deres strækmarch-disciplinerede cowboy-trin kan justeres til det her?, gnækkede han. Nu ville det hele bryde sammen i kiksede trin og væltede cowboys. Hatte og pomade ville flyve om ørene på os allesammen. Tag den, præriehøns!
De dansede bare videre. Ko-typerne bevægede sig, som om der var en skinne i gulvet. Det var ikke til at holde ud. De kunne da umuligt more sig så fuldstændig stilrent og kaosfrit...
Men ingen forsøgte at ramme techno-rytmen, og Ray tror, han ved hvorfor.
"I virkeligheden kan ingen af os danse. Vi er her for at more os, for at være sammen med folk, der har den samme smag. Cowboy-dansene sørger for, at vi ikke danser alene ligesom alle andre steder. Er det virkelig ikke gået op for dig endnu?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her