Læsetid: 10 min.

Den daglige undertrykkelse

5. september 1997

Finn Sørensen får næring til den revolutionære flamme i sin hverdag som formand for Bryggeriarbejderne i København og omegn

Lige bag skrivebordet i Finn Sørensens kontor, hænger et stort fotografi af Hans Knudsens Plads. Perspektivet er fuglens; skråt ovenfra ser man ned over trafikkrydset, hvor store Tuborg-biler holder stille, kofanger mod kofanger, og blokerer kørslen for køer af personbiler i de fire vejbaner på begge sider af ølbilerne.
"Det er taget den 22. maj 1984, den bedste dag i mit politiske liv. Anledningen var, at nogle HT-chauffører ikke kunne finde ud af at melde sin ind i den rigtige fagforening. Og for at støtte de strejkende HT-chauffører, som forsøgte at få deres uorganiserede kolleger fyret eller organiseret, kørte vi en pragtfuld sommermorgen ud til Hans Knudsens plads og stoppede trafikken. De tog det nu pænt, burgøjserne fra Nordsjælland, som var på vej på arbejde," siger Finn Sørensen.
Han kørte ølbil, før han overtog formandsposten efter Holger Foss i 1986 og blev "mappedyr".
"Det særlige ved den morgen var oplevelsen af kollektiv magt - vi styrede situationen suverænt. Politiet kunne ikke finde ud af, hvem der ledede aktionen, eller hvor længe vi havde tænkt os at blive ved - de susede bare rundt, indtil vi efter præcis en time startede bilerne og kørte væk."
Aktionen kostede de 60 chauffører en dom i Byretten efter den såkaldt milde terrorist-paragraf, der handler om forstyrrelse af den offentlige samfærdsel. Dommen blev voldsomt kritiseret i den offentlige debat som et forsøg på at kriminalisere faglige konflikter, og chaufførerne blev senere frifundet for anklagen ved Landsretten - og i stedet dømt for bare at have forstyrret den offentlige ro og orden.

Siden den smukke sommermorgen i 1984 har der ikke været meget for bryggeriarbejderne at have deres kollektive magtfølelse i. Forbundets historie er et kontant eksempel på, hvad ord som teknologi-udvikling, rationalisering, overflødiggørelse af ufaglært arbejdskraft og stigende international konkurrence betyder for menneskers liv.
I 1975 var der omkring 5.500 bryggeriarbejdere i København. Ti år senere var antallet faldet til 3.500. På det tidspunkt producerede 160 arbejdere på det moderne bryggeri i Fredericia øl i mængder, der svarede til, hvad 1.700 arbejdere producerede i København. Så kabalen om fremtiden var lagt til rette: I dag er der kun ansat 650 på Carlsberg og Tuborg og 250 på depoterne, resten af det københavnske forbunds 2.500 medlemmer er pensionister, efterlønnere, folk på overgangsydelse og arbejdsløse.
Finn Sørensen har været organiseret socialist siden de tidliger 70'ere. Dengang i KAml, kommunistisk Arbejderforbund marxister-lenister, som i storhedstid kom op på lidt over 150 medlemmer. Forbundet nedlagde sig selv og gik kollektivt ind i Venstresocialisterne, som han stadig er medlem af. I partiets tidsskrift Solidaritet kan læse hans analyser om arbejderklassens revolutionære potentiale, klassens indre modsætninger og mulighederne for alliancer med mellemlagene.
Artiklernes ordvalg - klassekamp, borgerskab, kapitalens udbytning, osv. - emmer umiddelbart af svundne tider. Men her på hans kontor lyder sproget pludseligt nutidigt, præcist og som en god forklaring på, hvorfor hans sociale indignation ikke er fordampet:
"I vores branche er kapitalen faret utroligt hårdhændet frem med at nedlægge arbejdspladser. Prisen for, at der stadig ligger et bryggeri i København er, at virksomheden har afskaffet 3.000 arbejdspladser i løbet af de seneste ti år - med meget store konsekvenser for arbejderne".
"Mange har klaret sig udmærket i kraft af afgangsordninger, der har passet med, at folk skulle på efterløn. Men der er sandelig også mange, der er gået helt ned med flaget, når de efter et langt arbejdsliv pludselig mister et holdepunkt i dagligdagen, og får ødelagt deres økonomi".
"Samtidig oplever vi, hvordan de mennesker kommer i klemme i samfundssystemet, ikke bare under Schlüters regeringer, men også under Nyrups. Man jagter jo folk, der ikke kan følge 110 procent med i ræset på arbejdsmarkedet. Og man har hverken fundet nogle rimelige økonomiske ordninger, eller lagt sig i selen for at skabe nogle arbejdspladser til dem", siger Finn Sørensen.
- Og deres skæbner holder din vrede i live?
"Hvis jeg skulle gå og blive så tordnende vred hver eneste dag, som der er grund til, ville jeg hænge i laser. Derfor bruger jeg hellere politiske begreber: Jeg bliver dagligt mindet om, hvad der er helt grundlæggende galt med vores samfund: Det bygger på udbytning og undertrykkelse".

Finn Sørensen var med i strejkeledelsen, da Danmark oplevede den sidste store ølkonflikt og et "karneval uden øl", som overskrifterne lød i maj 1985. Striden stod endnu en gang om, hvor mange arbejdspladser, der skulle nedlægges i København.
Et par af ingredienserne i den otte uger lange konflikt var: Daglige blokader, strejkebrydere, der arbejdede under politibeskyttelse, ugentlige strejkemøder med flere tusinde deltagere, arbejdsgivertrusler om at fyre alle ansatte på bryggerierne, og udsende en sortliste over de aktive til samtlige arbejdsgivere.
Og arbejdsgiverne havde ikke bare teknologien, Dansk Arbejdsgiverforening og den arbejdsretlige lovgivning på deres side, men også det landsdækkende bryggeriarbejderforbund, som ikke ville åbne strejkekassen. De københavnske forbundsformænd, Holger Foss og Barbara Kryger, valgte stolt at løbe panden lige ind i arbejdsrettens mur, ved højlydt at sige "ja" til, at de havde opfordret til og støttet konflikten. Boden for organisationsansvar blev historisk høj, og den samlede regning for tabt arbejdsfortjeneste og bod lød på omkring 40.000 for hvert medlem.
Som tilskuer er det svært at erindre konflikten som andet end en faneflyvende flot kamp - og et sviende nederlag. Men Finn Sørensen minder om, at der ikke blev givet køb på nogle grundlæggende principper:
"Vi har aldrig været maskinstormere. Grundlæggende er det jo godt nok, at teknologien overtager ensformigt og nedslidende arbejde. Og vores strategi har dels bestået i at få indflydelse på de nye arbejdspladser: De skal besættes af bryggeriarbejdere. Det lykkedes. Folk med syv års skolegang arbejder nu i den højteknologiske procesindustri. Vi er færre, men vi er her stadig, og vi har 100 procents faglig organisering".
"Og så ville vi have ordentlige afgangsordninger til de, der ikke længere var plads til. Det vil sige en så høj grad af frivillig afgang som muligt, gode fratrædelsessummer og ordentlige uddannelsestilbud. Selvfølgelig har vi fået for lidt af det hele, men især tilbuddet om tre måneders uddannelse var der perspektiver i."
"I den sidste rammeaftale om afviklingen af Tuborg fik vi gennemført, at alle får tilbud om betalt frihed til at tage almene fag som dansk, matematik og naturfag på 9.-10. klasses niveau. Så får de lagt grunden til det uddannelsesmæssige løft, der er helt nødvendigt for at komme videre".
- Og folk har lyst til at uddanne sig?
"Tillidsmændene har godt måtte gøre valget meget klart for et par stykker: Enten uddannelse eller arbejdsløshed. Men der er mange eksempler på, at folk kommer tilbage til arbejdet som helt nye mennesker, utroligt glade for at opleve at de kan lære, at det ikke er en gentagelse af deres nederlag i folkeskolen".
- Er der forskel på de resultater, du som revolutionær de resultater, som en reformistisk forbundsformand ville hente hjem til sine medlemmer?

Det spørgsmål vil jeg besvare lidt snedigt: Nej, ikke i vore kredse. De københavnske bryggeriarbejderes mangeårige kamperfaringer, har givet et ret højt politisk bevidsthedsniveau. Her bliver ikke kigget på partibogen, men på holdninger".
"Den tid, hvor vi var unge, knaldhamrende røde og råbte fagforstening, mistillidsmand og pamper efter enhver i det faglige system, er forbi. Nu råber de unge pampere efter os - og sådan skal det være, for ellers går alt i stå".
"Siden 70'erne har jeg da ændret opfattelse af de socialdemokratiske tillidsfolk i fagbevægelsen - mange af dem gløder lige så meget for arbejderklassens sag, som jeg gør".
- Så hvor viser forskellene sig?
"De afspejler sig i troen på, om de store problemer kan løses inden for det eksisterende samfundssystem. Ikke fordi, jeg tror, at kapitalismen er årsag til alle problemer, men det økonomiske system forhindrer, at de fundamentale problemer - udbytningen af arbejderne og ødelæggelsen af naturressourcerne - bliver løst. Det er lallende naiv snak at tro, politiske forbrugere kan overbevise kapitalen om at de skal producere uden at ødelægge mennesker og natur - selve det anarkiske element i den kapitalistiske produktionsmåde, som Marx analyserede så glimrende gør det til en illusion".
- Men kan demokratiet ikke bruges til at sætte skrappe rammer for miljø og arbejdsmiljø?
"Jo, men alle ideerne om bæredygtig produktion, kan kun realiseres, hvis man er villige til at tage det afgørende politiske opgør og fratage borgerskabet dets ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne. Ellers flytter kapitalen blot sine midler et andet sted hen på kloden".
- Men det er da svært at komme uden om, at markedsøkonomierne har vist sig som en uhyre effektiv mekanisme til at skabe velstand?
"Jeg er helt uenig: I mine øjne har kapitalismen til fulde demonstreret sin ineffektivitet i både forbrug af mennesker og naturressourcer. Som det viste sig i Kina og Sovjet, løser det ingenting i sig selv, at overtage produktionsmidlerne. Og de eksempler har gjort 'socialistisk planøkonomi' til et fy- ord. Men i en eller anden udgave er det et helt nødvendigt perspektiv".
- Kim Behnke fra Fremskridtspartiet sagde en gang, at der hver dag foregår vigtig demokratisk afstemning ved kasseapparaterne i supermarkederne. Hvordan skulle man kunne finde ud af, hvad der skal produceres, og fordele det, uden et marked?

Hvis jeg kunne svare kort på det, sad jeg ikke her. Selv når det engang lykkes at få sat borgerskabet fra bestillingen, vil det ny samfund bære modermærkerne af det gamle. Overgangsperioden bliver lang, meget lang, hvor man får udryddet den kapitalistiske økonomi, etableret produktionen på kollektiv basis og organiseret de politiske instrumenter og kommandoveje, der skal til for at producere de ting, der er behov for, og bringe dem derhen, hvor de skal bruges".
- Jeg har vanskeligt ved at forestille mig et andet system end markedet, der er i stand til at kommunikere fem millioner danske forbrugeres behov frem til producenterne. Om de vil have kaffe eller øl, ryge smøger eller rejse til udlandet, bruge parfume eller køre i bil. Det er jo uhyre komplicerede informationer?
"Hvorfor i alverden skulle folk ikke kunne blive enige om at vælge nogle til at foretage en fornuftig fordeling af produkterne? Det er fire-fem mennesker i store internationale indkøbskæder, der bestemmer, hvad kunderne skal have at vælge imellem. Det er de ret dygtige til, indrømmer jeg - men hvorfor skulle vi andre ikke kunne finde ud af det? Med informationsteknologien er der skabt et redskab, der kan bruges i en bedre sags tjeneste."
- Faren for enshed og behovsdiktatur ligger lige for?
"Hvad kalder du det system vi har i dag?"
"Det kan sgu godt være, at man bliver nødt til at skære lidt ned på udbuddet for at få det til at fungere. Det er ingen skade til - markedets udbud er jo vanvittigt i forhold til de behov, der skal dækkes. Tyve forskellige tuber tandpasta er bare ét forslidt eksempel. Men de fleste kan vel se fornuften i, at indskrænke udbuddet og i stedet bruge ressourcerne til nogle langt mere basale behov som uddannelse, bolig, arbejde, tryghed i alderdommen og fred".
- Men det er jo lige præcis det, som reformisterne har arbejdet for i hele dette århundrede?
"Sammen med mange andre. Men den grundlæggende tryghed er der ikke".
- Hvis du ikke har arbejde, forsørger staten dig?
"Men på hvilke vilkår? Det er stadig et chok for familieforsørgere at blive arbejdsløse. Og hvis deres ægtefælle samtidigt bliver langtidssygemeldt er de godt på vej ned ad slidsken. Mere skal der ikke til".
- Selv om jeg godt kan blive nervøs for, at lovgivning og internationale aftaler tager så langsommeligt fat, at jorden bliver uopretteligt ødelagt, er jeg mere bange for at revolutionens pris altid bliver for høj?

Jamen, hvilken pris har vi ikke betalt for at nøjes med reformer i dette århundrede: To verdenskrige, vi har været på randen af en atomkrig i begyndelsen af 60'erne, der sker en stadig bortødslen af naturressourcer".
"Og prisen for det vi kalder velfærdssamfundet er, at langt de fleste har et nedslidende, perspektivløst arbejdsliv. Bare i vores lille forbund har vi omkring 100 løbende sager om arbejdsskader årligt. Konsekvenserne af skiftehold og ensformigt, belastende arbejde".
- Men er der intet i ordet revolution du frygter?
"Hovedproblemet har Sovjets og Kinas historie tydeligt vist. Her fortsatte undertrykkelsen blot under nye former, den ene herskende klasse blev erstattet af en ny. Arbejderklassens vigtigste erfaring i dette århundrede er stalinismen. Der var en totalt manglende forståelse af, at mennesket er den vigtigste produktivkraft - også i den politiske debat. Hvis folk ikke har mulighed for at være kreative, også i den politiske proces, får man ikke frigjort disse produktivkræfter. Hvis folk ikke må tænke og tale, gider de selvfølgelig ikke lave noget".
- Arbejderklassen ser ud til at være ret tilfreds med at have fået egen bolig, bil osv. Alligevel tror du, at de en dag vil gøre oprør?
"Pointen er jo, at kapitalismen tager goderne fra dem igen, før eller siden".
- Det bryder sammen af sig selv?
"Glem nu ikke børnelærdommen om de indbyggede modsætninger i det kapitalistiske system, som betyder at det ikke kan overleve. Det undergraver sit eget produktionsgrundlag. Du kan se det i det små på den enkelte virksomhed og globalt. Marx analyser er da ikke blevet dementeret - han tog bare fejl af, hvor hurtigt det ville gå".
"Herregud, kapitalismen er ret beset blot en parantes i menneskehedens historie på et par hundrede år. I takt med at ufattelige rigdomme samles på færre og færre hænder og klasseskellene uddybes på verdensplan vil folk jo få øjnene op".

Dette er det sidste interview i serien om 'Vreden, der forsvandt'. Tidligere interviews er bragt 20. og 27. juni, 4., 11., 15., 18. og 19.-20. juli samt 1., 9.-10. og 15. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu