Læsetid: 3 min.

Danidas chef giver kritikere ret

6. september 1997

Danidas administrative leder indrømmer, at organisationen i en periode har haft mange uerfarne folk. Kritikerkoret vokser

Efter skarp kritik fra både industrien og økonomiprofessor Martin Paldam medgiver Danidas øverste administrative ansvarlige, udenrigsråd Ellen Margrethe Løj, at der i en periode har været mange uerfarne folk i Danida.
Men den kritiserede Danida-struktur har samtidig store fordele, insisterer hun.
Kritikken fra industrien og fra professor Martin Paldam går på, at Danidas tre-årige job-forløb betyder, at ansatte med erfaring pludselig udskiftes med mere grønne kræfter. Dermed er der ikke nok faglig ekspertise i det statslige udviklingsarbejde.
Koret vokser
Den samme kritik lyder fra politisk hold. Den radikale gruppeformand Jørgen Estrup mener, at forflyttelserne virker mod hensigten.
"Alle, bortset fra folk i ministeriet, er enige om, at rotationsprincippet flytter folk for hyppigt fra de steder hvor man skal have ekspertise. På de steder, hvor man roterer inden for hele udenrigsministeriet, bliver resultatet for dårligt", siger han.
"Folk har for lidt viden om, hvad de laver, og man placerer folk, der intet ønske har om at arbejde med ulandsbistand til at tage sig af bistanden. Min påstand er, at det går ud over kvaliteten i deres arbejde", siger Jørgen Estrup til Information.
Ellen Margrethe Løj er naturligt nok ikke enig, men indrømmer dog, at der i en periode har været mange nye ansigter i ulandsarbejdet.
"Det kan være, man har følt, at der har været lidt rigeligt med nyansatte i København. Det skyldes, at vi har sendt mange mere erfarne folk ud på de nye ambassader vi har oprettet", siger hun.
De nye ambassader, i Burkina Faso, Vietnam og Eritrea, er oprettet, fordi disse lande har fået status af programsamarbejdslande.
Det vil sige, at de er blandt de tyve lande, som det meste af den danske bistand går til. Men ifølge Løj er der tale om et overgangsproblem. Og i øvrigt er hun meget tilfreds med Danidas turnusordning.
De turnerede fuldmægtige oparbejder nemlig erfaringer på alle de poster, de har, og de erfaringer kan bruges i senere posteringer.
Et håndværk
"Når vi taler om personer, der beskæftiger sig med bistand, så sker det meget ofte, at man skifter mellem udetjeneste på en ambassade, der har med ulandsbistand at gøre og et landekontor i København. Hvis du har behandlet bistandsprojekter i New Delhi, så har du gode forudsætninger for at behandle bistandsprojekter i Indien hjemme i København - og i og for sig også i Tanzania", mener hun.
"Du kan håndværket. Så kan det godt være at du ikke følger det enkelte projekt helt til dørs, men det er jo ikke alle på et kontor eller ambassade der skifter samtidig, så jeg mener ikke det er så stort et problem", siger Løj.
Ifølge udenrigsråden er kritikken af den manglende faglige ekspertise også ved siden af målet på grund af den nye indretning af dansk bistandsarbejde.
De projekter, som økonomiprofessor Martin Paldam kritiserer så voldsomt i en ny bog, er alle gamle, enkeltstående projekter, mener hun.
Og dansk ulandsbistand er i stigende grad rettet mod sektorprogrammer, hvor man fra dansk side går ind og ser på mange aspekter af et område, for eksempel et lands sundhedssektor eller landbrug.
Søm og skruer
"Det er ikke nok at være ingeniør og kunne sine søm og skruer - det er der også brug for - men når man laver sektorprogrambistand går vi ind i en diskussion med myndighederne i de lande vi giver bistand til, om hvordan de for eksempel skal indrette deres landbrugspolitik, og hvor vi kan gå ind og støtte. Det er en sektordiskussion på makroniveau i stedet for på projektniveau", siger Løj.
- Og her er der en mere direkte forbindelse til den traditionelle del af udenrigstjenesten?
"Ja, man skal have evnen til at diskutere på et makroniveau, og der mener jeg at langt de fleste fra den almindelige tjeneste, der typisk har en baggrund som jurister, økonomer og scient. pol. er trænet i", siger Ellen Margrethe Løj.
I København sidder godt 100 ansatte fra den almindelige tjeneste, og godt 50 ulandsfagligt uddannede, og administrerer den danske ulandsbistand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her