Læsetid: 4 min.

Dansk aviskannibalisme

26. september 1997

Med den seneste fusion mellem Århus Stiftstidende og Amts Avisen i Randers er Det Berlingskes inddæmning af Jyllands-Posten total

KOMMENTAR
Med fusionen mellem Århus Stiftstidende og Amts Avisen i Randers har den danske aviskannibalisme fået et nyt offer - omend ofret ikke denne gang tager form af et dødsfald. Alligevel er der grund til offentlig opmærksomhed omkring fusionen. For Det Berlingske Officin ejer i forvejen Amts Avisen. Og får en minoritetspost på 35 procent i avisfusionen - nok til at tydeliggøre en målrettet offensiv mod Jyllands-Posten i det østjyske område.
I Berlingskes strategi er dette et vigtigt led i inddæmningskrigen mod Jyllands-Posten - som svar på Jyllands-Postens særdeles offensive krigsførelse i hovedstaden.
Det forekommer umiddelbart næsten ubegribeligt, at Århus Stiftstidende som monopolavis i landets næststørste by skulle komme ud i så alvorlige vanskeligheder, at fusionsvejen ind i Berlingskes avisverden blev den mest attraktive løsning på problemerne.
Men bladkannibalismen er underlagt sine egne naturlove - som det er rimeligt, at læserne også får kendskab til.
Endnu ved krigsafslutningen i 1945 eksisterede der 120 selvstændige danske aviser. Da vi i 1970 fejrede 25-året for pressefrihedens genkomst i Danmark, var antallet ret præcist reduceret til halvdelen - og siden har egentlige bladdødsfald og fusioner reduceret antallet med yderligere en snes aviser.
Firebladssystem død
Provinspressen har lige siden papirrationeringens ophævelse i 1950 - og de muligheder denne ophævelse betød for de store aviser til at udnytte deres forspring - bevæget sig mod lokale og regionale monopoler.
Denne udvikling blev stærkest fremmet af den stadige tilbagegang gennem 50'erne og 60'erne for den socialdemokratiske provinspresse.
Det normale blev herefter en dominerende borgerlig lokalavis i hvert af de lokale bladområder. Også de borgerlige andenaviser, der måtte nøjes med mindre tilskud end de socialdemokratiske aviser, forsvandt.
Områdets i forvejen største avis samlede læsere og annoncører fra de øvrige blade i området. En selvforstærkende nedgangsproces satte ind og umuliggjorde til slut fortsat udgivelse.
På den måde blev det politiske firebladssystem, der var dansk provinspresses særkende, brudt ned og afløst lokale og regionale aviser, der i deres lokaldækning havde et faktisk monopol.
Det ensartede præg - omend med lokale variationer - har ført til en opfattelse af strukturudviklingen som en naturnødvendig proces, hvori den største avis inden for et konkurrenceområde er ekspanderet, medens de mindre aviser er stagneret, svækket og til slut gået ind.
Den største åd de mindre i et system af gode og onde cirkler, hvor de stærkeste avisers forspring i sig selv skabte yderligere fremgang med koncentration af oplag og annoncer, medens de små systematisk blev berøvet deres overlevelsesmuligheder.
Alene i Århus
Sådan også i Århus. Først døde oplandsavisen Århus Amtstidende, senere byavisen Demokraten. Århus Stiftstidende var derefter alene om markedet i både byen og omegnen.
I landets næststørste by skulle dette være en ren ønskesituation - både materielt og journalistisk åbnede der sig muligheder for en avisindsats af betydeligt omfang.
Men fraværet af konkurrenterne var ikke kun en fordel. Den største risiko for enhver monopolavis er ikke manipulationsmuligheden, men mageligheden der følger med monopolet. Århus Stiftstidende evnede ikke at opfange alle læsere, der var blevet hjemløse ved de lokale bladdødsfald.
Alvorlige problemer fik Århus Stiftstidende, da Jyllands-Posten indledte sit felttog ikke blot mod hovedstaden i øst, men også mod den jyske hovedstad.
Offentligt anliggende
Med tillægget JP Østjylland og en distriktsbladskrig, som Århus Stiftstidende mente, hørte 70'erne til, var der pludselig igen lokal konkurrence. Nærheden, som Århus Stiftstidende har skiltet voldsomt med i sine annoncekampagner, er pludselig blevet attraktiv for Jyllands-Posten - både på grund af læserne og annoncørerne.
I den situation har Århus Stiftstidende naturligvis ikke råd til fejltrin. Et sikkert første skridt er fusionsvejen ind i Berlingskes aviskoncept. Men samtidig er der banet en sti, som i værste fald kan føre til, at Århus Stiftstidende ender som en regional sektion i Berlingske Tidende.
Så langt er den danske aviskannibalisme nu nået. Det er bestemt ikke et anliggende for avisverdenen alene. Det er et anliggende for enhver, der interesserer sig for meningsdannelsens vilkår i Danmark.
Formanden for Det Berlingske Officin, Ole Scherfig, fremhæver i flere udtalelser om fusionen, at den gør det muligt, at "der kan dirigeres flere ressourcer til det redaktionelle stof."
Deri har han måske ret.
Hvad han imidlertid undlader at fortælle, er, at der kan blive markant færre om at foretage denne "dirigering."
Men det er i sig selv værd at notere, at han taler om netop "dirigering." Det spændende bliver at se, hvad denne "dirigering" udmønter sig i.
Endnu grummere krig
Overgangen til morgenudgivelse, så snart den er praktisk gennemførlig, er et sandsynligt første skridt efter fusioneringen. For morgenudgivelse vil gøre konkurrencen med Morgenavisen Jyllands-Posten endnu mere frontal. Og dermed Berlingskes inddæmningskrig endnu mere total.
Når den store danske aviskrig føres så aggressivt, er forklaringen, at der i et land af Danmarks størrelse måske ikke varigt er plads til tre store omnibus-aviser på toppen af presse-pyramiden.
Udenlandske erfaringer antyder det. Norge har kun én stor omnibus-avis, Sverige ganske vist to, men den ene lever kun i kraft af pressestøtten, og Finland også kun én - Helsingin Sanomat, der er Nordens største omnibus-avis med en tyngde i det finske medielandskab, der svarer til Berlingskes, Politikens og Jyllands-Postens tilsammen i det danske mediebillede.
Interessant nok - advarende nok, vil nogle mene - indledte Helsingin Sanomat helt tilbage i mellemkrigstiden den kamp for at blive størst, som Jyllands-Posten først er slået ind på i efterkrigstiden.
Der er et stykke vej endnu, før vi får finske og norske tilstande på omnibus-markedet. Men vi er på vej.
Den seneste jyske fusion antyder retningen. For når de store er færdige med at opæde de små eller opdrætte de mindre i nøje definerede medieroller i nøje definerede mediereservater, bliver den frontale krig mellem de store endnu mere grum.

*Erik Lund er medieforsker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her