Læsetid: 6 min.

Dansk bistand på dissektionsbordet

5. september 1997

anmeldelse
Danida arbejder efter alt for uklare mål, og har heller ikke klare ideer til, hvordan det skal vurdere, om dets projekter lykkes eller ej. Det er hovedkonklusionen i professor, dr. oecon. Martin Paldam store evaulering for Rockwool-fondet af dansk bistand.
Paldams murstenstykke evaluering er underholdende læsning, han kan formidle, så det rykker, og så har han et solidt, professionelt panser at have sine bekymringer for dansk u-landsbistand i. Ikke en dårlig kombination for én, der af Rockwool-fonden er blevet bedt om at evaluere Danidas resultater. Paldam har også sans for timing, hans bog er udkommet samtidig med, at højre side af folketingssalen samler ammunition til nedskæringer i u-landsbistanden.
Landbrug eller våben
Det voluminøse værk består af fire dele. Del I beskæftiger sig med de udviklingsstrategier, mange u-lande har fulgt siden 1965, især vægten på importsubstitution, hvor landene forsøgte at producere så mange varer som muligt nationalt for bl.a. at fremme industrialiseringen.
De nyere alternative udviklingsstrategier, der bygger på en liberalisering af markedet, tages også op. Paldam er optaget af et interessant paradoks: Selv om det typiske u-landsprojekt gør nytte, så er der ingen positiv sammenhæng mellem, hvordan et u-land udvikler sig og den samlede hjælp, det modtager.
Det kan for eksempel skyldes, mener Paldam, at u-landsbistand til landbruget i sidste ende kan føre til et øget indkøb af våben - for eksempel i det tilfælde, hvor landet ville have været nødt til at skære ned på våbenindkøb, hvis projektet ikke var blevet finansieret udefra.
Et andet problem er, at bistand kan betyde, at et land fortsætter med en uholdbar politik længere, end det ellers ville have været tilfældet - det har ifølge Paldam for eksempel været tilfældet i Tanzania. Paldam betegner fænomenet som "Laden-stå-til dynamikken", og gør opmærksom på, at dansk u-landsbistand i de sidste 10-15 år ikke har været præget af makroøkonomiske overvejelser.
Paradokser
Bogens anden del beskæftiger sig mere direkte med dansk udviklingshjælp, især beslutningsprocessen.
Paldam har analyseret, hvordan Danida fandt frem til at koncentrere hjælpen på 20 samarbejdslande. Hvilke kriterier er dette sket efter?
Her kan for eksempel ønsket om at tilgodese de fattigste lande stå i modsætning til, at hjælpen skal gives til lande, der også kan bruge den.
Paldam konkluderer, at vægtningen af kriterierne betød, at landes fattigdom blev det vigtigste kriterium - og han er enig med Danidas valg.
Når det derefter gælder valget af projekter og programmer, ser Paldam to paradokser i Danidas beslutningsproces: Hverken vælgerne eller politikerne er særlig interesserede i området, og Danmark har kun spinkle økonomiske eller sikkerhedspolitiske interesser i u-landene.
Hvorfor er Danmark så det land i verden, der giver den største andel af vores bruttonationalprodukt til u-landene?
Han opstiller fem hypoteser:
*Beslutningerne tages i Danmark uden særligt hensyn til u-landene.
*Vælgerne efterspørger altruisme, altså uegennytte.
*Danida sørger for at differentiere sit produkt, så alle interessenters behov tilfredsstilles.
*Danida lever højt på, at der ikke eksisterer en egentlig bistandspolitik
*Og endeligt bestemmes Danidas produkt af idealistiske "do good'ies" (de private organisationer, NGO'er) samt en håndfuld konsulentfirmaer der skiftes til at evaluere hinandens produkter.
Resultatet bliver, at både forstudier af projekter og programmer, og siden både udførelse og evaluering er metodologisk uigennemskuelige. Konsekvensen kan bl.a. aflæses i de undersøgte 37 projekters skæbne.
Grund til optimisme?
Efter en ekskurs til Verdensbankens praksis og erfaringer fra Norge og Sverige, hvor nødvendigheden af en sund økonomisk politik i modtagerlandene understreges, gennemgås 37 afsluttede dansk-finansierede projekter i Del II.
Kriteriet for landevalget har været, at de udvalgte lande er store modtagere, at der har været fred i perioden, og at de er beliggende i verdens hovedregioner.
I de udvalgte lande har Paldam evalueret samtlige projekter, der helt eller delvist var finansieret af dansk bistand, og som blev afsluttet for fem år siden. I Afrika drejer det sig om Kenya, Tanzania og Zambia, i Østasien om Kina og Thailand, i Latinamerika om Nicaragua og på det indiske subkontinent om Indien, Bhutan og Bangladesh.
Gennemgangen af de enkelte projekter er lettere uoverskuelig, men den indledes med en værdifuld oversigt over de generelle problemer, projekterne er løbet ind i. Her findes blandt andet nogle overvejelser om, hvad der gør, at bistandsprojekter bliver dårligere vedligeholdt end andre - især i Afrika (afrikanerne regner med, og har erfaring for, at i-landene nok skal komme med flere penge, så deres første investeringer bliver vedligeholdt) - hvad der får NGO-projekter til at fremtræde som relativt velfungerende (de er mindre projekter og drevet af lokale ildsjæle) og hvilke konsekvenser det har at støtte statsejede virksomheder.
Bogens sidste del består af en statistisk analyse af projekterne samt en sammenfatning. Nogle af projekterne er gået dårligt, fordi de blev hvirvlet ind i landets omlægning til en mere markedsorienteret økonomi.
Paldam er ret optimistisk med hensyn til den fremtidige udvikling, fordi de seneste års liberalisering i u-landene har betydet, at man der opererer med langt mere realistiske priser end tidligere. Dermed bliver det lettere at gennemføre analyser af bistandens reelle effekt.
Efter at have analyseret projekterne er Paldam bekymret for konsekvenserne af Danidas integration i Udenrigsministeriet, hvorefter almindelige diplomater nu også beskæftiger sig med bistand, og det tegner ifølge Paldam ikke for godt med hensyn til det professionelle niveau.
Hvad angår de evaluerede projekter peger Paldam på, at det især er i Afrika, projekterne har problemer, især inden for landbrugssektoren.
Godheds-neokolonialisme?
Trods sine kvaliteter rummer Paldams bog mange faldgruber. For det første er det ganske enkelt ikke muligt at evaluere 37 projekter fordelt på ni lande i de fleste verdensdele på 4 1/2 måned.
Han skriver godt (fra et besøg på et slagteri i Zambia: "Vi ankom kl. 3., efter at dagens slagtninger var overstået, og oprydningen var næsten færdig. Så der herskede en meget fredelig stemning. Stedet lignede en typisk polsk virksomhed sidst i 1960'erne efter fyraften"), men det fremgår ikke, hvilken videnskabelig metodik evalueringerne bygger på (ud over besøg på stedet med tidligere projektrapporter under armen).
Bogen lider derfor af en overraskende mangel på selvkritik med hensyn til en sådan evaluerings begrænsninger og den usikkerhed, der i mange tilfælde må have præget vurderingerne. Denne mangel forvandles til rent overmod, når forfinede statistiske analyser køres i stilling.
Manglerne gør, at bogen næppe kan bruges til at slå regeringen i hovedet med under finanslovsdebatten, men alt i alt er den yderst læseværdig, også - eller måske især - for ikke-fagfolk.
Det kan indvendes, at den først og fremmest har historisk interesse, fordi Danida i dag er gået væk fra at give bistand til enkeltprojekter af den slags, Paldam evaluerer, over til en sektor-orienteret bistand, hvor Danida for eksempel koncentrerer sig om at styrke et bestemt ministerium og dets resort i modtagerlandet.
Men Paldams hovedanke mod Danida holder stadig: der findes ikke en klar prioritering af Danidas fem mål; vækst, fattigdomsbekæmpelse, miljø, menneskerettigheder og kvinder, ligesom der heller ikke er klare retningslinier for hvordan udviklingen skal måles.
Den nye strategi - sektorbistand - eller med Paldams ord: godheds-neokolonialisme, sætter han ikke den store lid til. Han håber dog, at den vil resultere i, at folk vil begynde at køre med sikkerhedsseler i modtagerlandene!
Andre har større forhåbninger og venter spændt på, at Danida finder metoder til at evaluere denne form for bistand - ellers må Danida finde sig i, at der snart kommer et nyt opus fra Paldam.
At Paldam ikke er kommet sig af sine traumer fra 70'ernes u-landsdebat - især den, der foregik i Information - får være, men at antyde, at der var en direkte sammenhæng mellem denne debat og aktiviteterne i en lejlighed i Blekingegade, er en påstand, der mere hører hjemme i en bog om paranoia end i en om u-landsbistand.

*Martin Paldam: Dansk U-landshjælp - Altruismens politiske økonomi. Aarhus Universitetsforlag, 1997, 444 s., pris 198,00 kr.

Henriette Bonnevie er konsulent og udviklingsøkonom. Hun har arbejdet fem år i Zimbabwes finansministerium, hvor hun var chef for den afdeling der planlagde de seneste års økonomiske reformer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu