Læsetid: 2 min.

Dansk kritik af valutafond

25. september 1997

IMF skal give u-lande gældslettelse hurtigere, mener udviklingsminister Poul Nielson. Den hollandske finansminister siger, at rige landes uvilje til at betale truer hele HIPC initiativet

Det er Den Internationale Valutafond (IMF), der skal sættes i bevægelse, for at u-landene hurtigere kan hjælpes til en gældslettelse, siger udviklingsminister Poul Nielson.
De rige lande er både repræsenteret i Verdensbanken, Valutafonden og Paris-klubben, som er de tre organer, der bestemmer hvilke u-lande, der kan få en gældslettelse, og hvor hurtigt det kan lade sig gøre. Men det er i IMF-sammenhæng, at landene viser manglende vilje til at give u-lande en gældslettelse gennem HIPC initiativet, Heavily Indebted Poor Countries Initiative, mener udviklingsministeren.
På Verdensbankens og Valutafondens årsmøde, der fandt sted i Hong Kong i begyndelsen af denne uge, kritiserede flere u-lande og NGO'er HIPC-initiativet for at være for langsomt. Og enkelte lande som Tyskland, Italien og Japan blev kritiseret for ikke at have vilje til at skyde penge i gældslettelses-programmet.
Engelsk profilering
Initiativet er et år gammelt, og Uganda, Bolivia og Burkina Faso har indtil videre som de eneste lande fået lovning på en væsentlig gældslettelse, der frigiver penge til landenes udvikling. Landene kvalificerer sig til gældslettelsen ved at følge nogle stramme IMF-programmer i to perioder på tre år. Og det er disse seks år, som kritikerne gerne vil have forkortet.
Den britiske finansminister Gordon Brown sagde op til årsmødet i Hong Kong, at tempoet på HIPC skal skrues i vejret. Den udtalelse blev senere støttet af IMF's direktør Michel Camdessus. Men det ændrer bare ikke på virkeligheden, mener Poul Nielson.
"Der kommer ikke umiddelbart til at ske noget af den grund. Problemet med den engelske udmelding er, at den er foretaget for at profilere England; mere end for at sætte gang i den kollektive beslutningsproces," siger han.
Fra dansk side har man gennem et år argumenteret for, at HIPC-initiativet bliver mere fleksibelt. Det vil sige, at et u-land ikke behøver at følge programmer i seks år, hvis det viser sin evne til at føre en fornuftig økonomisk politik på kortere tid.
Vil udstille de andre lande
Udover det mener Poul Nielson også, at de rige lande mangler vilje til at betale for gældslettelsen.
"Når landene har IMF-kasketten på, leverer de ikke den indsats, som er nødvendig," siger han.
Poul Nielsons standpunkt blev bakket op af den hollandske finansminister Gerrit Zalm på årsmødet. Ifølge Reuters siger han, at underfinansiering truer hele HIPC-initiativet.
Men landene er ikke enige om, hvordan finansieringen skal foregå.
"Danmark er parat til at gå med på det, der lader sig beslutte i IMF-sammenhæng. Hvadenten det er at komme op med penge via guldsalg, via særlige indskud eller via anvendelsen af en del af IMF's faktisk eksisterende frie midler," siger Poul Nielson.
Han mener, at det eneste Danmark kan gøre er at sætte de andre landes økonomiske uvilje i relief ved at stå frem som et godt eksempel og være tydelig i sine holdningstilkendegivelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu