Siden Korn I Pelegs Mark har Jørgen Gustava Brandt været både preciøs og large imod
os andre
hyldest
Hvis eneste opgave er at køre rundt på Mars og se stjernebillederne.
Men det var noget andet. En sådan bil, en sådan Rocky, er Jørgen Gustava Brandt; intet er for dyrt til hans digte, men han har nu heller aldrig lovet, at han ville være billig. Ja, Jorden angriber!
Siden Korn I Pelegs Mark har digteren faktisk været både preciøs og large imod os andre - og han giver med sproget en afstandstagen overfor det fænomen, at visse kræfter synes at se jorden gløde som et efterårsgræskar og ikke som virkelighed.
Dette være min hyldest ikke fra en ung til en gammel, men fra en, der oprigtigt synes, at "Gusses" digte med samtlige deres ræve- og irrgange gør det til at holde ud at leve under civilisationens kun alt for sprukne fernis. Man er bare for dum, hvis man tror på deres forsikringer om civilitet. Da er det godt med en gang ægte lak til psyken.
Frarøvet civilisation og dannelses illusion har han, og bedraget mig - men altid kun bag min ryg - og det er dette, der her menes med digtenes virkelighed. Digtenes det fremmede.
Dét fremmede. Det blander sig jo. Ironisk nok det tilbageholdende. Skidenervøs er han, og bare der var flere af hans slags, jeg mener, gid han engang havde hjulpet mig med det, men det har han, for som digter skal man klare sig selv med økonomi og en hjulkrone og en tallerkensmækker. Så alle vi egentligt dannede digtere er rent professionelt godt hjulpne med den mand, som har dannet præcedens ved at skrive i virkelighedens vand og ikke civilismens blæk, fordi han altid har syntes at: Sikke noget Pis! Disse bøger må absolut stå et sted bag døren. Sikke noget Pis! Kommer de allerede?
Hudlaget over den unge J. G. B.'s midterste digte blinder og gør én køn, derfor må man for at rense ud i "kulturel" retorik faktisk ty til dem efter ilt.
De senere er blot den lille gamle marsbil på sine larvefødder, men du godeste. Hvad er det for en marsbil jeg har for mig. Det er den, der ser at verden er blå, og at dens kontinenter ligner enten kolossale dråber eller kolossale tårer eller begge.
"Nu var det sådan med de to, at når de var sammen, havde de ro i sindet, men det var jo ikke ligefrem det hans digte gik ud på. Er det ikke vigtigt at have én digter, som bare har vist sig at være et produkt af éns fantasi? En regnbue? En oliven? En menneskehed."
For han skal aldrig sikre sig, at det er som de siger, hvilket gør sproget til Danmark.
