Læsetid: 2 min.

Død kærlighed og alkohol

6. september 1997

Det var den skotske skjald, der sang

STORY-
TELLING
Det ligner Niels Skovgaards omslagstegning til Højskolesangbogen: En skægget, langhåret mand med fingrene i en harpe - "Det var de danske skjalde, der sang".
Men det er åbningsarrangementet ved en international Story Telling Festival, og manden på scenen er Robin Williamson, som stammer fra Skotland og kan slås op i Politikens Rockleksikon. Så meget for det danske højskolebillede.
Robin Williamson har sin egen fortolkning af begrebet storyteller, som snarere er beslægtet med vor tids folkesangere fra Woody Guthrie og frem. Hans optræden er knyttet til instrumenter (her harpe og guitar; som man vil vide fra hans pladeindspilninger med Incredible String Band spiller han 15-20 instrumenter) og hans historier lægger op til og ned fra sange og instrumentalnumre.
At være harpespillende skjald er ikke noget, der ligger lige for. Vi taler ikke om en ubrudt tradition. Snarere er der - som vi også ser det omkring den ny vikingedyrkelse - tale om en bevidst og ideologisk drevet genopdagelse.
Williamson har da også været hele vejen rundt - fra moderne elektrificeret folkemusik via amerikansk blues og rock og world music tilbage til det rigtig oprindelige. I den udstrækning, der er noget at gå tilbage til.
Men der findes i Skotland og Irland en overleveret musik og Williamson spillede i torsdags et stykke skotsk harpemusik fra 1500-talet.
Fransk Fanden
Og så er der en overleveret fortælletradition, som - hvis Williamsons udvalg er karakteristisk - handler om gode, jordnære emner som død, kærlighed og alkohol. Fanden (som af en eller anden grund taler med fransk accent) og hans stik-i-rend-drenge af troldmænd og -koner går og blander sig i dagligdagen. Og lysten til et glas øl eller det, der er stærkere kan drive rigtige mænd ud i aldeles absurde situationer.
"Døden er et populært emne for vittigheder, dér hvor jeg kommer fra, hvor røgen fra krematoriet ofte er det eneste målelige livstegn," fortalte den veloplagte og vennesæle skjald, som raffineret vævede et fortryllende net af associationer, sidespring og bekendelser. Tiden: fra jordens skabelse til prinsesse Diana via erindringer fra fortællerens barndom og ungdom og rejser i et fjernt og eksotisk land, der hedder Amerika.
Et taknemligt publikum blev sendt ud i natten med op til flere velsignelser: et ønske om medvind, et ønske om "at du når til himmels en halv time før djævelen opdager du er død".

* Robin Williamsson på Borups Højskole, torsdag 4. september

* Williamsson optræder med nye historier på Blixen museet i eftermiddag. I aften optræder Jan Blake, fortæller og jazzsangerinde fra Jamaica, og i morgen franske Abbe Patrix

Kronik side 12

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu