Læsetid: 2 min.

Dødskægt

19. september 1997

'Alt for Roseanna' formår lidt for godt at lade den tabubelagte død skildre med kommediens lette hånd

NY FILM
Det sjældent, at film om døden tager sit emne lige så let som Alt for Roseanna, der mest af alt er en 90 minutter lang sitcom, hvor de enkelte punchlines er blødt op med en smule følsomhed og kærlighed.
Men det gør ikke den til en dårlig film, det er bare en overraskende - og på en måde også befriende - indpakning til så alvorligt et tema.
Efter en smuk og, filmens komiske natur taget i betragtning, noget forvirrende indledningssekvens, møder vi Marcello, en café-ejer, hvis dødssyge kone, Roseannas, sidste ønske er at blive begravet på en af den lokale kirkegårds sidste tre ledige gravpladser ved siden af deres afdøde datter.
Hektisk og afdæmpet
Umiddelbart lyder det ikke så forfærdeligt morsomt, men det bliver det med hjælp fra Jean Renos maniske Marcello, som utrætteligt drøner rundt for at holde den lille italienske landsbys øvrige beboere i live, så de ikke fylder kirkegården, før Roseanna (Mercedes Ruehl) får sin grav.
I en række hektiske scener ser vi Marcello dirigere den halsløse italienske trafik forbi de værste - og fatale - uheld, hvorefter han render rundt til byens døende mænd og læser højt af fodboldresultaterne, bilder deres koner ind, at de har talt til ham og giver blod, så de kan leve længere.
Enkeltvis er scenerne meget morsomme, men et eller andet sted virker de malplacerede, når den lim, der binder dem sammen er nogle meget afdæmpede og genuint følelsesfulde øjeblikke mellem Marcello og Roseanna - som i bund og grund bevirker nogle meget bratte skift mellem filmens to stemnings-planer.
Og med nogle mindre rutinerede skuespillere i rollerne end Reno og Ruehl, ville de scener have forfladiget Alt for Roseanna til en noget patetisk og ynkelig affære.
Mercedes ruehler
Mercedes Rueh, der ofte spiller skrap madamme med store armbevægelser, er stadig skarp i sine holdninger og holder snor i sin Marcello, men hun viser sig primært fra en stille og kærlig side, som klæder Roseanna-karakteren godt. På den måde undgår hun at karikere og overspille en rolle, som netop fordrer eftertænksomhed og pauseren.
Klovneriet overlader Ruehl til Jean Reno, der bl.a. med sine lidt akavede roller for Luc Besson ikke er den stille komedie fremmed. I The Big Blue, Nikita og Leon er han en pusserløjerlig og kejtet figur, som med mimik og gestik giver de ellers alvorlige film et komisk islæt. I Alt for Roseanna får han lov til at skabe sig i en rolle, der må være hans mest ekspressive til dato.
Når filmen alligevel ikke føles så vellykket, skyldes det, at filmens instruktør ikke entydigt har valgt, om han ville lave en rendyrket komedie eller en velovervejet film, som tilbyder et sjældent positivt syn på et af de store tabuer: Døden.
Derfor spænder Alt for Roseanna ben for sine egne, gode intentioner om ikke blot at være til lyst.

*Alt for Roseanna. Inst.: Paul Weiland. Manus.: Saul Turteltaub. Engelsk/Amerikansk (Palads og Palladium, Kbh., Gentofte Kino, Palads, Århus, Metropol, Odense og i Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu