Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

15. september 1997

Regeringen vil ikke opgive Somalia-sag
*Regeringen agter ikke at opgive Somalia-sagen. Og der kan komme lignende sager, for regeringen vil kæmpe for, at det skal blive et fast princip at bruge ulandsbistand og penge fra miljø- og katastroferammen til at hindre flygtningestrømme og til at sikre, at afviste asylansøgere kan vende hjem.
Det pointerede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) søndag ved afslutningen af Socialdemokratiets EU-kongres i Århus.
"Det er en politik, der er kommet for at blive, og det bliver en kort fornøjelse for Venstre og de konservative at være imod," sagde statsministeren.
Artikel forside og side 4

Kina varsler ny
toldnedsættelse
*Kina meddelte i går, at det vil nedsætte toldsatserne yderligere på både import- og eksportvarer. Formålet er ifølge iagttagere at gøre landet kvalificeret til optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua oplyste, at tolden i gennemsnit nedsættes med ca. en fjerdedel - fra 23 til 17 procent på i alt over 4800 varer. Nedsættelsen træder i kraft den 1. oktober.
Toldsænkningen gælder næsten tre fjerdedele af alle varer i udenrigshandelen, meddelte Xinhua, som havde fået oplysningerne fra Statsrådets Toldkommission.
Bekendtgørelsen kom umiddelbart før åbningen af en konference for Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, der holdes i Hongkong, og hvor Kinas udenrigshandel ventes at have høj prioritet.

Miljøorganisationer: Miljøgaranti duer ikke
*Miljøgarantien i Amsterdamtraktaten er fyldt med så mange uklare forbehold, at der er risiko for, at den slet ikke kan anvendes i praksis længere, skriver Politiken søndag.
Det er syv internationale miljøorganisationer - bl.a. Greenpeace, Verdensnaturfonden, Friends of the Earth samt European Enviromental Bureau - enige om.
"Den nye miljøgaranti giver på overfladen indtryk af at være en forbedring. Men læser man bestemmelserne, er den fyldt med så mange forbehold, at jeg tror, at det ikke vil blive muligt at bruge den længere," siger EU-medarbejder Greenpeace International, Sabina Voodg, til Politiken.

Konservative lokketoner til de radikale
*Den nykårede konservative partiformand Per Stig Møllers lokketoner til de radikale var utvetydige på weekendens landsråd i Aalborg-hallen: De bør trække i arbejdstøjet og samarbejde med en borgerlig regering efter næste folketingsvalg.
"Det tøj klæ'r dem unægtelig bedst. Den tornerosesøvn, de for tiden befinder sig i, får jo også en afslutning, men der skal et valgnederlag til. Så lad os give dem det," sagde Per Stig Møller.
Hans invitation blev gentaget af forgængeren. Gruppeformanden Hans Engell høstede stående ovationer for sin brandtale kort før frokosten søndag. Talen udstillede den konservative magtkamp, fordi bifaldet overdøvede klapsalverne til Per Stig Møller efter hans timelange tale lørdag.
Artikel side 4

Højere skat i hver tredje kommune
*Hver tredje kommune sætter næste år skatten op, skriver Politiken søndag. En rundspørge som bladet har foretaget til landets 275 kommuner viser, at kommunerne regner med at få omkring 600 millioner kroner ekstra i kassen.
Pengene skal hovedsageligt bruges til flere pasningspladser til de mindste børn. I alt lægger 95 kommuner i deres budgetforslag for 1998 op til højere skat. Det er især de mindre kommuner, som må stramme skruen, så samlet er den gennemsnitlige skattestigning ikke så voldsom: Nemlig 0,13 procent. Den gennemsnitlige skatteprocent i kommunerne bliver på 20,3 til næste år.
"Det er glædeligt, for det betyder, at kommunerne set under et holder sig inden for aftalen med regeringen," siger formanden for Kommunernes Landsforening, Evan Jensen (V).

Vejen banet for Østjerusalem-byggeri
*Israels indenrigsministerium banede i går vej for en omstridt plan om at opføre en ny jødisk enklave i det arabiske Østjerusalem.
Det sagde en talskvinde for ministeriet.
Hun oplyste, at en enig appelkomité havde afvist en begæring fra to vensteorienterede parlamentsmedlemmer om at annullere en beslutning fra Jerusalems bystyre om at give en amerikansk-jødisk jordejer lov til at bygge 70 boliger til jøder i det arabiske kvarter Ras al-Amoud.
Bystyrets beslutning i juli om at give jordejeren, Irving Moskowitz, tilladelse til byggeriet fik palæstinenserne til at advare om faren for en eksplosiv reaktion.
Komitéen traf sin beslutning blot tre dage efter, at den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, bad Israel tage en pause i sit byggeri af jødiske bosættelser, der opfattes af palæstinenserne som en provokation.

Bildt er populær statsminister-kandidat
*De svenske vælgeres lyst til at få Carl Bildt som statsminister vokser. Det viser en Sifo-undersøgelse, som i går blev offentliggjort i Svenska Dagbladet.
56 pct. af vælgerne angiver i september Carl Bildt som deres favorit til statsministerposten. I april var det 51 pct.
Støtten til statsminister Göran Persson er uforandret på 25 pct.
Forskellen mellem de to er vokset fra 26 til 31 pct. Det betyder, at stadig færre foretrækker en tredje person som statsminister.
Nyhedsanalyse her på siden

Regeringen klar med millioner til politiet
*Det danske politi er nu så presset på grund af nye opgaver, at regeringen er klar med en stor pose penge til ordensmagten. Justitsministeren vil ikke længere nøjes med små-justeringer, men taler om mange penge, skriver Berlingske Tidende søndag.
Ordensmagtens øgede arbejdspres med blandt andet rocker-sager og grænsebevogtning får nu regeringen til at efterkomme politiets bøn om flere ressourcer.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i forbindelse med Socialdemokratiets EU-kongres lørdag, at det er nødvendigt at tilføre politiet flere penge. Derfor vil regeringen have en pose penge med, når partierne bag den knap to år gamle politiaftale skal mødes i efteråret.

Ændret indsats mod salmonella i æg
*Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) er ikke overrasket over, at Statens Seruminstitut regner med en stigning i antallet af salmonellainfektioner i årets første otte måneder på 40 procent til omkring 4.600 tilfælde. En stigning der især skyldes salmonella i æg.
"Vi kunne se udviklingen allerede for nogle måneder siden. Og vi har derfor ændret strategi i bekæmpelsen af salmonella i æg," siger fødevareministeren.
Ændringen i handlingsplanen går ud på, at man starter med at få den forældre-generationen af liggehøns salmonellafri. Derefter går det mere eller mindre automatisk med de kommende generationer.
Folketinget har bevilliget 150 mio. kr. til en tre-årig bekæmpelse af salmonella. Hertil kommer 30-40 mio. som husdyravlerne, slagterierne mm. har skudt ind i handlingsplanen.

Tjetjensk præsident hædrer gidseltagere
*Tjetjeniens præsident, Aslan Maskhadov, fornærmede lørdag atter Rusland, da han dekorerede oprørere, som deltog i en blodig gidselaktion i den russiske by Budennovsk i 1995.
"Jeg vil gerne prise den heroiske handling, som blev udført af Sjamil Basajevs bataljon," sagde Maskhadov på et massemøde i den løsrevne regions ødelagte hovedstad, Grosnij.
Basajev blev Ruslands værste fjende, men en helt hos sit folk, da han med aktionen tvang Rusland til at indgå en våbenhvile i kampene i Tjetjenien på et tidspunkt, hvor den russiske hær stod stærkt over for tjetjenernes svækkede oprørshær.
I alt blev 115 af Basajevs mænd, som angreb Budennovsk i juni 1995 og tog næsten 1.000 mennesker som gidsler på et hospital, tildelt Tjetjeniens fornemste fortjenstmedalje, Nationens helt.
Over 130 civile blev dræbt i seks dages kampe i forbindelse med gidselaktionen, inden Basajev frigav gidslerne efter at have fået løfte om fredsforhandlinger med Rusland.

Danmark afviser
nyt EU-organ
*Økonomiminister Marianne Jelved (R) afviste lørdag enhver idé om et nyt EU-organ, som Danmark i givet fald ikke skulle være medlem af.
Forslaget om et nyt organ til koordination af medlemslandenes økonomiske politik er kommet fra Frankrig, som forestiller sig, at det skulle være en slags modvægt til den kommende europæiske centralbank.
Danmark har taget forbehold over for sidste fase af den økonomiske og valutariske union med fælles mønt. Men Danmark modsætter sig, at de lande, der er med i den fælles mønt, mødes i et formelt organ - og dermed udelukker ikke-deltagerne.
"Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at det skulle være muligt at skabe et formelt organ. Det giver traktaten ingen mulighed for," udtalte Marianne Jelved.
Men hun sagde samtidig, at "ingen kan hindre nogle landes ministre i at mødes uformelt".

Tvindskole vil negligere landsretsdom
*Tvindskolen Den Rejsende Højskole på Sejrens Vej har ikke tænkt sig at betale 4,9 mio. kr. tilbage til Undervisningsministeriet, sådan som Venstre Landsret forleden dømte skolen til ved en udeblivelsesdom.
"Vi hverken kan eller vil betale pengene," siger højskolens forstander, Jette Martinussen til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Skolen vil nu forsøge at få landsretten til at genoptage sagen.
"Vi har aldeles ikke overgivet os, og hvis landsretten ikke vil genoptage sagen, hvilket den kan gøre, vil vi forsøge andre veje," siger Jette Martinussen.
Disse andre veje er enten at søge Justitsministeriet om lov til at genoptage sagen igennem en såkaldt oprejsningsbevilling, eller søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke sagen til Højesteret.

Rettelse

*Via en kombination af en teknisk fejl og en redaktionel tanketorsk var der et par meningsforstyrrende fejl i Ejvind Larsens artikel "Eva, Ashera, Maria, Hokhma og Sofia" på side 10 i weekendens udgave af Information.
I spalte to for oven står der at "mandens forhold er i grunden anderledes, mener Prokop" - det er Simone de Beauvoir, der mener det og citeres fra.
Desuden manglede de to sidste linier af artiklen. Det sidste afsnit i lyder i sin helhed således:
"Sådan præsenterer Sofia (Hokhma) sig selv i Ordsprogenes Bog i Det gamle Testamente. Med hende er Jesus' mor blevet forbundet - mere og mere".
Vi beklager fejlen. red.

Weiss vil stoppe alkohol forklædt som bamse
*Sundhedsminister Birte Weiss (S) vil sætte en stopper for alkohol forklædt som slik og læskedrik.
Sammen med erhvervsminister Jan Trøjborg (S) lægger hun ifølge Radio 2 op til en ændring af markedsføringsloven. Ændringen skal gøre det sværere for producenterne af den søde alkohol at sælge og markedsføre deres produkter i Danmark.
"Alkohol forklædt som slik er noget forfærdeligt svineri, som kan gøre stor skade for børnene senere i livet. Derfor vil vi hurtigst muligt sørge for at få sat en stopper for det," siger Birte Weiss til Radio 2 Nyhederne.
Sundhedsministeren forventer at kunne fremsætte sit lovforslag snarest muligt.
Det er de nye små flasker i søde former med navne som 'Lille bamse' og "'Shooter' med vingummismagende indhold, der har fået politikerne til at reagere. Indholdet i de fire centiliters børneflasker er nemlig lige så stærkt som portvin, 19 pct. alkohol.
I Politiken søndag kaldte SF's Jørn Jespersen det "for noget forbandet svineri", at elever i en 4. klasse i Helsingør har kunnet købe en 'Lille bamse' hos den lokale Spar-købmand.
"Jeg vil kæmpe for en lovændring," siger Jørn Jespersen, der mener, at producenterne af 'Lille bamse' og 'Shooter' burde straffes.
Også Venstres formand for sundhedsudvalget, Ester Larsen, fordømmer de nye drikke.
"Danskerne drikker for meget i forvejen, så det er helt forkert at sælge alkoholprodukter, som appellerer til børn," siger Ester Larsen.

Redigeret af Claus Overgaard Knudsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu