Læsetid: 8 min.

døgnets nyheder

6. september 1997

12 israelske soldater dræbt i Sydlibanon
*Mindst 12 israelske soldater er blevet dræbt i voldsomme kamphandlinger i den sydlige del af Libanon - de kraftigste krigshandlinger i området siden 1985.
Israelske kampfly og helikoptere forsøgte at flyve ind i området for at evakuere sårede israelske soldater, som befinder sig syd for den libanesiske havneby Sidon. De israelske soldater blev landsat sent torsdag i området for at uskadeliggøre "terrorister" - enheder primært fra to private militser i Sydlibanon - Amal og Hezbollah. De to styrker bekæmper israelske tilstedeværelse i Sydlibanon.
Artikel side 5

28-årig bombemand anholdt i Sverige
*Det svenske politi var fredag morgen i forøget alarmberedskab, efter at det lykkedes at fange en 28-årig mand, som menes at stå bag den seneste tids bombeattentater mod idrætsanlæg.
Den 28-årige blev anholdt ved midnatstid ved den olympiske statue på Millesgården i Lidingö. Han bar på en rygsæk, der indeholdt en brun pakke med ledninger og noget, der kunne ligne en tændsats, der stak ud fra pakken.
Siden den 8. august er der sprængt to store bomber i Sverige, angiveligt i protest mod, at Stockholm er kandidat til værtsskabet.

Stadionulykke i
Paraguay dræber 30
*Mellem 30 og 40 mennesker blev dræbt og flere end 500 kvæstet, heraf flere alvorligt, da et tag på et sportsstadion styrtede ned i byen Ciudad del Este 300 kilometer øst for hovedstaden Asuncion, oplyste lokalt politi i går.
Ulykken skete tidligt fredag morgen, da området blev ramt af et voldsomt uvejr. Stærke vindstød rev taget af en tribune og væltede en mur på anlægget, hvor godt 3000 mennesker var samlet til et politisk møde.

Flere penge til den rytmiske musik
*Kulturminister Ebbe Lundgaard (R) kommer landets betrængte spillesteder for rytmisk musik til hjælp. En lov, der skal fordele de kultur-elle kroner til musik mere retfærdigt, er på vej, skriver Politiken fredag.
"Der er en skæv fordeling mellem støtten til klassisk musik og rock. Derfor må vi enten omfordele midlerne eller tilgodese rocken ved at ophæve det forbud mod stigninger i udgifterne til kultur, som har eksisteret i to-tre år af sparehensyn," siger kulturministeren.

Tilbageholdt
dansk-kurder løsladt
*Dansk-kurderen Niyazi Yigin, der onsdag og torsdag blev tilbageholdt af tyrkisk politi i Istanbul fik fredag lov til at rejse tilbage til Danmark. Han kom til Københavns lufthavn fredag aften sammen tre andre danskere, som har deltaget i det såkaldte Musa Anter-fredstog til den østtyrkiske by Diyarbakir.
Niyazi Yigin blev anholdt onsdag sammen med 14 andre, fortrinsvis udenlandske fredsaktivister. Efter at være holdt tilbage af de tyrkiske myndigheder, blev han sent torsdag aften stillet for en dommer og derefter udvist af Tyrkiet.

Italiensk turist dræbt ved bombe i Cuba
*En italiensk kvinde blev sent torsdag dræbt, da flere hoteller i Havanas turistkvarterer blev ramt af bombesprængninger, der tilsyneladende har som mål at underminere Cubas indbringende turistindustri.
Den første bombe eksploderede i Havanas best kendte restaurant, Bodequita del Medio. Ingen kom til skade, men der skete stor material skade. Stedet er kendt for forfatteren Ernest Hemmingways besøg.
Eksplosionen blev efterfulgt af serie bombesprængninger i hoteller i Havanas turistkvarterer, den såkaldte gamle by, hvor den 32-årige italienske kvinde, Fabio Di Celmo, blev dræbt.
Cubansk politi var fredag eftermiddag uden spor i sagen.
Artikel side 5

Røde Kors forlader
40 års samarbejde
*Efter mere end 40 års medlemsskab trækker Røde Kors sig på mandag ud af Dansk Flygtningehjælp.
Røde Kors var i 1956 med til at starte den humanitære paraply-organisation, da ungarske flygtninge kom til landet under Den kolde Krig.
Sammen med flere af de øvrige 21 medlemsorganisationer er Røde Kors imidlertid i dag utilfredse med, at Flygtningehjælpen har udviklet sig til en konkurrent i kampen om danske bistandskroner til projekter ude i verden, skriver Weekendavisen fredag.

Politifolk skal lejes
til fartforsøg
*Med millioner af kroner vil Trafikministeriet betale politifolk for at afsløre fartsyndere med nye fotofælder i deres fritid, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
Det første forsøg med en fotofælde - kombineret kamera og fartmåler - blev torsdag indledt i København og udvides i de kommende to år til andre dele af landet.
Både de politifolk, som betjener det nye udstyr, og politifolkene, som skal udpege bilisterne på fotofældernes billeder, får dobbelt løn - cirka 200 kr. i timen - for overarbejde.
Trafikministeriet har fået 30 millioner kroner til forsøget med fotofælderne, der fotograferer for hurtige bilister.

Stort bladsalg
på Dianas død
*De danske billedugeblade har profiteret godt af prinsesse Dianas død.
DSBs kiosker solgte torsdag, da de fire billedblade kom på gaden med deres særtillæg om prinsessen, knap 30 procent flere ugeblade end normalt.
I onsdags arrangerede
lokalradioerne bag Radio DK en telefonafstemning om brugen af paparazzibilleder. Ved spørgsmålet om hvorvidt man ville købe aviser og ugeblade med billeder af den forulykkede Diana svarede 86 procent af over 10.000 adspurgte nej.

NATO skruer bissen på i Bosnien
*NATO skruer nu bissen på i Bosnien for at sikre, at de vigtige bosniske lokalvalg kan afholdes den 13. og 14. september som planlagt.
Det var meldingen fra NA-TO-hovedkvarteret i Bruxelles fredag efter et møde i NATO-rådet.
I de seneste uger har stenkastende og køllebevæbnede serbere overfaldet amerikanske soldater, der deltager i den NATO-ledede SFOR-stabiliseringsstyrke i Bosnien.
Fredag vedtog NATO-ambassadørerne nye retningslinjer for at gribe ind over for bosniske medier, der opfordrer til vold mod SFOR-soldaterne eller på anden måde forsøger at underminere Dayton-fredsaftalen.
Hvis det bliver nødvendigt kan SFOR anvende magt for at lukke de medier, der udspreder den værste propaganda i et forsøg på at afspore fredsprocessen.
Reportage side 5

Uenighed i SF om
de grønnes rolle
*SFs gruppeformand, Steen Gade, er dybt uenig med sin partiformand Holger K. Nielsen om, hvilken rolle miljøorganisationerne skal spille i kampen om at få vælgerne til at sige ja eller nej til Amsterdam-traktaten.
Nej-sigeren Holger K. Nielsen giver forud for SFs EU-landsmøde i dag udtryk for, at organisationernes - positive - vurdering ikke han bruges, når politikerne skal ud og sælge Amsterdam-traktaten. Det mener ja-sigeren Steen Gade absolut godt, den kan.
"SF har selv kæmpet for at styrke miljøorganisationerne, så de kunne give modspil til multinationale koncerner, stærke økonomiske interesser, embedsmænd og politikere," siger Steen Gade.
Holger K. Nielsen mener, at miljøorganisationerne - fordi de har ændret karakter i de senere år - har fået en anden målestok end før i tiden for deres vurderinger af, hvad der er acceptable fremskridt.

Sekretariatsleder trækker sig
*Spørgsmålet om inhabilitet fik fredag sekretariatslederen, Michael Rekling, til at trække sig fra den undersøgelseskommission, der er nedsat til at se på den færøske banksag.
Det skete, selvom de resterende deltagere i kommissionen har vurderet, at de ikke mente, der på noget tidspunkt har været tvivl om, at sekretariatslederen har været uvildig og uafhængig i sit arbejde i kommissionen.
Michael Rekling har fratrådt alle sine funktioner i henhold til undersøgelsesarbejdet, da han ikke mente, at hverken "de i sagen involverede myndigheder, organisationer, personer eller han selv kan være tjent med, at der i offentligheden stilles spørgsmålstegn ved hans habilitet", hedder det i en pressemeddelelse fra Undersøgelseskommissionen.

Clinton forsøger at samle stumperne
*USa's præsident Bill Clinton forsøgte fredag at samle stumperne af fredsprocessen, efter at et nyt selvmordsattentat torsdag kostede syv mennesker livet i det jødiske Vestjerusalem.
Clinton krævede i en telefonsamtale med den palæstinensiske leder Yasser Arafat "100 procents anstrengelse" i kampen mod terror. Ifølge en talsmand var Clinton også i telefonisk kontakt med den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu. Clinton forsikrede Netanyahu om, at USA vil lægge pres på palæstinenserne.
Clinton bekræftede sent torsdag aften, at undenrigsminister Madeleine Albright kommer til Mellemøsten i næste uge trods den ny terror og spænding i området.
Artikel side 5

Tele Danmark
indrømmer fejl
*Telefonnedbruddet der torsdag ramte 128 abonenter fra morgen til ud på efter middagen var Tele Danmarks fejl. Det indrømmer regionschef Claus Jeppesen.
"Det som står på Informations bagside fredag er korrekt," siger han.

Søren blev til Jens
*På side 8 i gårdsdagens avis
kom vi til at kalde forfatteren Søren Byskov for Jens Byskov.
Vi beklager fejlen. Red.

Længste vikingeskib fundet i Roskilde
*Arkæologer har ved en udgravning i Roskilde fundet et 36 meter langt vikingeskib, der kan dateres til omkring år 1025.
Det er det hidtil største vikingeskib, der er fundet i verden.
Det såkaldte langskib blev opdaget i forbindelse med en større udgravning af fire skibsfund fra vikingetiden og middelalderen ved Vikingeskibshallens nye museumsø og havn i Roskilde.
Af i alt otte skibe, som er blevet fundet ved anlægsarbejdet, er de seks nu bjærget, men de arkæologiske undersøgelser fortsætter frem til slutningen af september.

Moder Terasa er død af et hjerteanfald
*Moder Teresa, der blandt andet har opnået at få Nobels fredspris for sit arbejde for Indiens fattige, er død.
En talskvinde for Teresa sagde, at hun døde af et hjertanfald i sin nonneordens hovedkvarter i det østlige Indien fredag kl. 1800.
Hun døde efter længere tids sygdom og svækkelse i Calcutta det østlige Indien, mens hun forberedte en gudstjeneste i anledning af en anden af verdens mest berømte kvinders død, den britiske prinsesse Diana.

De olympiske lege i 2004 skal afholdes i Athen
*Athen blev fredag udpeget af den Internationale Olympiske Komite (IOC) til at afholde de olympiske sommerlege i år 2004.
Udpegningen af Athen må anses for overraskende, da favoritterne på forhånd hed Rom og Cape Town. Sydafrikanerne var dog ikke med i den afsluttende afstemning, der stod mellem Athen og Rom.
I de fire afstemningsrunder havde Athen hele tiden flest stemmer, og i den afsluttende afstemning vandt Athen med 66 stemmer mod 41 til italienerne.
I den første afstemning fik Buenos Aires og Cape Town færrest stemmer - 16 hver - og de to byer måtte ud i en ny afstemning for at få den ene by siet fra. Det blev som ventet Buenos Aires, der blev sorteret fra.
I den anden afstemning var det Stockholm, der fik færrest stemmer, og dermed endte de svenske OL-drømme.
I tredje afstemning var det Cape Town, der trak det korteste strå, og til sidst blev det Roms tur til at være i taberens rolle over for Athen.
"Jeg havde tidligt lagt mig fast på en taktik, og den fulgte jeg. Hvem jeg stemte på, vil jeg ikke afsløre, siger det danske medlem af IOC," Niels Holst Sørensen.
Han var ikke overrasket over Athens sejr, for da det kom til opgøret mellem de to sydeuropæiske byer, var der efter hans mening mange af IOC-medlemmerne, der på forhånd havde mest sympati for Athen.
"Det er klart, at dette ikke gavner de danske OL-chancer, og vi skal nu meget langt ud i fremtiden for at håbe på et OL-værtsskab," siger Niels Holst Sørensen.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu