Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

22. september 1997

Lebech ny landsformand for radikale
*Den 48-årige gymnasielærer Johannes Lebech blev søndag ved det radikale landsmøde på Nyborg Strand valgt som ny landsformand efter Margrethe Vestager.
Johannes Lebech slog produktchef Kim Hjerrild ved et tæt kampvalg. Johannes Lebech fik 165 stemmer mod 155 stemmer til Kim Hjerrild.
Lone Loklindt fra København-Frederiksberg bliver ny næstformand.
Partileder Marianne Jelved opsummerede landsmødet ved at fastslå, at partiet vil gendanne SR-regeringen efter et folketingsvalg med solide radikale fingeraftryk. Til gengæld kan V og K kigge i vejviseren efter radikal støtte til en borgerlig statsminister.
Leder på forsiden
Reportage side 4

Slam fra byerne i Mariager Fjord
*Enorme mængder slam fra de store byers rensningsanlæg ender på markerne langs Mariager Fjord. Nye oplysninger viser, at hundreder af hektar landbrugsjord langs den døde fjord er så mættet med fosfor og kvælstof fra byboernes efterladenskaber, at jorden ikke må tilføres gødning i de kommende tre år, skriver Jyllands-Posten søndag.
Slammet fra rensningsanlæggene er et nyt element i debatten om landbrugets ansvar for iltsvindet i den nu døde fjord. Hidtil har fokus været rettet mod landbrugets overforbrug af kunst- og husdyrgødning, og regeringen har bebudet nye afgifter, der skal begrænse landbrugets kvælstofudledning.
Men uden for det offentlige søgelys har godset Overgaard mod betaling gennem ti år hentet slam fra rensningsanlæggene i Århus, Silkeborg, Randers og Hadsten og spredt det på sine marker langs Mariager Fjord.

Danske nazister på jagt efter flygtninge
*Danske nazister har i weekenden gjort alvor af truslen om at jagte illegale asylsøgere, der forsøger at krydse den dansk-tyske grænse.
Ifølge flere aviser har politiet i Padborg registreret seks nazister med formanden Jonni Hansen i spidsen. De opholdt sig i to biler ved grænsen. Nazisterne havde på forhånd i en pressemeddelelse oplyst, at de i weekenden ville "hjælpe med at holde landegrænsen til Tyskland spærret for racefremmede overløbere".
"Det er groft ulovligt. Vi ser på det med stor alvor. Nazisterne har intet at gøre ved grænsen," siger vagthavende ved Padborg Politi, Johan Schultz Petersen til JydskeVestkysten.
Formanden for Folketingets retsudvalg, den radikale Bjørn Elmquist, er rystet. "Det er forrykt. Vi skal ikke have selvbestaltede bander, der hærger rundt i landet og begår selvtægt," siger Bjørn Elmquist.

Drude Dahlerup igen topscorer
*Drude Dahlerup blev som sædvanlig topscorer, da JuniBevægelsen søndag valgte landsledelse. Hun fik 92 stemmer - ud af 101 mulige.
På de næste pladser kom Aase Bak-Nielsen og Steen Clausen, der begge er veteraner i bevægelsen. Valget bød ikke på overraskelser, idet samtlige 14 medlemmer enten var medlemmer af den afgående ledelse eller tidligere har siddet i ledelsen.
Analyse her på siden

52 landsbyboere dræbt i Algeriet
*Muslimske fundamentalister dræbte natten til lørdag 52 algierske landsbyboere i Beni Slimane-området, 70 kilometer syd for hovedstaden Algier, oplyste myndighederne søndag.
Alle ofrene, som blev fundet lørdag morgen, havde fået skåret halsen over.
Der har været borgerkrig i Algeriet siden 1992, da regeringen aflyste et valg, som de muslimske fundamentalister stod til at vinde.

Arabiske lande vil trodse sanktioner
*De arabiske lande besluttede søndag at trodse de internationale sanktioner mod Libyen. Den Arabiske Liga vil tillade den libyske leder, Muammar Gaddafi, at lande på medlemslandenes område, ligesom libyske flyvninger med humanitære eller religiøse formål bliver tilladt.
Det internationale samfund indførte i 1992 et flyveforbud mod Libyen, da landet nægtede at udlevere to statsborgere, som er mistænkt for at stå bag bombesprængningen af et amerikansk passagerfly over Lockerbie, hvor 270 mennesker blev dræbt.
Meddelelsen opfordrede specielt de 22 lande i sammenslutningen til at tillade fly med "politiske ledere og officielle delegationer, som deltager i regionale og internationale møder" at lande på deres territorium. Det betyder grønt lys for Gaddafi og hans følge, som har trodset rejseforbudet flere gange. Ligaen bad også de arabiske lande om at give indefrosne libyske bankkonti fri, dog med undtagelse af oliepenge.

Nyrup-regeringen får ros
*Nyrup-regeringen har aldrig været mere anerkendt i befolkningen end nu. Tre ud af fire danskere mener, at regeringen har klaret sig "godt" eller "nogenlunde godt" i løbet af sin levetid.
Det viser en ny Gallup-meningsmåling i Berlingske Tidende søndag.
Kun hver fjerde vælger svarer, at regeringen ikke har klaret sig godt. Derfor ligger det fast, at også borgerlige vælgere anerkender regeringens resultater. I den forstand dokumenterer undersøgelsen dermed regeringen helt store problem: Indsatsen bliver rost, men rosen bliver ikke omsat i vælgermæssig opbakning, skriver Berlingske Tidende.
"Men denne måling må give de to regeringspartier grund til at ranke ryggen. Og når det kommer til stykket, vil vælgerne belønne os," siger Socialdemokratiets gruppeformand, Pia Gjellerup.

Israel anholder palæstinensere
*Den israelske hær anholdt søndag morgen flere palæstinensere i en hurtig operation rettet mod muslimske fundamentalister i den nordlige del af Vestbredden, sagde en talsmand for den israelske hær.
Israelske faldskærmstropper, civilt klædte politifolk, politi og efterretningsagenter tog del i operationen. Israelsk radio, der citerede kilder i militæret, oplyste, at man havde gjort adskillige "vigtige fund" under ransagningerne, der kommer efter de to selvmordsbomber i Jerusalem den 30. juli og 4. september, hvor 20 israelere blev dræbt.
Lørdag anholdt israelsk politi flere medlemmer af en Hamas-gruppe i Østjerusalem. De beskyldes for at have planlagt at bombe et indkøbscenter i den jødiske del af Jerusalem samt at bortføre Jerusalems borgmester, Ehud Olmert.
Leder på bagsiden

Advarsel mod transnationale selskaber
*Der er kommet et boom i investeringerne på tværs af landegrænserne. Samtidig vokser antallet af transnationale selskaber hurtigt, og deres salg og værdier verden over når rekordagtige højder. I den situation med øget globalisering advarer FN's organisation for handel og udvikling (UNCTAD) i sin Verdens Investerings Rapport 1997 imod, at giganterne kommer til at dominere markederne.
"Den hastigt stigende globalisering af erhvervslivet kan medføre enorm fremgang, hvad angår økonomisk vækst og udvikling. Men den kan også resultere i, at visse markeder vil blive domineret af få store selskaber," hedder det i UNCTAD-rapporten, som offentliggøres i dag.
"Der er derfor behov for en politik, der sikrer, at markederne fungerer effektivt, og omfanget af restriktive forretningsmetoder begrænses," fastslås det i rapporten.
UNCTAD efterlyser en konkurrencepolitik, som hindrer, at giganterne kan blive så enerådende, enten alene eller på grund af indbyrdes samarbejde, at konkurrencen reelt sættes ud af kraft, og der dannes de facto-monopoler.

Greenpeace kræver mere handling
*Greenpeace mener, at Miljøstyrelsen burde gå mere drastisk til værks for at få fjernet de såkaldte phthalatater fra miljøet. Stofferne anvendes i blød plast og mistænkes for at efterlade stoffer med østrogenlignende effekt i miljøet. Phthalaterne bruges eksempelvis i biler, legetøj, sko, møbler og regntøj. Miljøstyrelsen har udarbejdet en handlingsplan for at reducere anvendelsen af phthalaterne. Greenpeace peger på, at man burde i stedet satse på en udfasning af stofferne.
Organisationen mener, at de midler, Miljøstyrelsen lægger op til at anvende mod brugen af phthalater, langtfra er skrappe nok. Styrelsens handlingsplan opererer blandt andet med tilskud til udvikling af erstatninger for phthalaterne. Greenpeace peger på, at egentlige forbud vil være langt mere virkningsfulde. Det vil tvinge plastindustrien til at undgå brugen af stofferne.

Højre-ekstremister i Hamburgs byråd
*Selv om det tyske socialdemokrati, SPD, holdt skansen ved delstatsvalget til byparlamentet i Hamburg søndag, meddelte overborgsmester gennem ni år, den 56-årige Henning Voscherau, at han træder tilbage. SPD har tabt et betydeligt antal stemmer i forhold til valget for fire år siden, og han havde dermed overskredet "smertegrænsen" for at kunne fortsætte i spidsen for byparlamentet.
Valgets overraskelse er, at det højre-ekstremistiske parti, Den Tyske Folkeunion, DVU, muligvis for første gang kan holde sit indtog i hansestadens byparlament. De to tyske tv-stationer, ARD og ZDF, sagde begge i deres prognoser, at DVU kommer over spærregrænsen.
Vælgerundersøgelser viste, at DVU har hentet størstedelen af sine stemmer blandt arbejdere, som er gået fra SPD. Kommentatorer sagde i en første reaktion, at DVU har profiteret på SPD's valgkamptema - kriminalitetsbekæmpelse og lov-og-orden.

U2 vil bringe Bosnien sammen
*Rockbandet U2 kommer til Bosnien i denne uge og vil forsøge at gøre, hvad politikerne stadig kæmper for: At bringe bosniere fra alle de tre stridende parter sammen. Fra hele landet vil muslimer, kroater og serbere komme til hovedstaden Sarajevo til udendørskoncerten på tirsdag.
U2 skabte sin popularitet i Bosnien, da bandet gjorde opmærksomhed på forholdene i republikken under krigen.
Indtil nu er der solgt 30.000 billetter. Koncertens målsætning om etnisk tolerance har fået en flåde af busser med serbere fra Banja Luka, i det nordlige Bosnien, til at komme til den muslimsk dominerede hovedstad. Samtidig kommer et specielt tog fra den delte by Mostar, syd for Sarajevo. Arrangørerne er dog løbet ind i problemer med dem, som er modstandere af etnisk tolerance. Der er kun solgt 13 billetter i de bosniske nationalisters højborg, Pale.

Frederik den mest beundrede mand
*Kronprins Frederik er Danmarks mest beundrede mand, skriver B.T. søndag. Ifølge en Observa-undersøgelse, som analyseinstituttet GfK har lavet for bladet, nævner 44 procent af danskerne kronprinsen som en mand, de ser op til.
Mere end 1.000 mennesker blev i undersøgelsen præsenteret for en liste med kendte mænd. Ud fra listen skulle de pege på en eller flere, som de beundrer.
Kronprinsen blev en suveræn vinder, mens 36 procent pegede på Mærsk McKinney-Møller og 24 procent på Bjarne Riis.

Lav valgdeltagelse i Polen
*En første prognose fra et af Polens ledende målingsinstitutter viste søndag aften, at den Solidaritets-ledede alliance AWS vil blive det største parti i det nye parlament med opbakning fra omkring 35 procent af vælgerne.
Den Demokratiske Venstre Alliance, SLD, vil få 29 procent af stemmerne ifølge målingen, der var baseret på interviews med vælgere ved stemmelokalerne. Friheds Unionen (UW), der ventes at komme med i en ny koalitionsregering, får 11 procent ifølge prognosen. Bondepartiet (PSL) blev som ventet valgets store taber med syv procent af stemmerne.
Efter parlamentsvalget er der lagt op til vanskelige og formentligt langvarige forhandliger om dannelsen af en ny regering. Små partier, som ikke var omfattet af den første prognose, kan komme til at spille en nøglerolle. Det officielle valgresultat vil først blive offentliggjort onsdag. Polen har et indviklet valgsystem, der favoriserer store partier.
En lav valgdeltagelse, der kun tegnede til at blive på omkring 50 procent, gjorde ikke situationen lettere for de politiske ledere. I alt havde 28 millioner polakker mulighed for at få indflydelse på fordelingen af de 460 pladser i parlamentets underhus.
AWS blev dannet for et år siden og består af næsten 40 mindre partier, hvoraf en del er stærkt nationalistiske og glødende tilhængere af den romersk katolske kirkes politiske indflydelse og går ind for strenge love mod abort.

Redigeret af Vera Bundgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu