Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

20. september 1997

Bilbombe i Mostar kvæster mindst ni
*En bilbombe eksploderede sent torsdag uden for en gårdsplads på en politistation i den bosniske by Mostar i et område, der kontrolleres af kroater. Mindst ni personer blev kvæstet, heraf én alvorligt. Adskillige politibiler kom i brand efter bombeeksplosionen, der også forvoldte skade på bygninger ved politistationen. Brandmænd fortsatte i løbet af natten med at lede efter tilskadekomne i nærliggende bygninger.

Nobelpristagere mod landminer
*En gruppe bestående af 14 modtagere af Nobels Fredspris opfordrede torsdag USA's præsident, Bill Clinton, til at genoverveje sin modstand mod en international traktat om et forbud mod anti-personel landminer. Bag opfordringen står blandt andet Desmond Tutu, Lech Walesa, Mikhail Gorbatjov og Elie Wiesel. Også modtageren af Nobels Fredspris i 1979, Moder Teresa, nåede at give sin mundtlige tilslutning til initiativet tre dage før hun døde.

Medfødt hiv-beskyttelse hos svenskere
*Svenskere har i større udstrækning end andre mennesker en medfødt gen-ændring som beskytter mod HIV. Det har vist sig i analyser af 4.000 blodprøver fra 37 lande, skriver Svenska Dagbladet fredag.
Gen-ændringen halverer risikoen for at blive smittet af HIV-viruset og forlænger indsygningsfasen, for de der smittes, med to til tre år.
Ifølge Svenska Dagbladet skyldes genændringen, at Nordeuropa for omkring 4300 år siden blev ramt af en gigantisk HIV-lignende epidemi med høj dødelighed, og at kun de, som havde gendefekten, overlevede.

Radikalt foreslag om gratis børnehave
*De Radikale er parate til at tilbyde børn af flygtninge og indvandrere gratis halvdagsbørnehave eller dagplejeplads for at sikre, at de bliver bedre til dansk.
Forslaget indgår i et omfattende udspil om indvandrere og flygtninge skriver Aktuelt fredag.
"Ved at tilbyde dem gratis halvdagsbørnehaver allerede fra tre års alderen, vil man kunne sikre en kraftig forbedring af deres dansk, inden de starter i folkeskolen," siger De Radikales landsformand, Margrethe Vestager.
På Christiansborg afviser både Venstre og Socialdemokratiet ideen. Begge partier frygter, at tilbuddet om gratis børnepasning til indvandrerne vil gøre det endnu sværere at være fremmed i Danmark.
Nyhedsanalyse her på siden

Ørestaden kan ikke sælge grunde
*Ørestadsselskabet kan ikke sælge de grunde, som skal finansiere byggeriet af den seks milliarder kroner dyre mini-metro i København. Dermed risikerer skatteborgerne at blive sorteper, fordi selskabet ejes af staten og Københavns Kommune, skriver Politiken fredag.
Ifølge fortrolige budgetter, avisen er i besiddelse af, havde selskabet regnet med at sælge grunde for 335 mill. kr. i 1996 og 1997.
Men indtil nu er der kun kommet 122 millioner kroner i kassen, og det tvinger selskabet til at låne flere penge.

Flere narkomaner i matadonbehandling
*Antallet af narkomaner i metadonbehandling er steget, efter at amterne har overtaget behandlingen, viser en ny undersøgelse, som sundhedsminister Birte Weiss (S) har fået gennemført.
Undersøgelsen viser, at amterne har sat kræfter og økonomi ind på at nedbringe de lange ventetider, der har været på at få ordineret metadon. I forhold til sommeren 1996, hvor man sidst undersøgte forholdene, er behandlingskapaciteten fordoblet.
Ved udgangen af april i år var der omkring 3.000 narkomaner i behandling. Men den nye undersøgelse bekræfter, at der nogle steder fortsat er meget lange ventetider.

Kommunerne får dumpekarakter
*Landsforeningen Ældre Sagen retter i en ny rapport en lammende kritik mod hjemmehjælpen.
I den hidtil største undersøgelse på området har Gallup for Ældre Sagen spurgt 600 hjemmehjælpsmodtagere over 67 år om, hvordan de mener, kommunerne løser opgaven, og resultatet er nedslående.
Hver tredje mener ikke, at de modtager den hjælp, de har behov for, og næsten hver femte har fået beskåret hjemmehjælpen.
40 procent af de ressourcer, der er afsat til hjemmehjælpen, går ikke direkte til brugerne, men til ferie, afspadsering, uddannelse, administration m.m.
Omkring 200.000 danskere over 67 år modtager hjemmehjælp.

Flygtninge spås at blive valgtema
*CD's Arne Melchior tror ligesom Uffe Ellemann-Jensen (V) på, at flygtninge og indvandrere bliver et hovedtema både i valgkampen forud for efterårets kommunalvalg og frem mod næste års folketingsvalg.
"Man kan ikke tillægge Venstres formand profetiske evner, blot fordi han forudsiger det. Der er allerede en debat i gang både blandt politikere og i befolkningen," siger Arne Melchior, som mener, at det også er en nødvendig debat.

Revisorkritik af AF og Arbejdsministeriet
*Arbejdsformidlingen og Arbejdsministeriet har ikke gjort nok for at dokumentere, hvordan aktiveringen og tilsynet med A-kasser virker.
Det konkluderer Folketingets statsrevisorer efter Rigsrevisionens kritiske rapport om AF og forholdet til A-kasserne.
"Bestræbelserne har været utilstrækkelige," konkluderer statsrevisorerne.
De kritiserer, at AF ikke kan give noget klart bilede af, hvordan aktiveringen virker. "Derfor må indsatsen intensiveres, så AF kan beskrive de væsentligt ændrede konsekvenser, fordi ledigheden er faldet," hedder det i konklusionen.
Desuden har Folketinget ikke fået nok oplysninger om AF's arbejde i de årlige bemærkninger til finanslovene. Det har f.eks. hverken været oplyst, om de markant større beløb, der er brugt, eller hvordan pengene har virket, påpeger statsrevisorerne.
Albright opfordrer til at imødekomme krav
nDen amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, opfordrede fredag andre medlemmer af FN til at imødekomme de amerikanske krav i forbindelse med gennemførelsen af reformer i verdensorganisationen.
"Hvis FN venter på et bedre forslag med flere penge fra den amerikanske Kongres, vil de formentlig få et forslag med flere betingelser og færre penge," sagde Albright på en pressekonference forud for den centrale del af FNs generalforsamling i den kommende uge.
Albright advarede de øvrige medlemslande om, at det vil være urealistisk at afvise Washingtons sammenkædning af betaling af den amerikanske gæld og de reformer, som USA kræver.
USA, som skylder FN mindst én milliard dollar (6,8 mia. kr.), forlanger bl.a. en nedsættelse af sit bidrag til FNs regulære budget fra 25 til 20 procent og en skrappere kontrol med organisationens økonomi.
Artikel side 5

Motzfeldt: Rigsfællesskabet skal bestå
*Der er ikke grundlag for at rokke ved fundamentet for rigsfællesskabet. Det fastslog den nyvalgte landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, da han fredag åbnede et nyt landstingsår i Grønland.
"Selv om hjemmestyret hele tiden skal tilpasses den internatioanle udvikling har styret gennem 18 år vist sin eksistensberettigelse. Men selve grundlaget, det historiske skæbnefællesskab mellem Grønland og Danmark, kan der ikke ændres ved," sagde Jonathan Motzfeldt.

Økologisk kød er en stor succes
*Det er ikke blot mælken og gulerødderne, der skal være økologisk hos de danske forbrugere. Flere vil nemlig gerne betale ekstra for at få økologisk kvalitet, når de køber kød.
FDB-butikker landet over har inden for de seneste tre måneder tidoblet salget af økologisk kød - og det resultat overgår alle forventninger, skriver avisen Økologisk Jordbrug.
Men det er dyrere at leve økologisk.
Det koster op imod 1.000 kroner mere om måneden på madbudgettet, hvis en dansk gennemsnitsfamilie på tre personer vil leve økologisk rigtigt.
Det viser en ny opgørelse fra Forbrugerstyrelsen, der har lavet prismålinger på de økologiske madvarer i styrelsens "Familiebudget 97".

Syv dræbt ved togulykke i London
*Syv mennesker omkom, og flere end 150 blev kvæstet, da et eksprestog kolliderede med et godstog i det nordvestlige London fredag eftermiddag. Tilstanden for flere af de kvæstede betegnes som alvorlig.
Redningsfolk kæmpede i timer efter ulykken med at skære fastklemte passagerer fri af væltede vogne, og det kan ikke udelukkes, at der er flere omkomne og kvæstede.
En brandmand sagde, at eksprestogets lokomotiv blev ramt af en eksplosion umiddelbart efter kollisionen, og at flere vogne brød i brand. Sent fredag eftermiddag var årsagen til kollision eller til eksplosionen ikke klarlagt.
Eksprestoget var på vej fra Swansea i Wales til London centrum, da det på stationen Paddington kolliderede med et bugserende tomt godstog.
Efter ulykken blev der slået katastrofealarm og et større antal ambulancer, brandbiler, læger, sygeplejersker og helikoptere blev sendt til stedet.

Dræbersneglen er i Danmark
*Den altædende dræbersnegl er ved at blive et problem for landmænd og haveejere overalt i landet.
Dræbersneglen, der fortærer alt og også æder artsfæller, hvis den er sulten nok, stammer fra Spanien. Herhjemme blev den først konstateret på Bornholm og i Sønderjylland for et par år siden, men nu findes den stort set i hele landet. Kun Fyn er tilsyneladende gået fri.

Dianas livvagt lider af hukkommelsestab
*Livvagten Trevor Rees-Jones, den eneste overlevende efter bilulykken i Paris, der blandt andet kostede prinsesse Diana livet, lider af delvis hukommelsestab og kan ikke huske omstændighederne omkring kollisionen 31. august, oplyste en kilde tæt på efterforskningen af sagen fredag.
En undersøgelsesdommer havde fredag lejlighed til at udspørge den 29-årige tidligere faldskærmssoldat i 30 minutter på det hospital i Paris, han er indlagt. Men Rees-Jones var ude af stand til at besvare nøglespørgsmål i forbindelse med udredningen af, hvad der gik forud for ulykken.

Rettelse
*Rubrikken på Artiklen om JuniBevægelsen på forsiden af gårdsdagens avis kunne give det indtryk at bevægelsen har besluttet at vende sig mod det indre marked. Som det fremgik af artiklens tekst er der alene tale om holdningen i et debatoplæg til bevægelsens landsmøde i denne weekend.
Artikel forside

Wales får begrænset hjemmestyre
*Det walisiske folk sagde med et snævert flertal ja til begrænset hjemmestyre og parlament, viste de officielle valgresultater fredag morgen.
Det blev den sidste valgkreds, der fik resultatet til at svinge fra et snævert nej til et mindst lige så lille ja.
559.419 vælgere sagde ja til, at en del af magten fra Westminster i London skal overgå til et nyt parlament i Wales' hovedstad, Cardiff.
552.698 vælgere sagde nej tak til det begrænsede selvstyre, som ikke tilnærmelsesvis ligner det, som Skotland i sidste uge sagde ja til.
Det kommende walisiske parlament får dog stærkt begrænsede beføjelser. Modsat Skotland skulle man i Wales ikke stemme om, hvorvidt parlament skulle have lov at sænke eller hæve skatterne, og det får heller ingen mulighed for selvstændigt at udføre lovgivning.
Istedet er det områder som uddannelse, sundhed, landbrug og infrastruktur, der hører under parlamentet i Cardiff. Resten tager briterne sig fortsat af.
Blair sagde fredag, at han var "henrykt" over resultatet, men lovede at tage hånd om frygten blandt walisere om, at resultatet skulle være indledningen til Storbritanniens opløsning.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu