Læsetid: 5 min.

Doku-kommentar

2. september 1997

En ny, enestående dokumentarfilm, When We Were Kings, rejser spørgsmålet om, hvorfor så få dokumentarfilm får biografpremiere

"I have wrestled with an aligator. I done tossled with a whale. I have handcuffed lightning, thrown thunder in jail. That's bad! Only last week I murdered a rock, injured a stone, hospitalized a brick. I'm so mean I make medicine sick!"
Waldorff Astoria, New York 1974. Sværvægtsbokseren Muhammad Ali, som sædvanlig rapkæftet, og boksepromotoren Don King er til pressemøde. Anledning: En titelkamp mellem Ali og den regerende verdensmester, George Foreman.
Således begynder Leon Gasts Oscarvindende dokumentarfilm When We Were Kings, der fortæller historien om, hvorledes kampen mellem Muhammad Ali og George Foreman udviklede sig til et af sportshistoriens største dramaer.
The Rumble in the Jungle, som kampen hurtigt blev døbt, skulle finde sted i Kinshasa, hovedstaden i Zaire den 25. september 1974. Hver bokser fik fem mio. dollars for deres besvær, og de penge havde Zaires præsident og diktator, Mobuto, stillet til rådighed - mod at kampen skulle bokses i det tidligere Belgisk Kongo.
Leon Gast var oprindeligt hyret til at lave en dokumentarfilm om den musikfestival, der skulle gå forud for kampen, men han løb hurtigt tør for penge - og der skulle altså gå 22 år, før han fik pengene til at gøre filmen færdig.
Og inden Gast nåede så langt, havde projektet også ændret sig til at handle mere om boksekampen, dens forberedelser og især Ali, end om den akkompagnerende musikfestival.
Ali, bomaye
Ud af Gasts anstrengelser er der kommet en enestående film, som på fornem vis bygger sit indhold op omkring de originale optagelser fra 1974 i Zaire. Klippet sammen med nye interviews med personer, der har en viden om eller interesse i kampen og Ali, bl.a. instruktøren Spike Lee, forfatteren Norman Mailer og boksejournalisten George Plimpton, sikrer råmaterialet When We Were Kings en sjælden set dynamik, som også forstærkes af den maniske og evigt snakkende Ali.
Muhammad Ali skal opleves - måske var han et ghetto-barn, som ifølge ham selv ikke kunne tale ordentlig engelsk, men han var også en af bokseverdenens, ja, den tids største personligheder. Og gemt i de mange timers optagelser ligger billedet af en socialt og politisk engageret bokser, som så The Rumble in the Jungle som en mulighed for at bygge bro mellem USA's afrikanere og så de 'ægte' afrikanere i Zaire.
Og det lykkedes ham. Hvor George Foreman nærmest var ikke-eksisterende for menige afrikanere, så var Ali nærmest en sort messias på pilgrimsfærd. "Ali, bomaye!" råbte de til ham - "Ali, dræb ham!" - mens Foreman blev mødt af tilråbet "Bomaye Foreman!" - "Dræb Foreman!"
Der er decideret spænding i de mange træningsscener, som med syvtommer søm slår fast, at Foreman var den stærkeste, og at Ali havde sine grunde til at frygte den syv år yngre mester. Og det er en fornøjelse at opleve Norman Mailers kommentarer til styrkeforholdet mellem Ali og Foreman og hans oplevelse af selve kampen, hvor Ali uventet vandt og beviste, at han om ikke var den stærkeste, så i hvert fald den største - hvilket tydeligvis har gjort et uudsletteligt indtryk på Mailer.
Afslørende indsigt
At en så intelligent dokumentarfilm som When We Were Kings ikke får biografpremiere herhjemme, maner til eftertænksomhed og undren over, hvordan filmdistributørerne prioriterer. Vellykkede dokumentarfilm kan give sjælden og afslørende indsigt i de portrætterede personers eller begivenheders verdener.
Hos videoselskabet er holdningen klar: When We Were Kings vil ingen penge tjene i biograferne, og der er således ingen grund til at sætte den op. Til gengæld håber de formodentlig på at kunne trække tilstrækkeligt med sportsinteresserede i videobutikkerne - for sådan nogen, ved vi jo alle, går ikke i biografen!
Det er ligeledes tankevækkende, at den seneste dokumentarfilm, der har fået en chance i de danske biografer er insekt-studiet Mikrokosmos. Ulig andre film om insektliv er Mikrokosmos, groft sagt, opbygget som en spillefilm, hvilket har givet den en chance udenfor fjernsynets snævre rammer. Og, indrømmet, Mikrokosmos er en spændende film.
Ser vi tilbage på de seneste par år, er det ikke overvældende mange dokumentarfilm, der har fået lov at forsøge sig i de danske biografer. Undtagelserne er en håndfuld danske dokumentarfilm: Christian Braad Thomsens Karen Blixen: Storyteller, Torben Skjødt-Jensens Dreyer: Min Metiér og Jørgen Leths Haiti: Uden titel har alle fortjent haft chancen for i kortere eller længere tid at samle et biografpublikum.
Uforudsigelighed
I samme periode, som de tre ovenstående danske dokumentarer fik premiere, passerede tre meget forskellige, men også vigtige amerikanske dokumentarfilm forbi Danmark. Og med al respekt for dansk dokumentar, så kunne det være spændende, om distributørerne turde satse en smule uforudsigeligt en gang i mellem.
Af de tre film, Crumb, Hoop Dreams og The Hamster Factor, fik kun Crumb, et rystende og fremragende portræt af den amerikanske tegneserietegner Robert Crumb, dansk biografpremiere - og det endda ved Christian Braad Thomsens mellemkomst. Hoop Dreams, der er en tre timer lang, meget bevægende film om to sorte, ghetto-børns flerårige kamp for at blive professionelle basketball-spillere, kom i videodistribution hos Statens Film Central, efter at være blevet vist på NatFilm Festivalen.
Samme held overgik ikke The Hamster Factor and Other Tales of 12 Monkeys, et fascinerende portræt af Terry Gilliam, en excentrisk, neurotisk og begavet instruktør, som altid har haft svært ved at arbejde indenfor Hollywoods faste rammer. The Hamster Factor blev også vist på NatFilm Festivalen, men fik ikke større opmærksomhed end, at den er endt sine dage som ekstramateriale i en box-udgivelse af 12 Monkeys, hvis tilblivelse den følger.
Hverken Hoop Dreams eller The Hamster Factor er siden deres festivaldage blevet vist offentligt i Danmark, og det på trods af, at de ikke som Mikrokosmos behøver at forfalde til 'billige' tricks for at fængsle - filmene lever i kraft af de personer og de emner, de tager under behandling, hvilket må siges at være en dokumentarfilms vigtigste egenskab.
Det drejer sig om at tage chancer, at udfordre sit publikum. Personligt ville jeg gerne have set When We Were Kings på et stort lærrede og dér have oplevet en strategisk gigant som Muhammad Ali stjæle en ellers oplagt sejr fra George Foreman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu